Om et par måneder skal vi spille Dresden Files rollespillet, der bygger den meget fine bogserie af samme navn. Når rollespil der er bygget over en kendt historie fra bøger eller film er handling i oplægget en kanon. Der er et hav af rollespil der er bygget over store fortællinger: bl.a. Star Wars, Ringenes Herre, Mouse Guard, A Song of Ice and Fire (som 2-3 forskellige rollespilssystemer bygger på), Dresden Files og en del D&D settings. Kanon bidrager med ikke kun med en setting af interessante steder, men også med personer og begivenheder. I Star Wars skyder Luke Skywalker dødsstjernen ned og får sin fader til at indset sin egen menneskelighed. Magtbalancen i universeret er for evigt ændret.
Disse store begivenheder er super fede i Star Wars, men jeg har altid tænkt det var kedeligt at spille i Star Wars universet, fordi det er ikke er interessant at spille en eller anden biperson der sidder og kigger på en radar imens Luke gør sin ting.
Der er to umiddelbare løsninger på dette problem:
1: Man kan lade ens rollespilskampagne udspille sig i den anden ende af universet eller 2: sætte handlingen år før eller efter kanon.
Vores kampagne er sat et andet sted end i Chicago hvor Dresden Files foregår, nemlig i Berlin, men der er stadigvæk en del kanon som vi skal forholde os til. Der er en krig mellem vampyrer og troldmænd som starter og udvikler sig dramatisk i løbet af bogserien. Og jeg ville faktisk gerne bruge den nordiske gud Odin som npc, men han er også en vigtig (og lidt fjollet) biperson i serien. Det er til at overskue, men det er sådanne ting der normalt gør at jeg ikke sætter mine kampagner i kanoniske settings. Vi skal nok komme uden om disse udfordringer, men jeg synes ikke de er besværlige. For mig virker de ikke særlig godt som kreative benspænd.
Der er også en anden ting som har afholdt mig fra at spille i ”kendte” settings, nemlig at jeg er bange for at glemme noget eller finde på ting som går imod kanon.
Hvordan har du det med at spille i samme verden som kanon?
Som udgangspunkt, tvivlsomt. Og dog har jeg frydefulde erfaringer med stærkt artilleribefængt rollespil fra Mortens troldmandsskole-kampagne.
Jeg mistænker at de hemmelige ingredienser er at have noget awesome at gøre selv, som ikke afhænger af eller falder tilbage på “de rigtige helte”, og at lade være med at bruge for mange kræfter på metaplot som faktisk plot, man skal piskes gennem (fremfor backdrop og kulør).
Troels siger gode ting.
Jeg har det lidt ambivalent med kanoniske settings, mest af alt nok fordi jeg ofte har lidt svært ved at få dem tæmmet (f.eks. at spille The One Ring (Ringenes herre), Mouse Guard og Star Wars (hvor jeg netop har slået kløerne i Age of Rebellion)), fordi jeg både gerne vil spille i netop det univers, men også samtidig vil have noget op og stå, som er lige så episk, men som stadig forbliver kanonisk.
Med troldmandskampagnen var det lettere, fordi jeg fik holdt metaplottet som baggrund (som i tv-serier, når der kører story arc via nyhedsprogrammer i baggrunden).
Har lidt blandede erfaringer med de der kanoner.
Spillede for et par år siden en DF-kampagne, og kanon rørte på sit grimme fjæs mere end en gang.
Jeg løste det mestendels ved at placere kampagnen før bøgerne og tilpas langt fra Chicago til at jeg kunne køre mit eget show, som var henholdvist Las Vegas og Toronto. Ret beset var det sværeste næsten at få suget stemning ud af byerne.
I en anden kampagne, så er jeg godt i gang med at mishandle kanon i “Legend of the 5 Rings”, nok til at jeg har haft klager fra spillere der har læst supplementer der føler sig forvirrede og lettere skuffede over at deres forventinger var falske.
Endelig har jeg min Ice&Fire kampagne der næsten pinedød arbejder langs med kanon, til et punkt hvor at jeg måske har ramt den modsatte grøft, og lidt ignoreret spillerne i det store hele.
Så. Kanoner kan bruges. Både til gråspurve og rollespil. Dog skal de bruges med omtanke.
Med store epics, som Star Wars og Ringenes Herre, synes jeg problemet er, at man ender med enten:
1) At rende rundt i kanonheltenes fodspor. Enten i hælene eller som substitutter for dem, i et forsøg på at genopleve det man kender.
2) Så langt væk fra alting, at verdenen mister sin kanonflavour. Så Midgård bare bliver “generic X fantasy verden” og Star Wars ender som “bleg rum sci-fi med lyssværd”.
Når det så er sagt, har jeg overvejet at køre Dragonlance, altså historien fra bøgerne, med andre karakterer. Det virker garanteret ikke.
Gode pointer. Jeg kan godt lide idéen om “metaplottet som baggrund” hvilket passer ret godt til vampyrkrigen.
Jeg vil nok genbruge nogen af personerne fra bogserien, udover Odin (som jeg ikke ved hvor relevant bliver) er fee-verden med sommer- og vinterdronningen, sommer-/vinterprinsessen og dronningemødrene svære at komme udenom´, men feer er mærkelige og derfor gør det måske ikke så meget at de er lidt anderledes end i bøgerne.
Vi har ikke lavet byen endnu, men det gør man som gruppe og der er masser af overnaturlige væsener/ faktioner som ikke er så meget i fokus i bøgerne.
Troldmænd kan blive op til 300 år, så jeg tænker umiddelbart at et eller andet hellboysk set up med Rasputin som bad guy sorcerer kunne være interessant, call-elementer (i DF kaldt outsiders) og østeuropæiske Black Court-vampyrer (det er Red Court som er i krig med troldmændene.
Pingback: [Berlin] 2009 < Sort Forsyning