Da jeg var lille elskede jeg Hobbitten og Ringenes Herre. Min mor læste dem høj og jeg drømmede mig væk til en magisk verden med kampe mellem det gode og det onde. Universet gav mening: alle racerne havde deres plads i verden og konflikterne gav mening . Jeg mener at Tolkiens værker er fantastisk fantasylitteratur.
Litteraturhistorisk er værkerne ret nemme at analysere: En fiktiv og mytisk, men dog ordenet fortidsfortælling for den moderne læser i den kaostiske samtid under og lige efter 2. verdenskrig. Værker der forsøger at forklarer 30erne og 40ernes politiske ondskab mytologisk og ontologisk. Det er stadigvæk et værk der er godt at gå til, hvis verden kommer til at virke for tilfældig i sin ondskab. Eftersigende skulle Politikens afdøde chefredaktør Tøger Seidenfaden ofte læste Ringenes Herre og det er sikkert meget sundt for en mand der lever af at være rimelig i en urimelig verden.
D&D
Den tolkienske fantasylitteratur er desværre dårlig baggrund for rollespil og selvom vi alle sikkert har spillet masser af tolkiensk D&D var D&D ikke nødvendigvis særlig tolkiensk som udgangspunkt. Det var mere over i Sword and Sorcery fantasy genren (Herefter S&S). S&S er en mere amerikansk form for fantasylitteratur, den tager sit udgangspunkt i 10erne og 20ernes pulplitteratur/ Weird fiction. De tre “klassiske” eksempler på S&S er serier som Robert E. Howards Conan, Fritz Leibers Fafhrd and the Gray Mouser og ham jeg har glemt.
Kort fortalt kan sige at S&S er mere rodet end tolkiensk fantasy og S&S behandler ofte nogle voldelige og perverse temaer. Morten og Troels har skrevet et fint og dog meget akademisk essay om forskellen på de to form for fantasy i deres Legenden om… scenarier.
For mig er den helt centrale forskel mellem de to genre at i tolkiensk fantasy er verden i balance, men sat ud af denne balance og historien omhandler hvordan vi får verden til at vende tilbage sit harmoniske udgangspunkt. I S&S har verden aldrig været i balance og harmonisk, den er som udgangspunkt kaostisk og på den måde mindre ontologisk ordenet.
Der har altid været tolkienske elementer i D&D. Bare det at racerne (især spillerracerne) er forholdsvis ordenet er et tolkiensk udtryk, men det er især med Dragonlance at D&D bliver mere tolkiensk. Dragonlance handler om, så vidt jeg har forstået det, om at verden er blevet sat ud af balance og det nu er op til spillerne at skabe orden igen. S&S er mindre episk, men indeholder langt flere kæmpegorilla og kannibaler.
Og når alt kommer til alt er rollespil, som medie, bedre til kæmpegorilla og kannibaler. Desværre var mine første D&D oplevelser i en 10-spiller stor Dragonlance kampagne. Dengang synes jeg godt nok at Drager og Dæmoner var bedre og da jeg kort tid efter mødte Vampire vende jeg aldrig rigtig tilbage til D&D.
