Jeg ville gerne skrive noget om guderne, men da jeg så lige ville tjekke om Myrmidia også var beskrevet som en større guddom i 1. version af reglerne opdagede jeg en række store forskelle på 1. og 2. udgive. Myrmidia er dog en større guddom i begge udgaver, men det er Sigmar fx ikke.
Så her den 13. december er der guder eller måske rettere sagt en komparativ læsning af afsnittet om religion i 1. og 2. udgave af grundbøgerne i julekalenderen. Top nørdet.
Som sagt tager jeg her kun udgangspunkt i guderne som de er beskrevet i 1. og 2. udgave af grundbøgerne. Jeg har ikke læst 3. udgaven af Warhammer, så den vil jeg ikke komme ind på. Fordi jeg ikke er gået i dybten med sourcebooks (jeg kommer sikkert til at nævne et par stykker dog) må man gå udfra at ændringer fra 1. og 2. version er sket undervejs i de 21 år vi spillet 1. version.
Guder i ‘The Old World’
Der er en række af menneskenes guder, som er vigtige guder i begge grundbøger, de er:
Manann, havgud
Morr, gud for død, drømme og fremtiden
Myrmidia, krigsgudine mest tilbedt i den syglige del ‘The Old World’
Ranald, gud for tyveri og tricks
Shallya, barmhjertighedensgudine, fx helbredelse, fødseler mm.
Ulric, gud for krig, vinter og ulve
Verena, gud for lærdom
Der er som sagt også nogen forskelle imellem de to bøger:
Sigmar Heldenhammer, der i fordums tid samlende Imperiet og som efter han forlod Imperiet blev ophævet til guddom, er i 1. udgaven kun en “lesser deity” og hvor Ranald har to siders beskrivelse har Sigmar fire linjer. Det er lidt skørt at Sigmar ikke tildeles en større plads ift. den rolle han tildeles i Warhammer kanon (også i 1. udgave kanon). Imperiets tidsregning starter med det år Sigmar bliver kronet som den første kejser.
Taal og Rhya, som er naturguder for hhv. naturen + “Wild Places” og liv + frugtbarhed. I 1. udgave er Taal en vigtig gud og Rhya en “lesser deity”. I 2. udgave er de slået sammen til Taal and Rhya. I 1. udgave er troretningen “old faith” også beskrevet, men den er ikke kommet med i 2. udgaven, da druiderne (der tilbeder the old faith) ikke er beskrevet i grundbogen til 2. udgave. Der er noget metahistorie om druiderne og deres plads i verden i 2. udgave, men det har jeg ikke læst op på.
Khaine, er i 1. udgave en “lesser deity” og ikke kun en elvergud, som han er i 2. udgaven.
Chaos- og Lawguder
I 1. udgaven af grundbogen er der ‘kun’ tre chaosguder: Khone, Nurgle og Malal. Til gengæld er der også tre lawguder – de er droppet i 2. udgaven.
Khorne, The Blood God og Lore of Battles er med i begge udgaver.
Nurgle, the Plague Lord, er ligeså.
Tzeentch, the Changer of Ways (og magi), er kun med i 2. udgaven af grundbogen. Han var med i Reams of Chaos bøgerne, som er skrevet til 1. udgaven, men altså ikke med i grundbogen.
Slaanesh, God of Twisted Pleasure, Perverted Passion, Excess, Lust, and Pain, er ligesom Tzeentch ikke med i grundbogen i 1. udgaven. Det virker til at designerne til den første Warhammer grundbog ikke havde udviklet færdig på chaosguderne, da de skrev grundbogen.Ved ikke at skrive om disse to (og kun skrive lidt om Sigmar) foregreb forfatterne af religionsafsnittet ikke den senere udvikling som skete i Warhammeruniverset. Det peger henimod på at Warhammer netop er et dynamisk univers der er blevet udviklet løbende på igennem scenarier og sourcebooks, hvilket jeg forstille mig har været med til at skabe et trosunivers, der netop ikke er designet og fortænkt på forhånd. Fortænkte trounivers er der ellers nok af i fantasylitteratur og rollespil.
Malal, der er en interessant chaosgud/dæmon der bekæmper de andre chaoskræfter, finder vi kun i 1. udgaven. Det virker til at denne er blevet droppet senerehen – evt. i en strømlining af kampen mellem chaos og menneske + de andre gode racer.
Der er sket det samme for lawguderne Alluminas (lysets gud), Arianka (der er fanget i en krystalkiste af en chaosdæmon) og hævnguden Solkan (især tilbedt af Witch Hunters). De er beskrevet (kort) i 1. udgave og ikke i 2. udgaven. Alluminas og Arianka findes overhovedet ikke i 2. udgaven – hverken i grundbogen eller i sourcebooks (efter hvad jeg har kunne læse mig fremtil). Solkan, tror jeg stadigvæk findes i 2. udgaven, men jeg kan ikke huske i hvilken bog jeg har læst om ham (det var ikke grundbogen).
Non-Human Deities
I 1. udgaven er der tre ikke-menneske guder, nemlig:
Grungni, dværgegud for minering. I 2. udgaven er der: Grungni (stadigvæk minering og forfædre), Grimnir (Krigergud) og Valaya (grundlægger af Karaz-a-Karak)
Liadriel, elvergud for sang og vin, er ikke i 2. udgaven, der er til gengæld en god håndfuld andre elverguder: Asuryan (Alfader), Khaine (mord mm.), Isha (frugtbarhed), Kurnous (jagt og natur), Hoeth (viden og lærdom), Vaid (ødelagt smedegud), Lileath (drømme og fremtiden), Morai-heg (skæbnegud) og Mathlann (storm og havet).
Esmeralda, hobbitgud for sundhed og hjemmet, er ikke beskrevet i 2. udgaven af grundbogen. Her er der ikke omtalt nogen hobbitguder, men kun den for halflings vigtige Pie Week. Hun er dog beskrevet i sourcebook’en “Tome of Salvation”.
Tome of Salvation (og andre 2. udgave Sourcebooks)
Der er en række sourcebooks til 2. udgaven af Warhammer, som har en masse andre små og store guder. Nogen er lokale guder og aspekter på større guder, såsom fx Grandfather Reik (Reik’ens version af Manann). Nogen af de større, fx: Handrich (Handel) og The Horned Rat (Skavens), vil jeg bruge – ligesom det kan være at 1. udgaveguder såsom Arianka og Malal, som kunne være sjove at sætte i spil.
Jeg er også mere fan af 1st ed. I mit Warhammer er Sigmar nu altså også mest en slags skytshelgen på linje med fx Sct George er det i England. Stor, men ikke så stor som Jomfru Maria/Shalya.
Lov-guderne et er nærmest en slags meta guder ligesom titanerne i Græsk mytologi. De fylder ikke særlig meget i mit Warhammer. Kun i gamle bøger bagerst på læsesalens glemte hylder.
Det var dejlig læsning.
1. udgave kanon=Rigtig Warhammer kanon!
ok, ok, der er også lidt videre udvikling der virker som det skal, men det er ikke overvældende.
Jeg syntes det er fint de ekspandere op til fire kaos guder, men ikke de halshugger Malal.
Det kunne have klædt kaosguderne at have en femte part, nemlig Malal, som spidserne på et pentagram :-). Det kunne også være Malal, som satte en pind i hjulet, når Kaoskræfterne havde samlet sig og (igen) invaderet the Old world, men mislykkes på forunderligste vis, gang på gang.
Jeg kan leve med den fluff udvikling der blev lavet til 4th edtion af figurspillet, men heller ikke længere, syntes bare det bliver noget ligegyldigt Heman-action force-powa konkurrence og ikke “Grimdark” som det skal være i Warhammer verdenen.
Jeg er nok ikke så true 1. udgave som jer. Kan nok bedre lide stillen i første udgave, men synes også der er nogen rigtig fine ting i anden udgaven (fx guder a la Grandfather Reik og Handrich), men også reglerne.
Også har jeg aldrig fulgt med i figurspillet – i virkeligheden har det, derfra hvor jeg stod som ikke-figurspiller, altid virket lidt åndssvagt med de der kæmpesværd osv. Men måske var det fedt i 1. til 4. udgave af figurspillet, jeg ved det ikke, for jeg har aldrig fulgt med i figurspillet. Hvilket udgave har vi nu? 10.?
Jeg er nu også ret glad for meget i 2nd ed. Og også i FFGs 3rd ed.
Og der er så sandelig også ting i 1st ed jeg ikke byder mig om.
Lykken er et sært sammenrend af forskellighederne.
Og hvad der sker i figurspillet er jo bare fjollet.
Jeg har aldrig fået spillet 3. udgaven. Var ret begejstret over den da den kom, men synes den var for låst og for dyr. Især fordi jeg havde svært ved at gennemskue om, det der lignende et brætspil, gjorde at svært at få fluff og rollespil i spil på en ordenlig måde.
Malal forsvandt fra bogen på grund af copyright. Der var en uoverensstemmelse blandt dem, der havde lavet universet – og en af dem der skred, ejede rettighederne til Malal. Så måtte de jo skrive ham ud af historien.
Der er en nærmere beskrivelse her:
https://1d4chan.org/wiki/Malal
Interessant. Tak Elias.