Jeg har bøvlet med at formulere en god præmis til mit kommende Fastavalscenarie. Der har været flere anslag til formuleringer på spil.
- Holdet kan kun vinde, hvis individet ofte sig
- Der er en konflikt mellem sportsverdens glam og virkeligheden baske realiteter
- Vi kan ikke alle være stjerner
Jeg har arbejdet med alle tre præmisser og i mine forskellige scenarieudkast har jeg haft indarbejdet dem alle i større eller mindre grad. Mit arbejde med præmis 1 lignede noget af det Asbjørn har gang i. Det blev meget mekanisk og jeg kunne ikke rigtig få det til at gøre nok ondt at oftere sig. Præmis 2 var den første jeg arbejdede med. Det var lang tid før jeg mødte de mekaniske indiespil så her skrev jeg på et oplevelsesscenarie med biperson- og fortællerscener. Det er faktisk denne præmis jeg holder mest af, men jeg har ligesom levet med den så længe at den har mindst sin kraft.
Den tredje præmis er det seneste jeg har arbejdet på. Min idé var, at man jo bedre ens spilperson klarede sig i kampene – jo mere spiltid (dvs. scener) fik ens figur også imellem kampene. Imellem kampene skulle spille figurernes personlige dramaer, men altså ikke lige meget af hver figurs. Når ens figurs fortælling ikke var i fokus skulle man spille bipersoner. Ikke helt ulige sæt op’et i Dyst.
Hvorfor gik jeg væk fra denne idé/ præmis?
Jo, faktisk var jeg bare ud og løbe, men så kom jeg forbi en fastavalforfatterworkshop (som man jo gør). I den forbindelse var jeg i gang med at forklare en specifik mekanisk, hvor ikke alle fik lige meget spiltid i kampene. Elias spurgte om det ikke ville blive kedeligt for dem der ikke var så meget på og selvom jeg nok beholder spiltidsfordelingen ift. kampene (men det er en anden historie) så ramte han en nerve. Det er svært at lave et spil, hvor man fordeler spiltid skævt, interessant for dem der ingen spiltid vinder. De gjorde det i Dyst, men det er for svært for mig.
Jeg har været nødt til at formulere en ny præmis. Ganske klichefyldt har jeg valgt:
“United we stand, Divided we fall
Den har ikke en umiddelbar konflikt som en rollespilspræmis helst skal have. Den er ikke selvforklarede og allerede dér er jeg måske ude i problemer. Til gengæld indeholder dette motto både en solidarisk skønhed, en essentiel urimelighed og mit scenarie i en nøddeskal. Skønheden får vi frem, hvis vi læser mottoet som man traditionelt gør: hvis bare vi står sammen kan vi klare alt og hvis vi ikke står sammen går det galt. Hvis man til gengæld læser mottoet anderledes og lægger vægt på ”Divided we fall”-delen, så udtrykker mottoet også det urimelige i at vi alle, hvor meget vi end står sammen, vil være alene i vores dø. I mit scenarie sejrer figurerne som hold, sammen, men deres personlige tragiske historier, som vi imellem kampene, er de alene. Denne formulering indeholder især præmis 2, men faktisk også de to andre. Det ser ud til at jeg kommer til at skrive et oplevelsesscenarie uden en tydelig konflikt. Det har jeg det ok med.
sonerne har nogle ønsker og drømme om at opnå eller undgå noget udenfor banen, som vi afsøger. Dramascener, som vi spiller med alle de friformsteknikker vi kender og har opelsket igennem mange år. Der er dog en lille ”tilbygning” nemlig såkaldte ”keys”. Keys er fra indiespillet The Shadow of Yesterday og man finder dem også i one shot rollespillet Lady Blackbird. Keys er sætninger der beskriver en særlig karaktertræk ved spilpersonen fx at man er nærig. Ydermere bliver spilleren belønnet når hun udspiller disse karaktertræk, man får Fate Points. Man får også Fate Points, hvis man ændre ens keys, det gør man fordi vi godt kan lide karakterudvikling.
I starten af oktober er jeg klar til at playteste mit fastavalscenarie Enhver given Festag. Jeg skal bruge fem spillere.
Der er fem positioner: Thrower, Catcher, Blitzer, Ogre og Lineman.