Jeg elsker at skrive scenarier. Har ikke nok tid til det længere og glemmer at komme i gang tids nok, hvilket for nyligt betød at jeg fik afleveret alt alt for sent. På trods af det så elsker jeg at skrive scenarier. Kan godt lide at finde på ideen, nyder at skrive scener og elsker at spille scenariet på en rollespilscon (gerne Fastaval).

Alligevel er det hverdagsrollespillet – kampagnen – der betyder mest for mig rollespilsmæssigt. Jeg skriver ikke scenarier, som ikke udspringer af mine kampagner. Jeg ændre ideerne så de passer til det scenarie jeg arbejder på og det er ikke sådan at jeg behøver at ha’ kørt en sci fi kampagne for at skrive et sci fi scenarie, men scener, bi/spilpersoner, spilmekanikker, designvalg, selv historier og temaer har som oftest været afprøvet i en anden form i mit kampagnespil.

Der flyder altså kreativ inspiration fra mine kampagne til mine scenarier. Samtidig tager jeg også en masse hjem til mine kampagner når jeg spiller conscenarier. Denne inspiration til mit kampagnespil er ikke grunden til at jeg spiller et scenarie og det er ikke det jeg måler et scenarie på. Fx spillede jeg Valsen for et par år siden og det var et fantastisk scenarie, som jeg gav topkarakter og jeg har aldrig brugt noget fra det i mit kampagnespil. Men det er alligevel ikke forkert at sige at jeg forventer at kunne tage noget med hjem til mine kampagner når jeg har været på rollespilscon. Det kan bare være en biperson eller et lille stykke mekanik, men hvis jeg kommer hjem fra Fastaval kun med bærret fuld af tømmermænd og gode rollespilsopleveler, men ikke noget konkret  jeg kan bruge i mit hverdagsrollespil – så ville være jeg skuffet. (Jeg har endnu ikke oplevet det)

Derfor vælger jeg også scenarier, hvor jeg tænker at der er andet end oplevelsen. For den singulære oplevelse er nok ikke grunden til at jeg spiller rollespil, det er mere noget med et langt sejt og superfedt træk. En form for bevægelse.