Jeg har startet en ny fantasykampagne, hvor vi kun spiller 3 gange om året: én spilgang i efteråret, én om vinteren og én om foråret. Kampagnen er både praktisk og fortællemæssigt tilrettelagt efter, at vi mødes så sjældent.
Vi spiller en hel lørdag i mit sommerhus ved Sejerøbugten, en god time fra København og en halv time fra Odden. Jeg er der fra fredag og inviterer også spillerne til at komme allerede der, men ellers begynder vi lørdag formiddag og fortsætter til ud på natten. Scenarierne er tilrettelagt som afsluttede, men sammenhængende fortællinger, og i fiktionen kommer der til at gå flere år mellem dem. På den måde er det helt naturligt, hvis spillerne ikke kan huske navnet på en perifer biperson fra sidste spilgang.
For et par uger siden havde Kristian (herefter Lund), Kristian (herefter KSP) og jeg vores første spilgang. De bor begge i Østjylland, så jeg hentede dem ved Odden fredag og afleverede dem igen søndag. Dermed fik vi også fredag aften sammen, som vi brugte på at snakke og spille Inis.
Vi er egentlig 4 spillere i kampagnen, men de 2 andre kunne ikke få deres efterårskalendere til at gå op med min. Målet er at samle 3 spillere pr. spilgang (med 2 som minimum og 4 som maksimum). På sigt vil jeg dog gerne have endnu flere tilknyttet kampagnen, og jeg ser intet problem i, at vi eksempelvis bliver 6 i alt. Kampagnen består af forholdsvis selvstændige scenarier, hvor der går flere år mellem spilgangene i fiktionen, så det burde være nemt for spillerne at komme til og fra. Så længe jeg ved i god tid, hvem der deltager, kan jeg designe de enkelte scenarier omkring netop deres spilpersoner.
Vi bruger rollespilssystemet Legend in the Mist, dels fordi det bygger på et forholdsvis enkelt princip med tags (stikord), som gerne skulle anspore til mere fortællende rollespil, dels fordi det er megaflot, og ikke mindst fordi det var på tilbud på Humble Bundle for lidt siden. Den første spilgang var lidt bumlet rent systemmæssigt, men jeg er stadig positivt indstillet over for det, især til netop denne kampagne.
Det første scenarie handler om en særlig slags omrejsende dommer i en verden, jeg har fundet på, som kaldes De Indre Lande. Dommerne kaldes kredsdommere, og derfor kom scenariet naturligt nok til at hedde Kredsdommeren.
De Indre Lande, Avarra og Dorevankredsen
Først lidt om settingen. De Indre Lande er en gammel verden med fyrster, godser og gamle adelsslægter, men også universiteter, pistoler, kanoner og et voksende embedsværk. Området består af 4 kulturområder: Avarra, Karad, Selenien og Ostrevia, som engang var selvstændige storkongeriger, men siden blev splittet i fyrstendømmer, bystater og adelige besiddelser.
Avarra ligger centralt med frugtbare landbrugsområder, store byer og gamle adelsslægter. Nordpå ligger Karad med sine bjerge, miner og fæstninger, mod syd ligger Selenien med sine handelsbyer og øsamfund, og mod øst ligger det vidtstrakte Ostrevia med skove, floddale og sletter. Landene har forskellige sprog og kulturer, men deler en lang historie og en fælles religiøs tradition.
I De Indre Lande har man gennem årtusinder tilbedt guder i form af enorme stenstatuer. Nogle var menneskelignende, andre havde langt mere fremmede former, og de største var så kolossale, at de strakte sig over hele bjergdale. Statuerne var ikke afbildninger af guderne, men guderne selv. Hver gud havde sine egne guddommelige evner. Nogle kunne sende varsler og forudsige begivenheder, andre beskytte byer mod angreb, sørge for godt vejr eller sikre en rigelig høst. På hver deres måde kunne guderne gribe ind i menneskenes skæbne. For nogle århundreder siden begyndte de imidlertid at revne og smuldre, indtil den sidste nogenlunde hele gudestatue styrtede sammen for 137 år siden. Ingen ved hvorfor, men troen på guderne lever videre.
For knap 30 år siden begyndte en ung avarrisk fyrstinde, Olyra va Belisar, at erobre sine naboer. Hun byggede sin magt på effektiv administration, forsyninger og en moderne hær, og for 15 år siden indtog hun Orsana og lod sig udråbe til kejserinde Olyra I. I dag behersker hendes kejserrige størstedelen af Avarra og betydelige områder af nabolandene, men hendes hidtil voldsomme ekspansion er gået i stå. Krigene fortsætter på flere fronter og kræver stadig flere soldater, penge og forsyninger.
Vores historie begynder i Dorevankredsen, en retskreds i det nordøstlige Avarra, hvor den store landevej fra hovedstaden Orsana fører videre mod krigen i Ostrevia. Området ligger langt fra fronterne og består af små købstæder, landsbyer, godser, skove og frugtbare floddale. Krigen mærkes dog stadig i form af forsyningsvogne, stigende skatter og ikke mindst Ostrevia-frontens sult efter nye soldater.
Kredsdommeren og duellanten
Det første scenarie er en historie i 3 akter, der strækker sig over et efterår, en vinter og det følgende forår. Men inden vi kunne gå i gang, skulle Lund og KSP lige have gjort deres spilpersoner færdige.
De fordelte de 2 hovedpersoner mellem sig: kredsdommeren og hans kommende retsskriver. Jeg havde på forhånd skrevet en forhistorie og de første tags til dem hver især, men spillerne skulle selv udfylde hullerne, herunder personlighed, navne og yderligere tags. Jeg havde lavet navnelister som inspiration, og sjovt nok valgte KSP og Lund nogle af de samme navne, som jeg allerede havde brugt til bipersonerne.
I beskrivelserne nedenfor har jeg markeret spillernes egne tilføjelser med kursiv.
Daro va Saleran
Daro er den yngste af 3 sønner i den velstående avarriske godsejerfamilie va Saleran. Hans ældste bror skal arve familiegodset, mens den næstældste er blevet officer i kejserrigets hær. Selv er Daro blevet sendt til det prestigefyldte universitet i Meressa, hvor han har vist sig at være både begavet og belæst.
Han er samtidig blevet stærkt fascineret af kejserinde Olyra I’s rationelle styre. Kejserinden har forbudt organiseret dyrkelse af de gamle guder, og Daro er en begejstret tilhænger af hendes opgør med overtro og religiøse kulter. Hans store ambition er at få ansættelse i kejserrigets Tilsyn for Forbudte Kulte, som efterforsker og bekæmper ulovlige religiøse sammenslutninger. Som retsskriver skal han i mellemtiden hjælpe kredsdommeren med at forberede retssager, undersøge dokumenter, føre retsprotokoller og bistå under retshandlingerne.
Opholdet på universitetet får imidlertid en brat afslutning, da Daros bedste ven og værelseskammerat, Luceran Corvel, viser sig at være blevet optaget i en af de forbudte kulter. Den slags opstår naturligvis i et studentermiljø med en overflod af viden, fritid og unge mennesker, der er overbeviste om, at de har forstået verden bedre end alle andre.
Daro konfronterer Luceran, og på den ene eller anden måde ender konflikten i en pistolduel, hvor Daro dræber sin bedste ven. Det er naturligvis en frygtelig begivenhed for Daro, men under spilgangen trøster han gentagne gange sig selv med, at han trods alt har reddet Lucerans ære, om end ikke hans liv.
Cassian Aleran
Imens venter den aldrende kredsdommer Cassian Aleran på, at hans nevø, selvsamme Luceran Corvel, skal afslutte sine jurastudier i Meressa. Cassian er tidligere officer og har i årtier virket som kredsdommer i Dorevankredsen. Han er en erfaren mand, som 2 gange om året rejser rundt mellem kredsens byer og retssteder for at afgøre større stridigheder og dømme forbrydelser. Cassian er af natur lidt verdensfjern og intellektuel, men alligevel meget respekteret, ikke mindst blandt småfolk. Det skyldes nok, at han er en socialt bevidst og barmhjertig dommer, som ikke bare interesserer sig for at dømme forbrydelser, men også for at forebygge dem.
De omrejsende dommere er en gammel tradition i De Indre Lande. De kan dømme både høj og lav, i princippet også adelen, selv om det i praksis kan være vanskeligt at dømme en mand, der ejer halvdelen af egnen. Tidligere var dommerne afhængige af de lokale herskeres gæstfrihed og blev derfor nogle steder hånligt kaldt “tiggerdommere”. En dommer kunne altså dømme en fyrste om formiddagen og være afhængig af hans middagsbord om aftenen. Kejserinde Olyra har imidlertid ændret ordningen, så dommerne nu lønnes af staten, som også betaler deres rejser og underhold. Det har gjort dem betydeligt mere uafhængige af de lokale magthavere.
Cassian har aldrig selv fået en søn og håber, at Luceran med tiden vil følge i hans fodspor. Planen er, at nevøen skal begynde som retsskriver og på sigt overtage embedet som kredsdommer. Men så modtager Cassian et brev fra sin gamle officerskammerat Hadran va Saleran, Daros far, som beder ham tage sin yngste søn i tjeneste. Den unge mand har studeret i Meressa, men har af uklare årsager måttet afbryde sine studier.
Cassian indvilliger i at hjælpe sin gamle ven, men betragter ansættelsen som midlertidig. Når Luceran har afsluttet sine studier, er det stadig ham, Cassian ønsker ved sin side.
Hemmeligheder og ændrede planer
Og her begynder scenariet. Udgangspunktet var, at Cassian ikke vidste, at hans nye retsskriver havde dræbt hans nevø, og det var også meningen, at Lund som spiller først skulle opdage forbindelsen undervejs. Men mens vi lavede spilpersonerne, kom KSP desværre til både at læse Lucerans navn højt og fortælle, at Daro havde dræbt ham. Dermed vidste Lund fra begyndelsen, hvad hans spilperson ikke vidste.
Der er argumenter både for og imod at lade spillerne kende den slags hemmeligheder. I et Fastaval-scenarie ville jeg som regel fortælle det på forhånd, fordi spillerne så bedre kan spille på den dramatiske ironi. Omvendt er der noget fantastisk ved rollespil, hvor man som spiller faktisk opdager historien undervejs og dermed oplever dens overraskelser sammen med sin spilperson. Spillet blev altså ikke dårligere af, at Lund kendte hemmeligheden, og jeg tror faktisk heller ikke, at oplevelsen blev det.
Inden vi begyndte, havde jeg forestillet mig, at Cassian skulle dø i slutningen af scenariet. Hele spilgangen skulle i virkeligheden være historien om kredsdommerens sidste tid og død, som så skulle danne begyndelsen på vores kampagne. Men der skete 2 ting. For det første var det første gang, vi prøvede Legend in the Mist, og det viste sig at være temmelig omfattende at lave spilpersoner. Lund syntes, forståeligt nok, at det ville være ret træls at bruge så meget tid på at lave en spilperson, der skulle dø med det samme. For det andet blev jeg undervejs virkelig glad for dynamikken mellem den unge, radikale og noget selvretfærdige retsskriver og den ældre, lidt verdensfjerne, men grundlæggende godmodige kredsdommer og vil gerne se mere af det.
Så jeg droppede simpelthen den oprindelige ramme om Cassians død og lod i stedet historien udvikle sig omkring de 2. Det betød også, at første spilgang måske kom til at ligne en række fortællinger om hovedpersonerne mere end én samlet historie. Til gengæld fik jeg som spilleder en klar Gotrek & Felix– eller Fafhrd and the Gray Mouser-fornemmelse. Lidt som den første Gotrek & Felix-bog, Trollslayer, hvor en række forholdsvis selvstændige fortællinger tilsammen tegner et billede af hovedpersonerne. Bare med retssager i stedet for at slå monstre ihjel.
Noget af det, jeg stadig elsker ved rollespil, er at blive overrasket over, hvordan fortællingen udvikler sig, og pludselig stå med noget helt andet end det, jeg havde planlagt. Og det var præcis, hvad der skete denne gang. Men mere om det i næste indlæg, hvor jeg tager fat på selve handlingen i scenariet.