For et par dage/uger/livstider siden var jeg på Fastaval. Fra det har jeg taget et par erfaringer omkring hvordan jeg arrangerer familie og at det er ok jeg ikke drikker ligeså meget i baren, som jeg gjorde i min heyday. Jeg er blevet ældre og synes næsten det er lettere at finde givende samvær over et brætspil end i baren. Jeg er rimelig ekstrovert og elsker samværet på Fastaval, men glemmer hver år hvor hårdt det er og hvor let det er at være ensom i blandt et hav af søde mennesker. Måske er det lettere som introvert? Måske er Fastaval ikke let for nogen?

Rollespillet

Selvom hele Fastaval-oplevelsen fylder meget, så er det rollespillet jeg deltager for. I år spillede jeg: ”Den uendelige, tomme by”, ”Artemis”, ”Drillehobbitter”, ”På røven i Marienburg” og ”Byen og bæstet”. Det var fem kick ass oplevelser, som jeg gerne ville knytte et par ord til.

Den uendelige, tomme by

Er et fortællerrollespil med en fuldfed mennesketom urban sci-fi setting, hvori der udspiller sig en fin lille fortælling om følelser såsom håb og fortabelse. Mine medspillere var rigtig gode til at fortælle og der var en interessant fortællerregel. I scenariet måtte man ikke italesætte tanker eller følelser, istedet skulle man fortælle alt i et realistisk og objektiv fortællersynpunkt. Det gik rigtig fint, men det var fortællerrollespil, hvilket åbenbart skal gå langsomt, være sagtmodigt og lidt for selvhøjtideligt. Hvilket især i denne fortælling var en skam. Jeg har aldrig oplevet et fortællerrollespil, hvor vi ikke talte virkelig langsomt med få temposkift. Det ville ellers være en interessant udfordring.

Artemis

Er et slags liverollespil, hvor man flyver et rumskib i fællesskab. Det kan klart anbefales.

Drillehobbitter

Var et fantasy scenarie jeg havde med til det glimrende Fastaval junior. I to timer spillede jeg sammen med fem piger i alderen 6-8 år. Jeg kan faktisk ikke huske om vi spillede 1. person rollespil, men de var gode og vi havde det fedt. Undervejs fik vi også farvelagt tegningerne af spilpersonerne, hvilket er første gang jeg har gjort det i et scenarie. Fire ud af fem af dem var næsten bedre til at fange scenariets præmis som din gennemsnitlige fastaval-spiller. Når jeg får fået lidt tid vil jeg forsøge at rentskrive mine scenarienoter og måske vil jeg endda skrive et par af mine erfaringer ind i det. Stay Tuned.

På Røven i Marienburg

Dette scenarie om fem tåbelige taberelvere kan ikke roses nok, men på den anden side kan jeg heller ikke overskue at skrive om alle de gode ting i scenariet. Der er så mange! Jeg er pænt fanboy og vil ikke udelukke at mine fem kick ass awesome spillere på Fastaval også gjorde sit til at det blev en virkelig god oplevelse. Scenariet er meget åbnet og måske i virkeligheden mest af alt en fantastisk rollespilsskabende motor, som spillere og spilleder styrer i fællesskab. Samtidig er det driftsikkert as fuck. Også er der settingen, tonen, tegningerne… som sagt man ikke rose scenariet nok, så jeg stopper her.

Pt. ligger originale spilpersoner, de har tre skrabefelter hver, og terninger på mit lokale posthus, så jeg kan få spilledt scenarie igen. Det glæder jeg mig sygt til.

Byen og bæstet

Jeg havde Mikkel som spilleder på et fantasy forfaldsepos. Mikkel kører altid sine egne scenarie godt. Min medspillere var også virkelig dejlige og havde nogen virkelig gode idéer til hvordan vi fik fortalt den bedste historie. Der var en del frihed til spillere til at forme scenariet, men det var ikke et fortællerscenarie som sådan, hvilket gjorde at stemningen ikke blev dræbt selvhøjtidelig sagtmodighed. Det kunne jeg meget godt lide.
Derudover var forfaldseposset en god historie.

Det var rollespilsmæssigt en virkelig god Fastaval for mig.