Elias har skrevet en blogpost om hvordan Mage: The Ascencions magisystem skal hackes. Ikke bare hackes, men hackes godt. Læs posten.
For mange år siden spillede vi en del Mage med Lau som spilleder. Lau var ikke verdens bedste spilleder og når vi spillede Mage gik det helt galt. Vi lavede disse super seje spilpersoner. Ov manner! Man laver seje spilpersoner i Mage. Traditionerne er jo nogen seje koncepter og man kan jo ændre verden med magi! What is not to like?
Jo, når vi var færdige med at lave vores nye rocker seje fiktive personligheder og prale af dem, så skete der ikke så meget i spillet. Vores alter egoer lavede ikke rigtig noget. De læste bøger og blev sejere til deres magi. Nogen gange lavede vi også magi – mest fordi vi kunne og tit i forbindelse med computere og stoffer, men vi mødte ikke rigtig modstand eller et plot for den sags skyld. Måske er det derfor jeg ikke helt ved hvad man laver i en Mage kampagne.
Ved du det?
Hvad er et godt Mage plot?
Jeg har aldrig spillet Mage, men jeg forestiller mig, men jeg har længe haft lyst til det. Hvis jeg skulle lave en kampagne ville den trække kraftigt på Hellblazer og John Constantines vej længere og længere ned i helvede.
Jeg er ret overrasket over at I ikke mødte nogen rigtig modstand i Mage. Settingen har jo masser af store fjendegrupper – Teknokratiet, Nephandi og Marauders. Selv den almindelige grå menneskehed er jo i en eller anden forstand en formidabel modstander fordi de repræsenterer normaliteten.
Jeg har spillet et par ret underholdende Mage-kampagner og i alle tilfælde har plottet omhandlet en eller anden grad af frihedskamp. Dels som helt regulærer frihedskæmpere under Anden Verdenskrig (Nazisterne er jo altid gode skurke, og i Mage var det naturligvis Nephandi der stod bag deres frygtelige paradigme), eller mere nede på jorden som nogle økohippier der prøvede at beskytte et magisk kraftcenter i den midtjyske provinsby Vind (Der mindede ret meget om Viborg).
Hvilket bringer mig til et andet element, nemlig at de Mage-kampagner jeg har haft det sjovest med alle har foregået i Danmark i nogle omgivelser jeg kunne relaterer rimeligt godt til. Magien blev mere spændende og fantastisk af at det var min egen virkelighed jeg rodede med.
Hej Johs,
Jeg har heller aldrig spillet Mage, men i modsætning til Kristoffers ellers glimrende forslag, ville jeg gå i retning af Promethea eller måske The Invisibles. Promethea er nærmest en “hellig tekst (i tegneserieformat)” om indvielse i troldmænds Kabbalahs/Magicks (med ‘k’)/ verdensbillede, og det kunne være interessant at forme spillet efter. Altså en mysticistisk oplevelse.
Alternativt The Invisibles, som kæmper en skjult kamp om verdensbilleder, som også forekommer mig at ligge latent i Mage.
Evt. den potterske Books of Magic-tegneserie, som kortvarigt laver cross over til Hellblazer.
Vi spillede det et par gange i en rå nordengelsk setting. Det var en meget fed æstetik, med historier baseret på lokalmiljø og den officielle setting.
Sjovt nok skulle min historie (ideen var skiftende spil-ledere, men vi kørte ikke så længe at det blev til mere end et par skift) basere sig på netop The Invisibles (Moon Child) og også lidt Jamie Delanos Hellblazer-historie, The Fear Machine (ja, så gammel er jeg).
Og så fåkking døde Lady Diana midt i mine forberedelser! Gudinden Diana som offer på den nye tidsalders alter. Det var så smukt. Men så gik kampagnen i stå.
Personligt ville jeg gå efter noget inspireret af Illuminatus! trilogien. Kaotisk afvigende frihedskæmpere imod teknokratiets monokulturelle imperialisme.
Med en god dosis Alice, down the rabbithole eller nærmere Gaimansk Neverwhere / American Gods og alt det med at opdage en skjult overnaturlig arketypisk personificering man kan interagere med og påvirke som individ.
Jeg ville sætte det i en nutidig setting, måske omkring Occupy bevægelsen og magten over det urbane landskab og menneskene i det, kampen mellem paradigmer om ejerskabet af det offentlige rum.
Det der er med Mage er at man har kollosale kosmiske kræfter, men at de ikke direkte kan få en til ens mål. Dem man kæmper om, de normale mennesker, er igennem paradox immune overfor ens magi. Man kan kaste nok så mange fireballs efter teknokraterne, men det ændrer ikke omverdenens paradigmer. Der er man nødt til at være subtil og skabe forundring og håb for at der findes mere end den grå hverdag som fjenden har trukket ned over alting. Gøre verden lidt bedre og lidt mere magisk.
En anden sjov oplevelse jeg har haft med Mage, er at jeg langt hen ad vejen er mere med på Teknokratiets paradigme end flere af Traditionerne.
Ok, det handler om paradigmer?
Det lyder sejt. Med paradigmer mener vi forståelserammer, ikke? Er de beskrevet samlet et sted? Eller under hver tradition/teknokrati?
Hvad er en klassisk konflikt mellem en gruppe af traditionelle troldmænd og teknokrater? Eksempler tak – gerne fra Nordengland eller Viborg 😀
Gode tegenserier!
Og super seje kommentarer. Tak.
Som jeg husker det har hver fraktion et overordnet paradigme, men selv indenfor traditionerne er der jo væsentlige forskelle i hvordan man mener verden fungerer.
En historie var en broeplatform der havde gravet ned til noget kaos (teknik/kaos, fremskridt/urdyb). Jeg havde en minihistorie om en lille fundamentalistisk frikirke (sortsyn/lys, healing/korruption). Men husker det desværre ikke så tydeligt.
PS: Jeg *elskede* Mage, paradigmerne og Teknokrati osv. Og så lækre bøger fyldt med ligegyldigt nørderi. Namme-nam. Men led som mange andre under ikke rigtigt at få spillet det.
Pingback: Syv rollespil < Sort Forsyning
Pingback: Husker du: Celestial Chorus? < Sort Forsyning