Dømmeriet

I år gav jeg den som Ottodommer og dead tired man walking på Fastaval. Bedømmelsen af scenarierne gik vigtig godt. Vi var uenige, men ansvarlige i vores dialog både omkring scenarierne og vores uenighed. Personligt rykkede jeg mig en del i mødet med andre perspektiver og gode argumenter. Jeg blev aldrig tromlet og det er min klare opfattelse at de andre dommerne havde det på samme måde. Det er sådan med beslutningerne om nomineringerne og også selve ottovinderne at de opnås via konsensus. Alle dommere skal kunne stå 100% indenfor begge dele og det kan pga. en virkelig god bedømmelsesproces. Jeg var også dommer for ti år siden og der var processen mere bumlet.

En grund til at processen blev så god i år var at overdommeren Asbjørn var god til at få nye perspektiver frem og gøre alle fordele og ulemper ved scenarierne tydelige for alle dommerne. Som overdommer gik han ind og blev en slags konsulent, der kørte en workshop og brugt en række værktøjer og metoder til at få os alle til at tale om scenarierne på en konstruktiv måde. En del af disse metoder og værktøjer er blevet udviklet af Klaus, da han var overdommer og her er der altså endnu et område, hvor Klaus har gjort en kæmpeforskel.

Det var en fornøjelse, men det er hårdt at bedømme scenarier og derudover er der en række praktiske gøremål og interaktioner med andre arrangører, som tager tid og (ikke mindst) energi. Derudover er man allerede presset før Fastaval, fordi man skal læse (og genlæse) mellem 1200-1600 sider og er mig, dvs. en der forsøger at være en nogenlunde far, en ok kæreste og bare forsøge at passe sit arbejde engang imellem. Jeg var nok allerede lidt træt før Fastaval.

Spilleriet

Jeg kommer på Fastaval for at spille rollespil. Det er mit primære formål for at komme der. Resten, altså hængning ud med venner og bekendte, druk, dans, brætspil, arrangørarbejde og venten på mad svinge mellem at være en dejlig bonus og en lettere irritation. Hvilke dele der er hvad kommer rigtig meget anpå mit humør og overskud. I år havde jeg ikke meget overskue, så det sociale udenfor dommergruppen var fint, men ikke oppe at ringe, men jeg havde fire virkelig gode rollespilsoplevelser.

Jeg startede med at køre 2 gange Fastaval Jr., hvor jeg og 2 gange 5 børn i alden 6-8 år, spillede Golembyggende. Der var både spilpersoner, terninger og lego. Det var madness, det var en fest. Desværre var ungernes frokostpause-pizza mindre heldig, men hvad gør det når superseje Mette og Maya + hjælpere disker op med smør selv rugbrød og kiosken har toast?

Derudover spilledte jeg Kristian og Stefans vidunderlige Dronningen på Smaragdtronen, der er en tour de force igennem en gaimansk fortolket lovecraftansk Europa. Det er et rigtig godt scenarie, med en solid tung mekanik og rum til at spillederen kan sætte fantasifulde scener undervejs. Jeg fik også en dejlig spilgruppe og vi havde det sgu sjov, synes jeg.

Det sidste spil jeg spillede var Joan the Vampire Slayer fredag aften, hvor jeg var megatræt. Hele dagen overvejede jeg at melde fra (læs: lade være med at møde op), men besluttede mig heldigvis at møde op. Det var awesome. En fantastisk spilgruppe og det dejlige scenarie gjorde lige det det skulle. Jeg fik fx lov til at fortælle action og en godt konstrukteret story arc, hvilket gav mig sygt meget energi.

Sovesal, druk og soveriet

I år var det rigtig hårdt at sove i sovesal. Normalt er det ok – måske fordi jeg normalt alligevel har plads i mit program til at stene lidt i løbet af dagen. I år var der et stramt program og jeg havde ting som jeg skulle stå op til forholdsvis tidligt hver dag. Så når jeg vågende kl. 7, som jeg gør, kunne jeg ikke falde i søvn igen, pga. smålarm, lys fra nødudgangene og det faktum at der alligevel ikke var længe til at jeg skulle op.

Jesus, jeg var træt.

Fordi jeg var træt og fordi der var en del på mit program, så brugte jeg ikke særlig meget tid i baren. Det var faktisk meget fint. Men det betød også at jeg fx ikke fik danset og jeg elsker at danse når jeg er til fest.

Festeriet

Og angående fest, så er det for mig sjovere at være med til at lave fest end blot at være ottodommer og tilskuer. Desværre er dem, der laver fest pt. ret gode til det og her kan jeg ikke tilbyde særlig meget.

Men måske kan jeg hjælpe med en ting:

Man har forsøgt at brede ud i hvilke type fastaval-deltagere, der kommer på scenen de sidste par år, og derfor er der to-tre priser som bliver delt ud af ikke-forfattere (ofte nogen fra kiosken, åbenbart). Det er en politisk beslutning, som både bringer gode og dårlige side-effekter med sig.

En af de mindre heldige side-effekter er at de stakkels kiosk-folk ikke nødvendigvis ved hvordan man udtaler de stakkels forfatte-folks navne. Det eneste de har at støtte sig til er de sedler som dommerne har skrevet og som de får med op på scenen (og som lidt var noget rod i år, sorry). Der ligger noget vigtig og hemmelig kommunikation, i disse sedler, som det er fint at den der skal præsenterer først får når personen står på scenen, nemlig: ”Dommerne sagde”, ”Spillerne sagde” og selvfølgelig vinderen. Men der bliver også kommunikeret noget vigtig og ikke-hemmelig viden på sedlerne, nemlig definitionen af prisen og de nominerede (scenetitel og forfatternavn). Og ofte er det netop forfatternavnene (og så Rasmus’ scenarietitel ) der er svær at udtale.

Jeg vil gerne tilbyde Troels og Natascha at jeg øver scenariedefinitioner og de nominerede med dem der skal præsentere priserne. Selvfølgelig kun dem af dem, der har lyst, og bare sådan at de føler sig bedre klædt på når de står på scenen. Jeg vil helst ikke være med til at beslutte hvem der skal på scenen, det er der nok folk som har en mening om, men jeg vil bare gerne hjælpe dem som skal på scenen (om de er fra kiosken eller er tidligere vindere), så de ikke falder igennem i noget så banalt som udtalen af et forfatternavn eller to.