Fantasyens vogter

Det her er et meget blog-artigt blogindlæg om mit eget rollespilsforfatterskab, derfor også den utrolige prætentiøse titel på indlægget. Nu er du advaret.

De ud af de sidste fem scenarier jeg har skrevet har fire af dem været fantasyscenarier. Senest Fantasy Gangster, Slavehandleren fra Ascalon, Mit bidrag til Imperiet og mit første hack af de navnløse (mit seneste hack af de navnløse var ikke fantasy – det er det af de sidste fem scenarier der ikke er fantasy).

De ud af de sidste fem kampagner jeg har kørt har fire af dem været fantasykampagner. Den Game of Thrones-artige vi spiller nu, Mouse Guard, den meget lange Warhammerkampagne og en Sværd & Trolddom pirat kampagne jeg kørte, da jeg boede i Århus (der har lige været en Call-artigt mafia ting, som ikke var fantasy).

Det er lidt skørt for det der fantasy er faktisk ret nyt for mig. Selvfølgelig har jeg altid spillet med fantasykampanger, men når jeg selv har været spilleder har en moderne setting ofte været min go to setting (og mere specifikt har det ofte været Vampire). Hvis man ser på mine første seks scenarier, så det udsyret moderne historier (der er lidt fantasy i Hav’et93, men det er mere en form for metafor end en setting).

Det jeg prøver på at sige er:

Sidste år var der 2-3 fantasyscenarier på Fastaval. Mit var det ene af dem, ligesom der måske var 4-5 fantasyscenarier på Fastaval 2010, hvor Slavehandleren var med. Året før i 2009 kørte Novellesamlingen Imperiet i alle blokke og jeg tror ikke at Warhammer før eller siden har været så stærkt repræsenteret på Fastaval. Jeg er bringer of fantasy. Hvordan skete det lige? – for jeg er faktisk ikke fantasy fanboy!

Jeg kan bedre lide gangsterfilm end eventyrfilm. Inden jeg læste Game of Thrones bøgerne, så havde jeg kun læst Tolkien og slayer-romanerne – hvilket er ingenting ift. det utrolig meget realisme jeg har læst. Jeg har ingen særlig kærlighed til fantasy – eller havde ikke, før jeg fyldte 28 (eller noget i den stil). Alligevel er jeg endt med at tænk fantasy når jeg tænker rollespil.

Fantasy kan en masse. Det er en setting, hvor indenfor man kan arbejde med mange forskellige genre. Men måske skal mit næste scenarie ikke være fantasy? Måske skal jeg gå tilbage til at skrive udsyret realisme, hvor holdpersonerne er på stoffer?

Måske noget helt tredje, men hvad?

4 tanker om "Fantasyens vogter"

  1. Oliver Nøglebæk

    Jeg er kørt ret træt i fantasy, synes let det bliver enten en intetsigende formelsag eller over the top anything goes.

    Jeg savner bespænd i det, tror jeg. Det er for let bare at bruge de samme støvede post-tolkien klichéer eller at kunne trække en deus ex machina ud af røven.

    Svar
  2. Kristian

    Jeg har jo også postet en del fantasyscenarier i Fastaval og jeg er faktisk ikke specielt fantasyorienteret. Heck, jeg har ikke fået set Hobbitten endnu!

    Jeg kan, også, bedre lide gangstere, og hvis jeg skulle vælge frit, ville jeg, som spiller, helst spille noget hårdkogt nutid(ish). Delta Green, Unknown Armies, Over the Edge, den slags.

    Jeg synes fantasy fungerer bedst når det, som du skriver, er wrapping om noget andet. Som Reservoir Elves – der jo, også, var pænt gangster.

    Men jeg kan faktisk ikke helt gennemskue, hvorfor jeg har fantastet så mange af mine scenarier. Altså udover for sjove titler.

    Svar
  3. johs

    Ja, det er også gode titler. Det er ingen Telepanter, men gode titler.

    Når man ser på de sidste års fastavalscenarier så falder de i tre kategorier: drama, tabuporn og genrescenarier. Jeg tror ikke jeg kan skrive ordentlig drama og jeg ved at (heller ikke) jeg er en god nok rollespilsforfatter til at arbejde elegant med et tabu. Så er der genre tilbage og fantasy og sci fi er ligesom rollespillets go to genre.

    Jeg ved ikke om løsningen er at skrive til en anden genre, men stadigvæk skrive et genrescenarie. Kaste mig ud i et drama og se hvor dårligt det bliver. Eller bare sige “fuck it” og forsøge mig med fantasy igen (for vi kan jo godt lide fantasy).

    Hvis jeg skulle skrive noget nyt ville det sikkert blive et coming of age scenarie sat i slut90erne.

    Svar
  4. Thais Munk

    Det er sjovt, for jeg har det totalt modsat. Jeg har kunnet konstatere at fantasy giver mig en større og større glæde, fordi at eventyret og muligheden for at fortælle historier uden at der er nødvendigvis skal være en moralsk/socioøkonomisk pointe appellerer til mig (især fordi at så minder rollespil mindre om studiet). Det er rendyrket eskapisme, men lige pt er jeg også et sted, hvor at jeg nyder at dyrke det. Jeg går lige pt og brygger på to fantasy-kampagner (den ene Planesccape, den anden Advanced Fighting Fantasy, dvs Sværd og Trolddom bare med et sejere system)og jeg nyder det i fulde drag. Jeg er ikke helt sikker på hvorfor, men efter at have spillet ting med et klart prag af realisme er der noget fedt ved at kaste sig over magi og fantastiske væsener uden at det var hverken fjollet eller blev for pænt. I den forbindelse har f.eks. Dragonlance overrasket mig en del, for de senere bøgere er mere dystre og ubehagelige end jeg havde forventet. Så det awesome, selvom det overrasker mig en del…jeg burde nok skrive noget om det på min egen blog.

    Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *