Det her er en leg med tanker om to af mine nummer et hobbyer. Nemlig historiespil (story games) og rollespil. Det er søndag. Jeg har tømmermænd. Måske er det lidt dumt og meget banalt, men det er tanker der skal ud. Det er en blog, det her. Hvis det er meget dumt, så kast en kommentar og jeg vil forholde åbent mig til den.

Det er to påstand som jeg synes at høre mange af indykritikkerne formulere igen og igen.

”Det er svært at lave interessante fortællinger på stedet, som man virkelig kan indleve sig i. Problemet er at man i sådan nogle øvelser let kommer til at formulere klicher.”

Og

”Tit kommer man til at digte, afgøre (tit ved hjælp af terninger) og på den måde fortælle hele situationen, for derefter at udspille den. Alt er altså allerede fortalt når man spiller det. Selve spille, bliver blot til en ekstra gang for Prins Kund (det småperverse svin).”

Min viden, analytiske kapaciteter og sukkerindtag er så begrænset af jeg ikke kan finde nogle ordentlige modargumenter til påstandene. Den nydelse man får af at spille historiespil binder sig til den umiddelbare digtning som er mange af disse spilsfokus. Der er en indlevelse, ikke i spilpersonen, men i historien. Det er netop historiespil frem for rollespil, da rollerne er mindre væsentlige. Så min stråmands påstande handler altså om den kulturpraktisk kløft der åbenbart er mellem indlevelse i historien og rollen. Michael skriver et andet sted her på blogen at de to former for indlevelse, ikke er i modsætning til hinanden, da fortællinger gives igennem aktør (ret mig hvis jeg læser Michaels kommentar for hårdt/ forkert). En aktør, er derfor en forudsætning for indlevelsen i fortællingen. Jeg vil give ham ret i at sådan er det tit, men ikke altid. Det handler alt sammen om fortællerstemme. Vi kan ikke komme udover aktørerne i et narrativ helt sikkert. Men der er ingen grund til at skal være nogle centrale aktører som man skal kunne indleve sig i – selvom det tit er sådan.

Men hvis vi skal vende tilbage til kløften mellem historiespil og rollespil, så kan jeg ikke se at den skulle være epistemisk og andet end blot en kulturpraktisk tilfældighed. Det eneste vi derfor behøver er blot nogle teknikker, så vi kan lave en form for syntese af de to. Få en anden diskurs, om man vil. Hvis vi altså som mig synes der er noget interessant på begge sider af kløften og vil det bedste af alle verdener. Hvis man ikke har det sådan, så skal man jo blot spille sine historiespil eller sine rollespil og havde det fint med det.

Det jeg synes, mange af historiespillene gør i dag, er at afgøre situationer i spillet, fra et forfattersynspunkt fremfor et aktørstandpunkt. Det rollespil kan gøre, er, at transcendere fortællingen og ens væren. Sådan at fortællingen bliver mere present end selve virkeligheden. ”Jeg er min spilperson”-oplevelsen er stræk og den udelukker på sin vis forfattersynspunktet. Aktørstandpunktet er umiddelbart og reaktivt (i forhold til fortællingens rammer). Forfattersynspunktet er reflekteret og skabende (da det er her man skaber rammerne for fortællingen). De er anderledes i natur og alligevel til dels afhængige af hinanden. Der skal være en form for forfatter – tit i traditionelt rollespil i kraft af spillederen. Jeg ved ikke med den anden vej rundt.

Det, det nu handler om for mig er at skabe og opfinde nogle teknikker til at demokratisere forfattersynspunktet, samtidige med at der stadigvæk er plads til aktørstandpunktet. Ideen er, at de selvfølgelig skal afprøves i spil over tid.