Jeg kan godt lide kamp i rollespil. Eller jeg tror altid jeg godt kan lide kamp, men det bliver altid lidt kedeligt, bare at rolle terninger. Eller det er heller ikke helt rigitgt selvfølgelig for har man en virkelig god spilleder (til kamp) kan det være en fest at rolle terninger og hører spillederen råbe og fortælle. Sådan noget kan en spilleder som Per Frederiksen fra TRoA, men der er bare ikke særlig mange Per Frederiksen’er der ude – og jeg er helt sikkert ikke en af dem.
Er ret sikker på at det er kedeligt at spille kamp under mig. Ikke fordi jeg er en dårlig spilleder, for det er jeg ikke. Men når det kommer til kamp er det bare ikke en genre jeg er særlig god til. Thomas har for et par år siden analyseret og beskrevet problemet med kamp i rollespil, bedre end jeg nok kan (og her skulle være et link, men jeg er lidt ved at se serier og har været til et 7 timers Lacan semenar her idag – så det kommer altså senere. Undskyld). Dog er en Thomas’ pointer at kamp er fysisk i sin natur og rollespil er et mentalt medie, hvis jeg husker ret. Derfor har rollespil sært ved kamp. Som sagt har Thomas beskrevet det bedre.
Hvordan viser (og udlever) man det fysiske i fortællende medier? I bøger har man en super god fortæller med et stramt sprog. I film og tengeserier har man en grafisk side og i rap musik har man rytme.
Kan vi overtage nogle af disse elementer i vores medie? Det jeg tror jeg lidt man kan ved hjælp af et system. Det er lidt nødvendigt at systemet er fokuseret på selve kampen og ikke på det at vinde kampen. Det har måske lidt været tideligere systemers problem. De har forskudt deres fokus fra det de enelig skulle beskrive. Derfor ender enhver kamp med at være ludo. Kan jeg vinde eller taber jeg, hvilket selvfølgelig også er et element i kampen, men det er ikke selve kampen. Kampen, volden og det fysiske er selve kampen, det ved alle der har været oppe at slås bare lidt, tror jeg. Har ikke været så meget oppe at slås.
Vildskab. Det fedste kamp jeg nogensinde har spillet var, da jeg prøvede at spille Exalted. I Exalted får man ekstra terninger for gode (manga) beskrivelser af hvad man gør. Jeg gik så meget op i disse beskrivelser at jeg nogle gange blev helt fortabt i min tale. Ikke ulige denne post. Det var vildskab og det var fedt.
Fortællinger kan være vilde, men vi skal hjælpes til fx at ramme temaet for kampen, tror jeg. Rammerne er vigtige.
Og her kommer mine første tanker omkring et sådan system. Det skulle for det første handle om kamp. Ikke noget andet – ligesom de der indysystemer der har klare temaer. Ikke noget føle føle noget – det var måske også det der gik galt med Sort/Hvid. Derudover vil jeg gerne havde en beskrivende side, en grafisk side og en rymte. Jeg forstiller mig et form for kort system, hvor man har x antal kort på hånden der alle sammen er forskellige angrebs og blocks (plus måske særlige moves – alla sådan nogle som i akadespil). Men det er aldrig nok blot at ligge et kort, man kan også beskrive slaget når man ligger kortet. Måske ville det hjælpe hvis de der angreb og blocks var metaforer, men med en bestemt (mulig værdig). Metaforerne er selvføgelig temaafhængig – som i kong fu kunne det være åbeslag eller en sort lotus, i noget arabisk kunne det være den “røde dans” eller hvad ved jeg. Sagen er at beskrivelsen af hvad ens spilperson gør er vigtig. Det skal beskrives grafisk, men det er ikke kun indholdet der er vigtigt. Det er en stolt tradition indenfor rollespil, at det ikke kun handler om hvad man siger, men også hvordan man siger det. Det har mest givet sig til udtryk i selve skuespilsdelen af rollespil, men rollespil er ikke (kun) skuespil, det er først og fremmest et fortællende medie. Derfor er selve måden man siger det man fortæller også lige så vigtig som, eller måske vigtigere end, indholdet. Her kommer rymen ind. Jeg forestiller mig at der skal kører et beat. Ikke musik, men et beat man kan fortælle over. Som man skal fortælle over. Det er ikke fordi man skal rappe (og rime), men man skal snakke, imens man forholder sig til beatet. Hvis det ikke lyder fedt, virker det ikke. Måske skal der være en dommer (som ikke spiller modstander). Jeg ved det ikke helt.
Hvad skal jeg læse for at få flere ideer? Der må være nogle der har været nede af denne vej… (Jeg kigger over på Per, Peter og Thomas).