Morten, Kristo, Peter, Nis, Mikkel og jeg skal spille Lady Blackbird i Maj.
Nu skal vi bare finde en dato…
Morten, Kristo, Peter, Nis, Mikkel og jeg skal spille Lady Blackbird i Maj.
Nu skal vi bare finde en dato…
Jeg ved godt det er d. 1. April, men det er ikke en aprilsnar.
Dette er et af det blogindlæg, som spillerne på min kampagne meget gerne må lade være med at læse! Altså hvis du er Ask, Asger, Asger, Rasmus eller Jonas så vent med at læse det til efter vi har spillet den der vampyrjagt.
I 1994 skrev Lars Kaos det smukkeste scenarie verden endnu havde set. Det hed Isabella. Scenariet omhandler om seks* vampyrers forelskelse og fortabelse i deres ”moder” Isabella. Det var et af de første scenarier, der var karakterdrevet og alene af den grund er det et vigtigt værk. I min warhammerkampagne, Imperiet, er jeg kommet til at introducere (eller omtale) en vampyr der hedder Isabella. Denne vampyr har heltene i vores kampagne valgt at jagte og dræbe, men jeg har ikke planlagt dette subplot endnu.
Også var det, at kom jeg til at læse Lars’ scenarie, da jeg i virkeligheden skulle lave noget helt andet.
Og nu vil jeg lave et Isabella/Imperiet (min kampagne – ikke scenariet af samme navn) mashup! Jeg har som sagt læst Lars’ fantastiske scenarie og valgt at spille det som del af min warhammerkampagne. Da spilpersonerne i Isabella er vampyrer og heltene i min kampagne ikke er det, så kan jeg ikke blot udsætte vores normale spilpersoner for handlingen i Isabella. Det ville også være synd, da indbyggende konflikter i Lars’ spilpersoner er det fine ved Isabella. Men jeg proppe spilpersonerne fra min warhammerkampagne over i Isabella. Det gør jeg ved at lade mine spillerne både spille vampyrerne fra Isabella og deres normale spilpersoner på en gang. Det hedder bipersonsrollespil og er en gammel velprøvet teknik. Det interessante ved dette forsøg er at jeg som spilleder skal åbne Isabella op, så jeg kan sætte scener ind med de normale spilpersoner imellem de scener som Lars allerede har beskrevet for over 15 år siden. Og det helst uden at ødelægge klimakset alt for meget.
*) Da Lars digitaliserede Isabella skrev han en 6. spilperson ud, da denne var svag. Det er et held, da jeg kun har fem spillerne på mit Warhammerhold.
Helt konkret, så bliver forløbet ca. sådan her:
Her ville det være en god idé kigge på scenegennemgangen (side 7 – 14) i Isabella samtidig – scenariet kan hængtes her.
Scene x0:
Til at starte med skal vores helte af sted fra Marienburg. De har mødt Gibber Spellerman, en Veranapræst, der har sat dem på sporet af Isabella og gerne vil hjælpe dem med at fange hende. I virkeligheden er Spellerman en ond nekromantiker, der godt nok gerne vil Isabella til livs, men kun fordi han så kan optage nogle af hendes kræfter i et fælt ritual. At jeg har introduceret Spellerman gør ikke mashup’et mindre komplekst. Men vi starter med spilpersonernes indkøb og fedten rundt inden afrejse.
Vores helte hører om den gale grave der er forelsket i statuen (læse Isabella).
Vampyrspilpersonerne og Scene 1-2:
Derefter læser spillerne deres vampyrspilpersoner (jeg har tænkt mig at konventer deres stats til warhammersystemet).
Og vi spiller de tre første scener i Isabella: Opvågningen i krypten og Uventet hjælp fra en præst (Eduard Bargeld er selvfølgelig Shallyapræst).
Scene x3: Efter jagtselskabet
De normale spilpersoner er på vej imod Calden (som hedder i scenariet Schwarzwald – men jeg har valgt at bruge byer fra mine warhammerkort), de er blevet forsikret og det er nået at blive nat inden de når frem. Under deres rejse i natten kommer de til et sted i skoven og der kort tid inden har været et blodbad. Fem unge smukke mænd er brutalt dræbt – og deres overtøj og våben er væk.
Spillerne får lov til at beskrive scenen.
Mellemspil og scene 4:
Det bliver kort beskrevet hvordan vampyrerne kommer til Calden og finder teateret, hvor de overdager. Hvis spillerne har lyst (eller ikke har fået gjort det tidligere, så kan de diskutere spilpersonerne iblandt). . I denne scene er vampyrerne iført blodrøde jakker og har – på en eller anden måde – fået anskaffet sig våben.
Scene x4:
Vores spilpersoner kommer til Calden og kan bruge dagen i byen. Måske skal de endda omkring teateret, men det er lukket pga. sygdom. Ellers får de lov til at kede sig lidt i den lille by inden de tager af sted imod den gale graves slot. De når dog ikke frem før aften og stopper derfor ind på en kro.
Den anden Nat:
Scene 1-2:
Vi læser og spiller scenerne ”Atter en opvågnen” og ”Kareten”. Hvor jeg spiller Chekov – efter bedste evne (er virkelig dårlig til at spille npcer).
Scene x3 og 3:
Selvfølgelig stopper vampyrerne og Chekov på halvvejen for, at strække ben og få en kop suppe. Derudover har Chekov gammelmandsblære.
På denne kro kan de normale spilpersoner og vampyrerne komme til at møde hinanden. Jeg forventer stor dramatisk ironi.
Ankomst til Scheinfeld (i scenariet Goslar) og borgen:
Vampyrerne rejser om natten og kommer derfor først.
Xankomst til Scheinfeld og borgen:
De normale spilpersoner ankommer. Scheinfeld har set bedre tider. Det viser sig at Greven er familieven med den adelige spilperson Otto von Grieg, men også super vanvittig. Selvom han modtager dem i gårdspladsen, så har Greven ikke tid til at tage imod dem. Han skal jo diskutere (Isabellasituationen med Chekov) – men de kan være hans gæster og spise middag med ham og Chekov til aften. . Jeg introducere allerede tjeneren Emil her.
Tredje nat:
Scene 1 -2:
Vi læser og spiller scene 1 og 2: ”Den sidste opvågnen” og ”Søgen efter Isabella”.
Scene x3 og 3:
De normale spilpersoner er til middag. Der snakkes og hvis de (eller Spellerman) presser Greven og Chekov, så fortæller de om Isabella. Men så snart de kommer ind på hvor hun er henne, så hører vampyrerne det ude fra gangen. Jeg forestiller mig, at vampyrerne enten begynder at slås med spilpersonerne eller fx låser dem inde i spisesalen og skynder sig hen til Isabella.
Scene x4:
På en eller anden måde kommer vampyrerne hen til Isabella først. Spillerne skal opleve tabet, da Isabella ikke ønsker at havde noget med dem at gøre og dræber den første.
Scene 4:
Spillerne ankommer til rummet og vampyrernes store episke afslutningsscene. Det bliver – forhåbentligt – noget rod. Især når Spelleman begynder at kaste nekromantikermagi, hvilket troldmanden Thomas Reinfeld – en af de normale spilpersoner – kan genkende. Derudover kaster nogle af vampyrerne også magi og der kommer helt sikkert også noget kamp. Hvem der angriber hvem – er svært at sige, men for at spilpersoner er mere sikker på at vinde, skal kampen mellem vampyrerne være i gang når de normale spilpersoner ankommer.
Modsat Isabella scenariet, så bruger vi warhammersystemet og figurer til at afgøre kampen.
Som enhver frisk dreng kan jeg godt lide action og som enhver halvakademiker har jeg struktureret mine forsøg ud i det til døde. Jeg har skrevet fire scenarier, hvor jeg har forsøgt mig med forskellige aktiongreb, ligesom jeg har brugt aktion i mine rollespilskampagner. Mine scenarier er Sort/hvid, De navnløse Redux, 9000beton og Dobbelt A (to Aalborg scenarier, som jeg skrev sammen med en masse andre seje fyre). Det her er mine forslag til hvordan man udspiller aktion i rollespil, hvis du har flere gode forslag, erfaringer eller bare kommentarer, så skriv til johsbusted@gmail.com og jeg skriver dem ind i næste års artikel.
§ At i aktion handler det ikke om at finde på smarte strategiske handlinger, det handler bare om at handle (hurtigt).
Resten er ikke så vigtigt, men her kommer det:
I punktform med forklaring, simpelhed.
§ At det handler om energi.
Energi mellem spillerne og energi mellem fortællingen og spillerne. En figur kunne være den der klassiske kommunikationsfigur med person A og person B og det fælles tredje C. Her skal der så være en masse linjer imellem og på disse linjer skal være monster meget power!
Power er engelsk og betyder energi!
I De navnløse, var kernebegrebet momentum. En stats, som var ens initiativ og kampevne og en metonymi for selve kampen.
§ Fordel ansvaret for beskrivelserne
Enhver god spilleder, ved at aktion handler om spillerne snare end spillederen. Det betyder at spillederen enten skal være meget pædagogisk og virkelig hjælpe spillerne til beskrivelser eller bare beskrive det hele selv, men med spilpersonerne og spillerne som centrum. Begge er velafprøvet teknikker og derfor også lidt små kedelige at diskutere her. En anden ide er inspirationsord/-sætninger. I sort/hvid gav jeg spillerne små sætninger, de kunne trække op af en hat og som de så kunne bruge som indspark til deres fortællinger. Der stod ting som: ”en time efter”, ”1, 2, 3, dåsefrugt”, ”BANG!” eller blot ”kanindrik”. Det var en af de ting der virkende for det scenarie.
I Aalborgscenariet Dobbelt A, fandt Rene og jeg på en måde til spille biljagt på der også brugte inspirationsord. Her skulle spillerne fortælle en rundefortælling. Men da det var en biljagt, så skulle det gå hurtigt. Ydermere havde spillederen en liste af begivenheder/ting, som h/n kunne råbe og så skulle spilleren bruge begivenheden/tingen i sin fortælling. Jeg husker ordene som ”barnevogn”, ”Rødt lys” og ”U-vending”.
§ Gør beskrivelserne decentrale
Man skal ikke nødvendigvis beskrive i første person. Man har lov til at beskrive hvad de andre gør. Frede beskriver det meget fedt ovenover. Leg måske med fortællepositioner i stedet for spilpersoner i selve aktionscenerne. Måske udelukker de to ikke hinanden.
Jeg har ikke rigtig leget med det andet end i kampagnerollespil.
§ Lave sociale regler for fortælling/beskrivelse
I Dobbelt As biljagt skulle man reagere hurtigt. Man skulle fortælle hurtigt og bruge ordet når det kom. Det var en god effekt. Man havde heller ikke ordet i særlig lang tid. Disse ting var muligt, da der stadigvæk var en meget aktiv spilleder. H/n skulle dog ikke selv fortælle, men var en form for ordstyrer og, selvfølgelig, ordopråber. < – Det virker.
En variant kunne være, at man blot laver noget dumt, hvis man ikke beskriver sin handling og effekten her af hurtigt nok. I Klaus og Jonas’ Efter Høsten, havde jeg en situation hvor jeg lod en hest angribe en spilperson (Lene), så en anden spilperson (Brian?) kunne rede Lene. Brians spiller, som ikke var den hurtigste, blev ved med at spørge mig hvor hesten var og spilpersonerne var. Det var en nedern situation, da jeg bare gerne ville havde han til at nakke den der skide hest inden alt energien forlod scenen. Til slut fik han også sagt noget i stil med: ”Jeg tager min kniv og stikker den… phufff!”. Hvorefter jeg beskrev hvad der skete.
Retrospektivt spilled’ jeg det forkert. For det første skulle jeg havde brugt mere tid før spil på at få Brians spiller i gir. For det andet, skulle jeg blot havde vendt hesten imod ham og nakket ham! Død, ved for langsom tænkning – sådan. Dog bør man nok fortælle ens spillerne at det er en mulighed ved spilstart.
I sort/hvid legende jeg med støttegruppe ideen. Der var det meningen at der skulle være en mekanik for at man kunne hjælpe hinanden i fortællingerne. Men det blev noget rod. Det var, og er, dog stadigvæk en god idé.
§ Det skal være noget på spil
Hvis indie-bevægelsen ikke har lært mig andet, så er det vigtigheden af dette dogme. Jeg kan godt lide ideen om, at vold/seje handlinger koster noget. I De navnløse kunne spillerne blive bedre til at slå, ved at fortrænge deres fortid. Spillerne klippe simpelhed dele af deres baggrundshistorie af og fik mere i kampstaten momentum.
Men det er også det der er det fede i et normalt spil D&D. Du kan dø, hvis du går i kamp med goblinen. Det er fedt!
Jeg kan dog godt lide varianten, hvor man betaler, fordi man er nødt til det, men det faktisk er dårligt for ens spilperson. Sort/hvid spillede også lidt på en sådan mekanik – der var det centrale valg om man ville være superhelt eller om man ville kunne se farver/skønhed. Lidt for abstrakt og lidt for gemt i en masse rod, men det var der – helt uden system (for den del af scenariet).
§ Tilfældighed
Er ikke nødvendigvis terninger, men kan selvfølgelig være det. Det kan også blot være at du ikke kan forudse de andre spillernes handlinger. Tilfældighederne må dog ikke ligge op til alt for meget strategi.
§ Kroppen
Også er det fantastisk at få kroppen med. Da jeg spilled’ Dobbelt A kastede en spiller mig igennem klasselokalet, da vi udspillede en Jomfru Ane gadeslåskamp. Det var rimelig rock n roll.
I min Warhammerkampagne kører til dels på warhammerreglerne og til dels på en plot point økonomi (og selvfølgelig allermest på rocker godt rollespil fra mine medspillere). Man kan læse noget om vores plot pointssystem og hjemmelavet regler på vores wiki her.
.
Udover man kan bruge plot points til en masse ting og underspil vi spiller med i tide og utide, så har hver spilperson en personlig regel, hvor spilleren kan bruge sine plot point til en effekt der underbygger hans* spilpersons rolle.
.
Den første spilperson er Otto von Grieg, som, udover at være nobel, pistolier og næsten dualist, også er kampagnens hovedperson.
.
Hans personlige regel har faktisk ikke virket indtil nu, så den gider jeg ikke snakke om, men i stedet har jeg lavet spirt ny og det er den jeg ville fremstillig her:
.
Otto har spøgelset af en af hans forfædre, Agius Hohenbach, på nakken. Helt bogstaveligt på nakken – eller så bogstaveligt det kan blive for et spøgelse. Agius er naturligvis usynlig (for det meste).
.
Jeg tænkte at fordi Agius sidder der oppe kan Otto trække på Agius’ kræfter på to måder:
.
Samtidig bliver Agius stærkere, fordi hans væren bliver aktualiseret i verden via Otto som link (til virkeligheden). For hver sår Otto heler får Agius 100 xp.
.
.
Også i denne situation bliver Agius stærkere. For hver gang Asger gør det, så får Agius 2d10x100 xp (flere xp her fordi Agius og Ottos familiehistorie også bliver aktualiseret).
.
Det er nok ikke i spilpersonerne interesse at Agius bliver mere stærkere end Otto, da han tidligere har overtaget Ottos krop i kortere perioder. Derudover er det kun Otto der har to regler, det har han fordi han er hovedperson.
.
*) Vi er kun drenge og spil spiller kun drenge – det ikke noget vi har planlagt (det er sgu nok kulturelt).
En Grillaften:
Grill kan nemt blive drengerøvsaften, den kan nemt blive noget med druk – og hvis der er unge drenge og druk, så er der en ting jeg gerne vil havde: Nemlig Dans!
Nu er der ikke lavet så mange dansescenarier, så her handler det om at se muligheder. Hvilken (gode) scenarier er det oplagt at danse i? Og det må selvfølgelige gerne være en lidt fræk dans… Et svar kunne Klaus Meiers Guernica
Når man har tømmermænd:
Er det rart med noget let rollespil. Det skal ikke være for dybt, men det må gerne være så medrivende at man glemmer sine tømmermænd. Det kommer selvfølgelig meget an på hvilken form for tømmermænd man får. Hvis man får de vanvittige Andresentømmermænd – skal og kan man nok ikke spille rollespil. Men hvis man skal spille, selvom man ikke kan, kunne Adam Bindslevs Landlov udmærke sig. Her behøver man nemlig ikke gøre noget som spiller for at drive historien frem. Til gengæld er det et rigtig godt scenarie. Det har en super vild stemning.
.
Hvis man derimod har lette tømmermænd (fx johstømmermænd – der mest sætter sig i maven) så vi jeg forestå hele Beinbrecher-serien (I: Who mourns a Necromancer?, II:Demons Never Cry, III: Thanquols Plan og 3: Der bare hedder Beinbrecher 3, men som handler om rotter!)
.
Det er warhammerintrie, hvor man spiller de onde. Det er godt nok fantasy til man kan leve sig ind i det og det er sjovt nok til man kan havde lidt tømmermænd. Hvis man blot skal spille en af dem, så vil jeg forestå Beinbrecher 3. Hvilket er heldig nok, da det også er den eneste er kan downloads på alexandria (der er et link ovenover).
Når man ligger i ske med Anders:
Her er der tidligere forestået et kærlighedsscenarie om døden. Jeg tror ikke jeg vil gå bornholmsk nødvendigvis. For der er jo en vigtig fysisk side af det at ligge i ske (især med Anders). Derfor synes jeg det godt må være et scenarie med rystelser. En anden side af at ligge i ske – er det dybt naturlige side af det. Det er noget mennesket altid til alle tider har gjort. Derfor synes jeg også det bør være et klassisk scenarie. Så hvad med Ask Aggers Holocaustserie (Jagten, Nibelungentreue og Det Sidste Korstog)? Jeg ved godt det er langt og uhyggeligt, men gør det noget når man ligger så trygt og godt?
og til det fantatiske skive Vulgar Display of Power:
Nogen siger Jonas. Nogen siger Betonen. Ok, nogen er Klaus Meier. Jeg siger Thais Munk De navneløse eller det mindre kendte Brujah af Danni Börm og Tore Vange Pedersen, som jeg godt nok ikke har spillet, men det giver ligesom bare mening.