Forfatterarkiv: Johs Busted

[SH] Griegborgen II (efter kampen)

Skriv et svar

Imens støvet fra kampen med goblinhæren har ligger sig, hilser Otto og hans følge på folkene i vognen. De viser sig at være en gruppe præster og heksejæger fra Sigmarordenen The silver hammer ledt af Sigmarpræsten Dommer Rosche. De er også på vej imod Griegborgen. Sammen med dem rejser Ottos udstødte og alkoholiserede farbror Richard von Greig. Det viser sig at Richard von Greig har anmeldt Caroline von Greig (Ottos moder) for hekseri. Og det viser sig senere at sagen er bygget omkring en særlig (offer-)lund, som ligger et stykke inde i skoven ved Greigborgen.

Bipersoner og dagens regel:
Her stoppede jeg kort spillet for at sætte nogle mekanikker i spil. Spillerne blev sat til at vælg hver sin biperson, som de skulle spille udover deres hovedperson. De kunne vælge mellem nogle 8-10 stykker, som jeg havde lavet på forhånd. Jeg havde lavet allerede definerede bipersoner, som allerede indgår i hæren: Foden Rotgor Hiekker, lejesoldaten Markus Egefold og Hobbiten Jens. Men også for os endnu ukende bipersoner (som så hvis de blevet spillet ville indgå i hæren med egenskaber og alting). Ved at blive spillet (både første gang, men også flere gange) bliver bipersonerne sejere og sejere, som aktører i hæren og dermed bliver hæren også sejere. Når jeg skriver at jeg havde lavet bipersonerne på forhånd, så havde jeg bare lavet deres stats og defineret deres alder og alle de der statsartige/objektive sider af spilpersonen.
Spillerne valgte at spille Foden Rotgor Hiekker, Trollslayer Soilin Dankil og studenten Frosten. Ud fra Dankils stats kunne vi læse at han havde haft to karriere før han blev trollslayer, men hvad fremgår ikke af skemaet. Den mystiske trollslayer har dog både et kendskab til kunsthistorien og til tyvenes hemmelige sprog og tegn. Frosten er mere ligetil. Han er på sin første karriere, men har også en stor rustning og sværd – og har på den måde åbenbart fusket sig til en plads i hæren som soldat.

I Warhammersystemet har helte et antal rerolls. Det har bipersoner (hverken spillerspillet eller spillederspillet) principielt ikke. I dagen spilgang har alle rerolls, men kun hvis spilleren beskriver en scene fra Ottos barndom på Greigborgen. Det skabte to fine fortællinger.

Spillet:
Det bliver Otto plus følge, der bringer de til dårlige nyheder til hans forælder. De finder i fællesskab ud af det måske er en ide, at hængte familiepræsten Fader Grimmerdorf og bruge ham som sandhedsvidne. Fordi denne mission er af højeste vigtighed sender Viggo og Caroline von Greig Otto til den nærliggende by Grossfurre efter Fader Grimmerdorf. Otto tager Emmer og Frosten med.

Wilbur, Dankil og Rotgor Hiekker bliver tilbage for at holde øje med Dommer Rosche og ikke mindst Richard von Greig. Den sidstnævnte får de lagt i kælder, da han lusker rundt om natten – samtidig med von Greigs kammertjener Gorm findes død. Dankil og Wilbur her – på afstand – set Richard slæbe rundt på Gorms lig om natten, men om Dommer Rosche tror dem er ikke helt tydeligt. For at Wilbur kunne se noget oppe fra borgmurren, var Jonas nødt til at bruge et reroll og han fortæller en historie om Ottos barndom. Otto gik åbenbart i søvne og en nat er han kommet op på borgmurren. Ottos bror Viggo ser og følger efter ham. Helt ude ved borgmurrens kant vågner Otto og er ved at falde, men Viggo griber ham i sidste øjeblik.
Tilbage i ”nutiden” skal der være en retssag. Dommer Rosches og mænd foretager sig ikke rigtig andet end at undersøge området og forberede sagen.

Wilbur, Dankil og Rotgor undersøger den nærliggende lund. I lunden er der en bautasten (de har en særlig betydning i Warhammer, da nogle af dem kanalisere magiens vinde rundt) og en mudret udtørret sø med nogle gamle ræb over. Asger Emmer, der spillede Dankil bruger et reroll imens de undersøger lunden. Asger fortæller om en aften, hvor en 10 år gammel Otto ser sin moder ligge urter og små stykker ved bautastenen. Der er noget med den lund, der.
Dommer Rosches mænd undersøger også lunden. Efter vores helte opdager at Richard lusker rundt om natten. Vælger de at Dankil plus to soldater skal holde vagt ude ved lunden. Om natten lokker et næsten usynligt bæst Dankil væk fra de to andre soldater, som det dræber. Imens Dankil løber rundt i mørket hænger bæstet de to soldater op i ræbene over den udtørrede sø. Midt i lunden mødes Dankils økse med bæstets klør. Dankil får bæstet slået ned, men det viser sig at være lavet af små træstykker og blade. Der er som sagt noget med den lund, der.

Samtidig kommer Otto til Grossfurre og finder Fader Grimmerdorf. De begynder deres rejse tilbage imod Greigborgen, men mere høre vi ikke om det. Ikke andet end at efter to-tre dage er de stadigvæk ikke kommet tilbage og der må være sket noget. Hvad ved vi ikke, men mon ikke vi finder ud af det næste spilgang?

[SH] Griegborgen I (og 200 gobliner)

Skriv et svar

Vi fik spillet første afsnit af Solens hjerte. Denne spilgang var der kun tre spiller: Asger, Asger og Jonas.

Vi startede spilgangen med afprøve mit om at spille en hær-system. Otto von Grieg og hans gruppe af 50 mænd er på vej hjem til Griegborgen, hvor hans forældre bor. Borgen ligger (næsten) på vejen nord på og derudover er det en drakwaldsk tradition at få ens fædrene jorder før man drager i krig.

På vej imod Griegborgen støder de på nogle 25 soldater og lukket vogn, der er omringet af omkring 200 gobliner. Soldaterne kæmper under Sigmar.s banner. Goblinerne har trolde med. Det virker lidt som en ulige kamp, indtil vores helte ankommer.

Goblinhæren har en skade på 1d4 og en stamina på 30. Hvilket spillerne ikke ved.
Som en ekstra regler, så kan vores heltes hær ødelægge modstanderens stamina, ved at uskadeliggøre deres centrale aktører. Hvis en af de 3 trolde bliver slået ihjel, så mister goblinhæren 30 i stamina – hvilket betyder at hæren frygter, hvis en trold dør. Goblinerne har også en boss, hvis spillerne får dræbt ham, så mister goblinerne 20 i stamina. Spillerne ved at de tager moralen fra deres modstander, hvis de dræber nogle af de central aktører. Så samtidig med at vores helte lader deres mænd kæmpe imod goblinerne, så kæmper Wilbur og Otto imod en af troldene. Emmer slås med goblinbossen. Og selvom det var Wilbur, der kom til at afgjorde kampen, så vil jeg fokusere på kampen mellem de to hære.

Først brugte spillerne noget tid på at planlægge deres angreb på goblinhæren. De vælger at dele hovedstyrken op, så Rotgor Hiekker tager 33 mænd og angriber goblinerne. Jonas beskriver hvordan Hiekker drevet af sit storhedsvanvid selv rider i forvejen. Han får en terning for Hiekker, en terning for storhedsvanviddet og 4 terninger for de 33 mænd. Altså 6 terninger. Han får 4 succes. Asger Emmer beskriver hvordan Markus Egefold taktisk og krigsprøvet leder en lille gruppe mænd (12 mænd) ind i siden på goblinhæren. Det gav 5 terninger og 2 succes. Asger Otto tog Hobbitten Jens og skyd imod goblinerne – Godmodig, frisk med en slynge og 7 mænd.

De slåsede og der kommer nogle fine beskrivelser på banen, men da de kommer i ind i nærkampen gobliner taber beskrivelserne noget af deres friskhed. Jeg tror det både er fordi vi skal øve os i at beskrive kampe (det blev på en eller anden måde meget taktisk) og finde nogle flere fortællerteknikker frem til det (zoom, flytte fokusset fra handlinger til mere fortællende fokus… spillerne har helt sikkert en masse gode ideer). Et højde punkt i kampen var især Asgers fortællinger om Jens – Asger er ikke særlig taktisk, så i stedet løb Jens rundt og gjorde ret mærkelige ting. For til sidst at forsvinde ned i en mudderpøl med en masse halvdøde gobliner. Jens’ spejdergruppe blev jagtet på flugt, men Jens overlevede dog (han blev ikke ofret – hvilket er den eneste måde disse officerer kan dø på). Spilteknisk slog Asger ingen succes og det gav Jens’ gruppe den negative  egenskab ”på flugt”.

Hovedstyrken nåede at blive både træt og såret inden Wilbur fik dræbt den trold der sendte goblinerne på flygt. Hæren fik dog uden Wilbur hjælp goblinehærens stamina fra 30 ned på 11, så de var godt på vej.

Jeg synes det er svært at beskrive denne kamp, så stil endelig spørgsmål.
Efter kampen valgte jeg at ændre lidt i hvor mange terninger mænd giver (så de giver flere – jeg havde før kampen kørt det lidt ned) eller er det mest det fortælle tekniske jeg ønsker at arbejde med. Efter spilgangen kom der to officerer på banen, da der blev spillet to nye bipersoner og Hiekker fik endnu en egenskab. Men det handler min næste post (blandt andet) om – da den handler om resten af spilgangen.

Fortæl mig en historie om rollespil og magt

Skriv et svar

Efterhånden har jeg flere gange hørt at spil med regler for hvordan man konstruere historien skulle frigive spillerne fra spillederens overherredømme. Hvilket er rigtigt i samme grad som kontraktpolitik frigiver borgerne fra politikkers overherredømme. Det handler vel i sidste ende om hvilken politikkerne og hvilken politik, der er tale om.

[LG] Laaste døres hemmelighed

Skriv et svar

Da læsegruppens anmeldelser skal være forholdsvist positive og jeg satte mig for at vælge gruppens første scenarie, så valgte jeg at vi skulle anmelde et af de scenarier jeg holder allermest af. Det scenarie er Laaste døre. Historien om hvordan jeg første gang kom i kontakt med scenariet vigtig for mig, men jeg vil alligevel fokusere på noget mere generelt ved scenariet i min læsning af Laaste døre.

Scenariet udtrykker en generel filosofisk og samfundsmæssig point – en hemmelighed, som skal læses frem. Den hemmelighed jeg læser i Laaste døre, er kun blevet mere relevant siden Thomas Munkholt skrev scenariet i foråret 1994. Hemmeligheden forudsætter en metafysisk påstand, nemlig: at en politisk proces kan skabe en sandhed, ligesom sandheden kan skabe en politisk proces. Den sidste bevægelse, der går fra sandhed til politik er ontologisk primær i forhold til bevægelsen fra politik til sandhed. Eller sagt på en anden måde, så snylter bevægelsen fra politik til sandhed, på den mere oprindelige bevægelse fra sandhed til politik. Bevægelsen fra sandhed til politik er en revolutionær bevægelse. Alle virkelig samfundsændringer finder deres kraft i en sandhed, som efterfølgende formuleres politisk. Det kan være de store revolutioner som fx den franske. Den fransk revolution fandt sin kraft i det urimelige i det franske monarkiske organisering af samfundet i forhold til de daværende nye produktionsforhold. Det borgerlige samfund var på det tidspunkt den politiske nødvendig reaktion på sandheden om de urimelige samfundsforhold for borger- og arbejderstanden. Revolutioner kan også være mindre samfundsomvæltninger. Blotte samfundsændringer – som oprettelsen af HF, da dele af den danske arbejdsstyrke skulle omskoles fra at være landarbejdskraft til en mere dannet arbejdskraft.

Den første bevægelse, altså bevægelsen fra politik til sandhed, er revolutionens modsætning og dermed altid er en form for kontrarevolution. Det er denne kontrarevolutionære bevægelse som Laaste døre beskæftiger sig. Når den politiske proces konstruere en sandhed, så opstår der en slags politisk betinget relativisme, der maskere sig som en slags sandhedenspolitik (hvilket ellers er den revolutionære politik). Eller med andre ord – sandheden bliver politisk afhængig, i modsætning til at politikken bliver afhængig af sandheden. Hvor det revolutionære er yder konflikt, så er det kontrarevolutionære en indre. Revolutioner funker ved at konstruere fællesskaber, kontrarevolutioner funker ved at konstruere fællesskabsødelæggende individualiteter. Vi lever på flere måder i en kontrarevolutionær tid, hvor singulære individualiteter nærmere bekriger hinanden snarere end at opbygge fællesskaber, samtidig med at gamle fællesskaber opløses. Denne bevægelse imod en alles kamp imod alle stabileres kun ved opbyggelse af falske lukkede fællesskaber. Paradigme eksemplet på et sådan fællesskab er 30ernes fascistiske fællesskaber (og til dels 50ernes stalinistiske fællesskab i sovjet), hvor fællesskabet kun opretholds ved et stærkt fokus på de der udelukkes fra fællesskabet. De udelukkede er både nogle reelt udelukkede personer og de er også en strukturel nødvendig figur (for systemet opretholdelse) i folks hoveder. Nazierne udelukkede blandt andet jøderne – de blev tillagt alle mulige, usande og sammenhængende negative egenskaber. Denne jøde-figur var helt central for det nationale fællesskab i 30ernes Tyskland.

Indenfor den verden, som Munkholt beskriver i Laaste døre er systemforræderen den jødiske figur. Scenariet foregår indenfor et totalitært system og  dette samfundssystem opretholdes – i fiktionen – ved at spilpersonerne finder frem til en systemforræder. Forræderiet består i en forbryelse som ingen af spilpersonerne har begået, men samfundsorden kan ikke opretholdes uden der findes en søndebuk. Med andre ord skal der etableres en politisk betinget relativistisk sandhed. For at komplicere det hele, så skal alle påtage sig denne sandhed (der i virkeligheden er en løgn). Systemforræderen, som i virkeligheden ikke er forræder, skal tilstå og dermed også påtage sig den falske sandhed. Munkholt har lånet dette dramatiske greb fra Villy Sørensen, men det gør det ikke mindre godt. Ved at lade scenariet fortælle en historien om strukturerne i et kontrarevolutionært samfund, så muliggøre Munkholt et revolutionært spring i den danske scenarietradition – nemlig overgangen til intrigescenariet.

Spilpersonerne bliver netop konstrueret som fællesskabsødelæggende individualiteter, men ved at indsætte det ekstra strukturelle trist – tilståelsen – bliver mindst et af disse individer nød til at ofre sig selv til det falske fællesskab. Denne selvofring er scenariet konflikt – og det er en indre konflikt. Forringen om at ofre sig er per definition en urimelighed af dimensioner, men ikke en umulighed – og det er den hemmelighed Laaste døre ønsker at fortælle os. Hvilken betydning denne leg med det totalitære og forskellige former for fællesskaber indenfor spillets fiktion havde de fællesskaber vi opbygger udenfor spillets fiktion kan jeg ikke helt overskue pt. Og hvordan ofringen spiller ind er mig stadigvæk også ret udforståelig, men jeg er sikker på at man kan lærer meget om dansk politik siden 2001 ved at læse dette scenarie fra 1994. Tak Thomas.

Laaste døre infobox:
Forfatter: Thomas Munkholt
Skrevet til Fastastival 1994, den med Mark Rein·Hagen som æresgæst. Her vandt scenariet en Otto for bedste handouts.
Lagt op på Projekt R’lyeh og Alexandria som scenarie nummer 27

Er det første scenarie, der blev valgt til anmeldelse af læsegruppen.

Husk at læse Mortens, Simons og Frikards anmeldelser også.

[SH] Hovedpersonen og hans fire venner

Skriv et svar

Vi har spillet Warhammer ca. hver 14. dag de sidste to-tre år (med pauser i sommerferierne). Otto von Grieg, Wilbur Kohle-Brender og Thomas Reinfelt har været med hele vejen. Emmer Breton har også være med fra starten af, men hans spiller skulle lige et halvt år til Østasien for at studiner international lov. Conrat Faust kom med, lige inden vi startede på kapitel to.

Kapitel et omhandlende en handelsrejse til Hobbitprovinsen The Moot. Man kan læse om denne del af kampagnen her. Kapitel to har for det meste foregået i og omkring Carroburg, imens Otto fik opbygget sin hær.

Jeg har ikke været fedt med xp, som hovedpersonerne er utrolig seje. Der har været givet det samme antal xp til de fremmødte ved spilgangene og da Thomas har været med til de fleste, så er han klart sejest. Her er vores voldsomt erfarende hovedpersoner:

OTTO von GRIEG bliver spillet af Asger N, der er fra Langå og som jeg næsten har gået på efterskole med. Asger arbejder til hverdag med internetprogrammering, men er ellers uddannet i film.

Otto er Ex-Noble, Ex-Pistolier, Ex-Duellist  og lige blevet Champion. Han er utrolig farlig med sine familiepistoler, men ellers en ret tilbageholdende natur. Den unge von Grieg er kampagnens hovedperson og en af den slags mennesker der ikke opsøger problemer, men som problemer i stedet bliver ved med at opsøge. Han er ret magtfuld, da han både socialt og fysisk, og det betyder at mange ser en interesse i at ”skubbe” ham i forskellige retninger. Og Otto lader sig skubbe.

På sin ryg bære Otto et usynlige spøgelse. Spøgelset er en af Otto forfædre, der både igennem drømme og ved til tider at overtage Ottos krop, har gjort det tydeligt at han har ret  store ambitioner med Otto. Otto har ikke rigtig fået opsøgt en Morr-præst eller gjort andet for at får fjernet denne pine.

Derudover har Otto, pga. sine mange sår fra dueller, været ude i et større misbrug af den smertestillende og vanedannede rod Mandrake root. Et misbrug han nu er ude af, mest pga. hans trofaste tjener Conrats hjælp.

CONRAT FAUST bliver spillet af Rasmus, som kommer fra Østhimmerland. Jeg kender fra fællesbekendte i Aalborg. Rasmus er journalist, arbejder pt. ved Ritzau og fra den 1. ved Mærsk – men tidligere har Rasmus endda også nået tage en bachelor i engelsk og eje et internetcomputerspilsfirma, hvor han var forfatter/designer og pr-medarbejder.

Conrat er Ex-Servant, Ex-Thief, Ex-Cat Burglar og lige blevet Master Thief. Conrat var indtil en begivenhed, hvor han kom i nærkontakt med lidt for mange magiske vinde på samme tid, en opportunistisk og spilopsøgende spilperson. Efter hans noget radioaktive oplevelse, så er Conrat blevet mærkeligt antimagisk (det er sværere at bruge magi i nærheden af ham). Han er blevet lysere i hår og huden. Og han skylder elverne tre tjenester (der var en eller anden halvt træ halvt elver halvt statue nede i det hul, hvor Conrat blev blæst igennem af de magiske vinde). Efter den oplevelse er Conrat ikke så interesseret i materielle goder – og er under en form for forandring. Conrat har løbede spillet en rolle i magtkampene om Carroburgs underverden, hvor han fedede sig ind hos mafiabossen Don Bella – for derefter at forråde ham. En plan der lykkes – indtil nogle kaoskultister blandede sig. De dræbte Don’en og satte Conrat op som morderen.

EMMER BRETON bliver spillet af Asger S., som jeg har gået til spejder med (og i folkeskole med og hvis mor arbejdede på samme skole som min mor). Asger er næsten færdig uddannet jurist, men hvis det ikke går, så kan han falde tilbage på sit kokkefag (Asger er nemlig også fuldt udlært kok).

Emmer er Ex-Thief, Ex-Verenean Investigator og nu lige blevet Witch Hunter. Først var Emmer med på turen til The Moot, men kaldt hjem da hans moder døde og han skulle havde overdraget arven fra hans – for ham ukende – fader. Hans fader var maleren Breton, der i sine sene malerier malende fremtidssyn. Arven bestod af et sådan maleri, hvor Emmer og vennerne optrådte. Emmers liv var forandret derefter. Han var i forvejen en tænksom, godmodig (næsten hyggelig faktisk) og undersøgende natur, men nu blev han også søgende. Efter hånden har Emmer fundet flere af hans afdøde faders billeder og de flere af dem er også gået i opfyldelse. Ligesom Emmer så små selv er begyndt at male, dog ikke fremtidssyn (endnu).

Ellers er Emmer dybt mærket af et møde med den kvindelig vampyrdronning Isabella, hvilken er grunden til han er gået ind i Witch Hunters skumle rækker.

WILBUR KOHLE-BRENDER spilles af den yndige Jonas. Jonas er Bornholmer med stort B (selvom han har boet det mest af hans liv på Amager) og den eneste ikke-jyde på holdet. Til gengæld arbejder han i landbrugsrådet i en projektlederstilling. Han har arbejdet med læringsspil på DPU, men er faktisk en helt normal historier med dansk som sidefag.

Wilbur er Ex-Charcoal-Burner, Ex-Bodyguard, Ex-Mercenary, Ex-Veteran, Ex-Sergeant og nu lige blevet Captain i Otto von Griegs hær. Wilbur er gruppens fighter og Ottos nærkampsmand/bodyguard. Hans historie handler hvordan Wilbur bevæger sig op i det middelalderlige og begyndende småkapitalistiske/ borgerlige klassesamfund som Warhammerverden udgøre. Og Wilbur er kommet langt. Udover at være kaptajn i en herremands (meget lille) hær, så er Wilbur også blevet forlovet med Susanne, der er kroejer og et godt parti. Deres kærlighed er hverdagsartig eller realistisk uden at blive kedelig af den grund.

Wilbur tilbeder Ulrik (den gamle krigsgud) mere end Sigmar, hvilket dækker over en vildskab i Ulrik. Der har været begivenheder, hvor Wilbur har skiftet form og blevet en ulv – men det er aldrig blevet en vigtig del af Wilburs personlighed. (Det er simpelthen den anden historie Jonas gerne ville fortælle med Wilbur og det har jeg respekteret, men varulvehistorien vil blive aktuel igen i løbet af det kommende kapitel – men på en måde der er acceptabel for os begge).

THOMAS REINFELT bliver spillet af Ask, som jeg har gået på efterskole med og som jeg holder virkelig meget af. Ask er fra Langå. Han har arbejdet et vel af job, samtidigt med at han næsten er færdig med en uddannelse fra CBS i HR. Han har også en bachelor i filosofi og psykologi. Lige nu læser Ask et semester i New Zealand og derfor kommer Thomas først tilbage ind i kampagnen efter jul. Han kommer dog helt sikkert tilbage, så selvom han ikke er med fra starten af Solens Hjerte, så vil jeg lige præsentere ham alligevel.

Thomas er Ex-Student, Ex-Apprentice Wizard, Ex-Journeyman Wizard, Ex-Court Wizard og imens Ask er væk er Thomas Spy for hans orden i hovedstanden Aldorf. Når Ask kommer tilbage og Thomas har fået samlet 12 magi-/formularbøger (hvilket er ret mange), så bliver Thomas Wizard Lord –det er vanvittigt!

Thomas er ikke bare en Wonderboy indenfor skyggemagiskolen, han er simpelthen den største menneskelige begavelse indenfor magien, som verden har set i over 1000 år. Generet er Thomas en lettere forsigtig og fornuftig person, dog nyder han kvindeligt selskab – hvilket lidt giver ham lidt playboy-kant. Han forsøger at leve efter sine noble principper, men både hans magiorden (der handler om hemmeligheder og løgne) og den beskidte warhammerverden udfordre disse gang på gang. Det gør de i en sådan grad at Thomas til tider er nødt til at gøre ting han ikke har det helt godt med. Men mere om Thomas når han kommer tilbage ind i kampagnen.