Frit efter Jonny Hefty:

”Der er alt for mange forfatter i københavn/ der gerne bloger/ der er alt for mange bloger/ der gerne vil forfatter/ det holder lige så lidt som patter/ på min fatter/ på fastaval/ maskeri/ eller hvor kan de ikke li/ at udøve lidt vaskeri?

Kalder kalder københavn/ alt for meget narrativt fastelavn/ alt for mange der er uopdragen/ skyldes det måske afsavn?/ til en fyr der både har j/ og ohs i sit navn?/ jøps gøps/ det tror jeg nok!”

Jeg bliver nok aldrig rapper. Det er også ok, for jeg ved at gå i fladspin over alle de blogs, der er i dette lille miljø. Jeg synes lidt vi alle skriver om det samme og ind i hinanden. Det er nok lidt, fordi Peter er så rocker sej til at lave fede ting til miljøet. Tak Peter! Din Feedreader er rocker, men har gjort noget ved blogverden. Nu hænger den sammen og jeg er ikke kun sikker på det kun er godt. Jeg ved når Sanne skriver noget og jeg ved når Nis skriver. Det er fedt. Men også lidt uoverskueligt. Jeg skal jo også se Carnivale og tag nogle årsværk. Feedreaderen betyder også at der er masser der ved når jeg skriver. Ikke at jeg ville det anderledes, men det har lagt bånd på mig. Eller jeg er kommet til at lægge bånd på mig selv. Men det skal jeg jo bare udover igen. Dette er den sorte forsyning og bare fordi de andre skriver fornuftige ting, kan jeg godt scanne min røv ind og kalde det et scenarie.

Så fordi jeg vil vise mit frisind, som en socialdemokrat iført anorak og bar røv i regnvejr og fordi jeg har bestået min Kritik Historie eksamen i dag, plus jeg har fået den nye MacBook ind af døren, vil jeg gakke lakke pakke tre poster. Ok?

Og for resten, der findes ikke dårlige spiller på conner. Conspil er altid en del rollespil og to del pædagogik. Spillerne skal jo havde en masse med tilbage til deres kampagnespil i provinsen. Det er stadigvæk der der bliver spillet det fedest rollespil. Også selvom du holdt op med at spille i ’85. Fastaval er fedt, men Vensilds Warhammerkampagne er så meget vildere.

Noget af det fedeste, jeg har været med til, var engang mig og min ven Anders T blaffe hjem fra Langå. Vi havde været nede og besøge dansk rollespils smukkeste mand og spille noget vampire eller noget. Det var før han blev dansk rollespils smukkest mand – dengang var det bare Ask og vi var stadigvæk håbefulde ynglinge. Så håbefulde at mig og Anders var kommet til Randers og prøvede at blaffe ved motorvejen imod Aalborg om aftenen. Som jeg husker det prøvede vi i ret lang tid og der kom ingen biler der ville tag os op. Så vi gik tilbage og købte to togbilletter til Aalborg. Men da billetterne holdte hele natten og den stadigvæk var ung, valgte vi at gå ud og se på Randers. For i Randers havde ingen af os været før. På et tidspunkt er vi på vej tilbage imod stationen og der ser jeg nogle brikker i et vindue. Det er små papbrikker og jeg synes at havde set nogle sådan i TRoA engang. Det er simpelhed Randers’ rollespilsklub Ametyst vi er kommet forbi og vi går ind. Her møder vi Danni Börm og venner. Vi købte en pizza for vores sidste penge og spiller Thomas’ Welshbury Brook med dem. Det var rocker. Jeg tror ikke det var den store rollespilsoplevelse som rollespil. Men hele situationen var fantastisk. Jeg husker jeg lærte meget af det spilgang. Kan ikke huske min karakter eller noget. Kan sådan ca. huske historien. Men vil altid huske situationen – den var smuk.

Næste morgen tog mig og Anders hjem. Efter vi havde overtalt en billetdame om, at vi altså godt måtte bytte vores billetter til denne dagen efter de enlig var købt til. Det var en god dag.

Hvis der er nogle pointe er det vel noget om, at det ikke altid er selve oplevelsen der er vigtig når vi spiller rollespil.
Det synes jeg godt man kan huske når man diskutere opdagelse af spiller. Men læs den ovenstående post om det emne.