John Stavropoulos har skrevet en god introduktion til hvordan man læser en spilperson, som Batmans Joker ville læse den. Der er nogle gode pointer til hvordan man som spilleder skaber historier hvor spilpersonerne i centrum. Måske er det lidt for bipersonsfokuseret for min smag. Det virker som om Stavropoulos mener at bipersonerne er spillederens primære værktøj til at skabe drama i fortællingen, det synes jeg faktisk ikke det er. Jeg mener gode bipersoner er vigtige, interessante og et sjovt redskab, men som spilleder er mit primære værktøj scenesætning.
John Stavropoulos’ blog er dog helt sikkert værd at læse om ikke andet så fordi han tager udgangspunkt i en god læsning af forholdet mellem Jokeren og Batman.
Hmmmm. Jeg vil gerne høre mere om din vægtning af spillederen redskaber… Det lyder som et interessante studie.
Jeg ved ikke om jeg har en vægtning. Kort sagt lader jeg spillerne om det meste. De spiller ofte bipersoner og jeg forsøger også at få dem til at sætte scener, bestemme hvor vi skal slå terninger osv. Men det er ofte op af bakke.
Jeg ser meget på og smiler utrolig meget. Men derudover beskriver jeg også omverdenen, sætter scener, sætter spilpersons mål for scenerne, sætter et tvunget udfald for en scene (du skal tabe denne konflikt), forklare spilmeka-nik, siger når de skal slå med terninger, spiller en biperson, finder på en biperson som en spiller skal spille, slå for monster og uddeler xp…. Hvad har jeg glemt?
Umiddelbart lyder det ikke så interessant for mig.
Ift. andre så tror jeg, at jeg oftere beskriver udefra og ind i fiktionen snarere end at bruge bipersoner. Er ikke særlig vild med at spille bipersoner.