Tag-arkiv: A Song of Mountain & Riverland

[M&R] Når en spilpersons dør i kamp

1 svar

I en kommentar til sin fine efterspilsrapport beskriver Rasmus fordelen ved at partyet i vores A Song of Mountain & Riverland-kampagne er i familie med hinanden. I vores kampagne er spillerne henholdsvis tre brødre, en søster og en farbror. De fire søskende har tre forskellige mødre, men samme far (Kong Graig) og Jonas’ spilperson er Graig lillebror. De er tæt familie, som man også kan se i det nedenstående stamtræ:

Rettelse: Jonas' spilperson hedder Raylan (ligesom Asks).

Tidligere i mine ungdomsdage som spilleder har jeg været slem til at holde hånden over spilpersonerne i kamp, så de ikke døde. Da vi spillede Warhammer, for et par år siden, besluttede jeg at det skulle være slut. Hvis det var terningerne vilje at en spilperson skulle død så var det sådan det var.  Det var ikke så farligt i Warhammer, fordi spilpersonerne blev hurtigt seje og antal af deres Fate Points var højt ift. antallet af farlige kampe i kampagnen.

I vores nuværende kampagne slås vi heller ikke særlig ofte ift. en gennemsnitlig D&D kampagne, men kampagnen er lang, så spilpersonerne kan stadigvæk sagtens nå at dø i kamp. Desværre er der ikke så mange pc-muligheder at tag af, hvis en spilperson dør og spilleren skal finde en ny indenfor familien. Hvis småbrødre Carl og Warlas jr. skal bruges bør vi vente et par år in game før nogen dør. Derudover lavede jeg mest de to ekstra sønner for at have en undskyld for at Carhol var villige til at sende tre sønner af sted ud i verden sammen. Søster Guile står klar, men det er ikke alle spillere der er lige vilde med at spille kvinder i en middelaldersetting. Også er der farbror Warlads tilbage, som er blevet etableret som et brushoved.

Der er altså ikke mange spilpersonsvalgmuligheder, hvis ens spilperson dør. Selvfølgelig kan der være en morbror Vinewood (et andet kongehus) et eller andet sted, men han er måske ikke helt lige så tro imod Hus Carhol som spilpersonerne. Også kan man vel også bruge en eller anden Carhol bannermand som spilperson, men han ville igen have sine egne interesser. Ved ikke om det er så galt igen.

[M&R] 8. Afsnit: Rænker og Diplomati i det Kolde Nord

4 svar

Efterspilsrapport af Rasmus

Vinteren var forbi. Følget af kongesønner, bastard-datter, soldater og tjenestefolk rejste længere nordpå for at hverve folk blandt hus Brinets adelsslægter til at rydde Middlestone. Første stop var den blå borg ved Spring Keep Deep.

Deep

Allerede ved præsentationen opdager kronprinsen Graig, at datteren til den lokale adelsmand, Lady Kia Deep, genkender Farlen Mardon. Det er et problem. Det viser sig desuden, at to andre adelsmænd længere mod nord er tæt på åben krig. Det er også et problem.

 

Det viser sig, at den unge Kia var holdt som gidsel af Mardon-familien 20 år tidligere, og hun husker stadigvæk, da Farlens fader holdt en kniv for hendes strube på Amberwoods murer, for at holde de fjendtlige tropper borte. I Spring Keep Deep er de dog ikke bange for Bjørnen, Farlens farbror Celd Mardon, da han ikke ville kunne indtage borgen med rå magt. Men da de to Lords længere mod nord, Vendel og Seagot, er tæt på krig er han ikke i stand til at låne os sine 50 soldater. Hvis vi kan løse konflikten mellem de to adelsmænd, er han dog villig til at låne os mænd i en periode.

Lady Kia har sendt en spion ned blandt vores mænd, og en konflikt er ved at blive skabt, da hun er overbevist om, at en af hendes dødsfjender er på borgen. Heldigvis har Adrian Carhol en smidig tunge. Med sit flotte ydre og søde og fornuftige ord, overbeviser han hende om, at hun umuligt kunne have set Farlen, og de tilbringer natten sammen (vi håber der ikke kom noget permanent ud af den forening…).

Rænker…

De mange konflikter giver dog Graig Carhol anledning til at tænke i rænker. Bjørnen lader til at have en del af befolkningens opbakning og samtidigt har Farlen et vist krav på Brinet tronen. Da Prinsesse Junet og hendes mand Prins Jespor er på vej sydpå for at gøre krav på tronen mod Junet’s søster giver det potentielt nogle muligheder.

Hvis Prinsesse Junet løber med sejren, er der en god chance for, at de to parter har udmattet hinanden. Junets mand er af Albrand huset, og derfor både Brinet og Carhols naturlige fjende. Vil befolkningen i Brinet virkeligt bryde sig om at sætte en Albrand på tronen? Brødrene tror det ikke, og familien Carhol er da slet ikke interesserede i at have en af Albrand-sønnerne til at herske mod nord! Men hvad vil det betyde for brødrenes ære, hvis Carhol-sønnerne bliver opdaget i at deltage i at indsætte en Mardon på tronen? Kan vi gøre det uden at dræbe familien Deep, efter vi har boet under deres tag?

For at dræbe to drager med en pil, sender de Farlen med nogle betroede mænd ud til Bjørnen for at skaffe flere oplysninger, og samtidigt undgå, at han bliver opdaget.

 

Duel i Saxild

Oppe i Saxild er naturen endnu vildere og mændene ligeså.

Wendel

Wendel-adelsfamilien opdrætter store jagt- og krigshunde hunde og det er deres store stolthed. Tronarving Graig får et par stykker som gave. Stedet er ikke så raffineret. Der er hundekampe og Lady Julie Ann Wendel bliver nærmest kastet i armene på Adrian Carhol. Da hendes lokale bejler, Sir Jaeger Hunden, ankommer, bliver han meget fornærmet og kaster straks sin stridshandske. Det er dog Raylan Carhol der inden nogen når at reagerer samler handsken op, og det er heldigt, for Sir Jaeger viser sig at være en dygtig sværdkæmper – han er dog intet imod Raylan. Raylan bliver såret, men Sir Jaeger bliver dødeligt ramt. Esther er dog langt fra begejstret for hendes brødres eskapader, og det kommer til en verbal konfrontation mellem hende og Graig. Graig har efter hun helbredte Farlen fået en vis respekt for hendes evner og nytte for familien. Men da Esther ser duellen som strengt unødvendigt og barnagtigt, og mener at Raylon kunne have skånet Sir Jaeger, nægter hun at tilse hans sår. Det gør Graig vred, for han ser Raylan som ikke bare hans bror, og potentiel tronarving, men et vigtigt våben i deres families kamp om magten. Raylans ry som en utroligt farlig modstander er simpelthen et stort aktiv. Esther er ved at lytte til fornuft, men kræver at Graig knæler for hende og beder hende om at hjælpe. Graig er dog alt for stolt til at knæle for en bastard halv-søster, som han kun har kendt et par år, så de skilles som uvenner, inden de rejser videre mod nord.

 

Et andet sted…

I en mørk fangekælder er Raylan Carhol Senior (brødrenes farbror og Jonas’ spilperson) i livsfare. Hans vens tjener Jusuf er kommet for at redde vennen, inden de bliver henrettet, men vennen har fået hugget begge ben af og er meget ilde tilredt. Han trygler Jusuf om at redde Raylan i stedet. Jusuf indvilger og som en sidste tjeneste for sin herre giver han ham nådesstødet. Derpå forsøger han at flygte med Raylan Senior.

[M&R] 7. Afsnit: Vintersolhverv

1 svar

Efterspilsrapport af Anders

Den fejlslagne kronhjortejagt

 

Kenans skrig gav genlyd gennem kløften, kun overdøvet af bjørnenes skrækindjagende brøl. Han var blevet ramt af bæstets slag, og lå nu i mudderet mens han febrilsk kæmpede for at lægge afstand mellem sig selv og de to brune bjørne. Farlen, våbenmesteren, stod alene mellem drengen og de to bjørne. I næste nu kastede Raylan sig i dødsforagt ned af den stejle stenskrænt og ind i kampen. Hans klinge hvislede mens den skar sig igennem støvregnen og dybt ind i bjørnens kød.

Carhols arvinger er rejst nordpå mod Amberwood. På vej gennem nåleskoven melder spejderne, at man har opsnappet sporet af en kronhjort. Kongesønnerne vurderer, at lidt adspredelse vil gøre dem godt, og tager sammen med Ester, Kenan og Farlen på jagt efter dyret.

Under jagten støder vort følge ind i en flok af bjørne mens de forcerer en mudret kløft. Bjørnene angriber i blindt raseri, og kun ved Raylans heroiske mellemkomst lykkes det at redde Kenan og Farlen at lide en krank skæbne.

Hvor Kenans sår er til at overse, har Farlen til gengæld tildraget sig et grimt bidsår i låret. Esther behandler det frygtelige sår, men formår kun at stabilisere den aldrende våbenmester. Følget slår lejr for natten og hylder Raylan ved at tilberede et overdådigt måltid af bjørnekød.

Da Esther har tilset de to mænd, vender hun blikket mod skoven, hvor kronhjorten står. Hun følger diskret dyret ind i skoven mens mændene skåler på deres sejr.

Hun havde været længe væk. Graig Hart bandede irriteret, men spærrede øjnene op, da hun pludselig trådte ud fra efterårsnattens mørke og ind i kredsen af de festende mænd. Bålet kastede sit flammende lys på hendes ansigt, og der var noget foruroligende i hendes blik. Hun trådte med målrettede skridt mod fadene med det rå bjørnekød. ”Men… Esther!?” hviskede hendes halvbrødre, idet hun greb en mørkerød luns kød. Før de kunne reagere tog hun lunsen til munden og satte tænderne i den. Blod og kødsaft drev ned af hagen og ud over den grønne rejsekjole. Graig Harts øjne blev smalle.

 

Alliancedrøftelser i Amberwood

 

Følget nåede Amberwood en lille måned før vintersolhverv. Prinsesse Junet og Prins Jespor, det nygifte par der med ægteskab havde forseglet båndet mellem Brinet og Albrand, var dog ikke hjemme til at tage i mod. ”Bjørnejagt”, var hushovmesterens korte svar. Det skulle senere vise sig, at bjørnen i virkeligheden var Celd Mardon, en vasal under Amberwood og i øvrigt Farlens farbror, var i åbenlyst oprør mod Brinetfamilien. Et rytterfølge blev i al hast sendt ud for at overbringe den tragiske besked om kongens død.

Farlen Mardon var endnu ikke i bedring. Feberen havde et solidt tag i ham, men han fik dog fremstammet for Esther, at Amberwoods borgpræst for alt i verden ikke måtte se hans ansigt. Våbenmesteren blev derfor holdt isoleret på et kammer i borgen.

Efter Prinsesse Junets og Prins Jespors tilbagekomst satte man sig til forhandlingsbordet:

Prinsessen havde fuld forståelse for Carholsønnernes ønske om oprejsning efter angrebet på Olmus Lothar og den efterfølgende tilfangetagelse. Hun omtalte endda nødvendigheden af med årtiers mellemrum at foretage udrensninger af beboerne på Middle Stone – en praksis, man havde bedrevet i århundreder. Øen syntes forbandet, eftersom menneskene deroppe som tiden gik uundgåeligt korrumperedes. Men da vinteren vanskeliggjorde en straffeaktion  mod øen, måtte Carhols arvinger nødvendigvis vente til foråret.

Det andet presserende emne var arvefølgen i Brinet. Prinsesse Lydia havde tilsyneladende, i alliance med Sir Lard Snowmoor, allerede sat sine brikker i spil for at overtage tronen. Amberwoods herskende par var dog ikke til sinds at lade Lydia erobre magten, eftersom østerlændingen Jespor i kraft af sit ægteskab med prinsesse Junet var den retmæssige efterfølger for kong Wester. Selv ikke et hastigt ægteskab mellem Snowmoor og Lydia ville kunne ændre dette – da bryllupper i Brinet efter traditionen altid holdes i sensommeren.

Ilden kæmper en ihærdig kamp for at opvarme de kolde stenmure i rådssalen. Salen har dannet ramme om endnu en aften med vildtsteg, varm vin og behjertet samtale. Jespor læner sig ind over bordet og fanger med sine smalle østerlandske steppeøjne Graig Harts blik. Han taler med klar og myndig stemme trods vinen: ”Rejs ved vor side, når vi til sommer rider ind i Athercott. Det vil blive et prægtigt syn.” Carholprinserne ser på ham. Han er en dygtig strateg, ingen tvivl derom efter de lange snakke, men de ved alle, at hvad Jespor så listigt efterspørger, er en åbenlys støtteerklæring fra Carhol. De må træde varsomt her.

 

Farlen Mardons sår

 

Tre dage før vintersolhvervsfesten er Esther igen forsvundet. Brødrene irriteres, men hun er intetsteds at finde, og de må affinde sig med at bastardsøsteren endnu engang bryder etiketten. Men hvor er hun?

I skoven går en ensom skikkelse. Hun træder målrettet gennem sneen, men øjnene er fjerne. Da hun når til bækken slår hun lejr. Uset af mennesker tilbringer hun tre døgn. Hun udfører de nødvendige ritualer ét efter ét. På vintersolhverv hvisker stemmen endelig til hende.

Dagen efter lysets genkomst træder Esther igen ind af slotsporten i Amberwood. Brødrene er mildt sagt ikke tilfredse, men man undlader at vise sprækker i søskendesammenholdet foran tronarvingerne til Brinet. Der udveksles prægtige og symbolske gaver og brødrenes sind mildnes.

Dagene bliver lysere, men Farlen Mardons tiltagende feber hænger for hver dag der går som en tungere skygge over Carholfølget. Esther har ikke kunnet stoppe betændelsen fra at få styrke, og amputation synes snart den eneste løsning. Graig beder Esther gøre et sidste forsøg. Hun indvilliger, men afkræver sine brødre, at de hjælper, og at de ingen indvendinger gør mod hendes behandlingsmetoder.

Adrian spænder i hele kroppen for at holde Farlen fast til sengelejet. Den hærdede krigers smertensbrøl genlyder gennem gangene på slottet. Kronprinsen har grebet Farlens barkede næve, der knuger så det smerter i Graigs hånd. Esther slider med såret. Hun hvisker fremmede ord, skarpe smældende lyde af vestlandets gamle stammesprog. Farlen åbner pludselig øjnene. Hans ansigt er forvredet i forrykt smerte, da han fanger Graigs blik. Og ud af våbenmesterens mund farer pludselig en strøm af de grummeste forbandelser et menneske kan udspy. Som piskeslag hagler de ned over Carhols kronprins. Men han bider læberne sammen og møder våbenmesterens blik med en fyrstes fasthed.

Betændelsen trækkes ud af våbenmesterens lår, og Farlen reddes uden amputation. Men selv når han kommer sig, vil hans ben vise sig for altid at være svagt.

[M&R] Slås med dyr

4 svar

Hvilke dyr er fede at kæmpe imod?

Min nuværende fantasykampagne er inspireret af en A Game of Thronesk form for fantasy. Der er ikke gobliner eller orker, men der har eksisteret drager og måske endda iskæmper. Vi har mødt et mærkeligt folkefærd der kommer fra nogle øer i det ukendte hav imod øst også som ser ret anderledes ud. Nogen af dem er ret små, mørke i huden og har brede næser. Nogen af dem er meget store, også mørke i huden og måske en slags slavekriger. De har alle forskellige slangeartige tatoveringer i ansigtet (og måske på kroppen). På trods af deres anderledeshed har vi aldrig været i tvivl om om de var mennesker.

Så i stedet for møde og slås med monster så kæmper vores prinser og prinsesse imod dyr (og mennesker). Forrige spilgang var der tre chimpanser med knive, som de godt nok ikke kom i kamp med, men som havde dræbt Kong Wester. Chimpanserne og deres master var på kongsborgen under dække. De var en gave og de underholdende ved hoffet. Det var meningen at spillerne skulle gennemskue at de havde dræbt kongen, men desværre havde jeg kun beskrevet chimpanserne som “aber”, så spillerne havde forstillet sig at de var små aber. Derfor kom det som et chok (for spillerne) at de var dødensfarlige chimpanser og ikke små ufarlige aber i makak-størrelsen. At være præcis i ens beskrivelser er vigtig GM lærdom, som jeg nogen gange glemmer.

Sidste spilgang (som ikke er blevet rapporteret endnu) var spilpersonerne oppe imod fire bjørne i en noget der endte i en episk kamp, der formede hele spilgangen. Lig direwolfs i A Game of Throne er og opfører dyr i vores kampagnesetting ikke nødvendigvis ligesom de ville i virkeligheden. Bjørnene var ikke statsmæssigt farligere end de er beskrevet i World of Darkness, men de var nok mere krigeriske end bjørne er i virkeligheden. Ligesom jeg ikke tror at bjørne angriber i grupper af fire i den nordamerikanske natur.

 

Jeg regner med at bruge flere farlige dyr, som er lidt mere farlige end de måske er i virkeligheden og modtager gerne forslag til hvilke farlige dyr vores helte kan møde.

[M&R] Vinter

Skriv et svar

Om vinteren fortæller vi historier i stedet for at gå på eventyr. I de mørke måneder bringer vi ikke længere til huse, vi gør status og konsultere. I D&D og Warhammer er det typisk noget vi rollespiller os ud af. Eller det tror jeg, jeg har faktisk aldrig spillet at det var vinter i en D&D kampagne. I Pendragon og Mouse Guard er vinteren noget helt særligt, som der er særlige regler for.

I Pendragon, hvor man er adelig ridder, slår man terninger for hvordan det går med ens land og familie. Sønner og døtre bliver født, andre gange dør de, ens kone bliver syg og dør, dele af ens slot kollapser i en storm eller freak drageangreb og det går helt galt for ens husdyr. Vinteren er hård i Pendragon og det er vigtigt i de andre årstider bringe en rigdom (og evt. en kone) til huse, så man har noget at stå imod med næste vinter.

I Mouse Guard er vinteren en mere lykkelig tid. Man bliver udhvilet, ældre, træner lidt skills og man kan lave om i sine ”Traits” – egenskaber som du både skal rollespille og som også kan give dig plusser i særlige situationer.  Også sker forfremmelser også i løbet af vinteren.

Det gælder for begge spil at vinteren er en slags spil i spillet, hvis resultater får konsekvens for resten af spillet, men alligevel er ret anderledes type spil end hvad man ellers spiller i sin Pendragon/Mouse Guard kampagne. Jeg er vild med det og vil gerne bruge det i min egen kampagne.

Vi spiller ikke med traits og forfremmelser på samme måde som i Mouse Guard, plus vores spilpersoner ikke ejer land på samme måde som man gør i Pendragon. Vi spiller med World of Darkness systemet og her er det ikke umiddelbart meningen at man laver andre ting om vinteren end i de tre andre årstider, men jeg vil gerne forsøge alligevel. Og i World of Darkness er der de her sociale merits, som er en række rollespilsskabende merits og som ikke rigtig bliver brugt. Og de bliver aldrig købt i løbende kampagne, for der er så mange andre fede ting at bruge xp på. Det er synd – især fordi at mine spilleres spilpersoner er lidt svag på nogen sociale merits.

Derfor kan man stige i sociale merits i løbet af vinteren. Man har som gruppe fem chancer for at stige, fordi der er fem shots i vinteren og der er en mulig stigning per shot. Man skal altså fordele de fem slots imellem sig i gruppen.

De sociale merits man kan stige i er: Allies, Contacts, Fame, Mentor, Resources, Retainer og Status.

For at stige i en social merit skal en af de andre fortælle en historie om noget ens spilperson har gjort i løbet af året. Historien skal retfærdiggøre at man skal ha’ en stigning indenfor netop denne eller hin sociale merit. Historien må gerne være en genfortælling eller ligge sig op af noget vi allerede har spillet (om foråret, sommeren eller efteråret).

Når historien er god nok (hvilket vi beslutter i fællesskab) så slår de antal terninger man har i den sociale merit, hvis man ingen 8er,9er eller 10er slår så stiger man. Ellers skal man fortælle hvorfor man op trods af at havde lavet alle mulige super seje ting alligevel ikke har fået mere fame (en anden merit).