[Ok, det blev lidt lang håret – men jeg tror der er noget at finde her]

Begær er interessant at overveje eller tage udgangspunkt i når man skriver roller til scenarier, fordi begæret er grundlag for en aktiv handlen. Noget af det mest åndssvage man kan gøre ved en karakter er, at lave han/hende inaktiv. Selvfølgelig kan der være en pointe med at spille polsk live (liverollespil hvor man er bonde, der laver bonde ting og det er så det eneste man har at arbejde med) eller ’vi sidder og hader hinanden i tavshed’-scenarier, men det er ligesom gjort og personligt finder jeg det rocker kedeligt. Det kan godt være benhårde 100% simulationister finder det fedt, men jeg tror ikke på at andre end spande og dåsefrugt er 100% simulationister, så kan man ligeså godt være en aktiv polsk bonde med en eller anden handling, historie eller bare få dramatiske scener.

Udover begæret er et godt udgangspunkt til aktive roller, så er det også interessant, fordi begæret ude i vores normale socialitet er et vigtigt fænomen. Det er jo super fedt at være i ens primitive begærs vold, fx er det fedt at kneppe. Hermed ikke sagt at vi fra nu af kun skal lave scenarier, der handler om det primitive begær, men det kan virke i et scenarie. Hvis man vil lave noget lidt mere komplekst, så kan man stadig med begæret som fokus lave nogle ret fine ting. For mangelen af begær er en rigtig sjov størrelse, hvad er det der får munken til ikke at ville være sammen med kvinder i bibelsk forstand? Hvad gør at en vegetar der faktisk godt kan lide kød, vælger ikke at spise det? Eller at Harry Rollins vælger at sove på gulvet i stedet en seng, fordi han mener at det ikke er rigtigt at sove for meget (Jeg ved faktisk ikke om dette er helt sandt, men det er en god historie).

Hvordan kan det være at vi vælger ideologien (religionen/ vegetarismen/ gulvet) frem for begæret? Hvor kommer denne drivkræft fra? For selv om nogle ideologier sikker kan være sande nok, så er der helt sikkert også nogle ideologier der er tydeligt forkerte (fx nazisme, neoliberalisme eller socialdemokratisme). Hvordan kan det være at et ellers fornuftigt nok tysk folk er helt med på, at ”… wollen der totale Krieg“? En krig som de udmærket ved vil betyde mange ofre. Hvad er det ved begreber som ’nation’, ’jøde’ eller ’stolthed’, der gør at folk kan gøre modbydelige ting imod andre?

At folk blot er dumme får, synes ikke længere at være svar nok.

Et andet svar kommer fra samfundskritikeren Slavoj Žižek. Žižek beskriver at ideologien også er drevet af begær eller lyst. Det gøre han ved at forklare hvordan vi mennesker grundlæggende har en mangel, noget der ikke er blevet forklaret og ikke kan forklares. En form for radikal tomhed eller hul i vores selvforståelse. Denne tomhed kan med fordel ses som en parallel til dødsdrift i Freuds psykoanalyse.

En måde jeg kan forklare denne tomhed på, er ved at lave et tankeksperiment.

Hvis jeg nu skulle beskrive mig selv, så er det ikke nok at jeg skriver alle mine data ind på denne blog. Det første problem ville være at vi har rigtig mange forskellige metoder til at beskrive sådanne data med og nogle data er lettere at forklare med forskellige metoder. En metode er fysikken (jeg er så og så høj, har den eller den vægt osv.), en anden er kemien (jeg har de og de kemikalier i min hjerne, mave osv.) og en tredje er poesien (jeg har det sådan og sådan med den eller den kvinde, mor, sten osv.) og der er som sagt masser af metoder – de fortæller alle sammen forskellige egenskaber eller ”sider” ved mig. Vi bruger dem også forskelligt, til forskellige formål – skal man bygge en bro er fysik sikkert godt og skal man udtrykke sin kærlighed til hende den søde, så er fysikken nok ikke det bedste at bruge. Selvom jeg skulle bruge alle metoderne og havde adgang til al den data jeg skulle bruge, så er det Žižeks pointe, at der er noget der altid vil falde udenfor. Der vil altid være noget jeg ikke har fortalt og ikke kan fortælle – fordi der er noget jeg ikke kan se/vide. Det er en gammel fænomenologisk pointe, at når vi fokuser på noget, så ser vi ikke det andet. Men ikke kun i betydningen af, at når jeg kigger på et træ, så ser jeg ikke himmelen. Men at det er det vi ikke ser, der definere hvad vi faktisk ser. Fx beskriver Jean-Paul Sartre dette ret godt i sit værk: L’Etre et le Néant. Der er et intet/ en tomhed. Min opfattelse af mig selv og virkeligheden er ikke perfekt. Der er noget realt, der ikke kan forstås, hvad dette reale er, kan vi ikke sige noget om, kun at det er der. Denne tomhed gør at virkeligheden aldrig er hel, men vi prøver ubevist at fylde hulet/tomheden ud. Det er her ideologien spiller ind. For ideologien kan fortælle os, at det er en bestemt ting, der gør at vi ikke føler at virkeligheden ikke giver mening. Denne ting eller objekt, kan være forskellige objekter fra ideologi til ideologi – for kommunismen er det kapitalismen eller måske selve kapitalisten, for nazismen er det jøden, for neoliberalismen er det de bånd der tros alt er lagt på markedet. Selvfølgelig er kapitalismen, jøden eller markedets bånd det samme, men de har samme status eller spiller samme rolle i denne sammenhæng. Men ideologi er ikke blot politiske ideologier, for mig er det fx sådan at hvis jeg bare fik den der ibook eller levende op til nogle halv kantianske idealer, så ville virkeligheden blive harmonisk – dette er ligeså meget en ideologi.

En anden af Žižeks pointer er så, at vi kan nå til en erkendelse af dette intet – fordi verden og virkeligheden ikke altid lever op til vores forestiller om den. Fx kan det forekomme nogle siger til en, at man er et svin og her kommer ens forstiller om virkeligheden og især os selv så på prøve. Forudsat at man ikke opfatter sig selv som et svin og det tror jeg ikke man skal.
Så er der to muligheder:

1) At finde ud af man faktisk har opført sig på en måde, så den anden er kommet til at mener man er et svin. Derefter at gøre noget ved det. Fx kunne man sige undskyld eller forklare sig. Ligegyldigt om man forklare sig eller siger undskyld, så vil man uomgængelig nok komme til, at skulle tage sit verdensopfattelse og selvopfattelse på sig selv op til revision.

2) Blot at mene den anden er et fjols. Altså beholde sin konstituere verdensopfattelse og selvopfattelse.

Den sunde mulighed er vel altid nummer et, da det vel aldrig er os selv der definere os som kør eller svin. At det så nogle gange giver god mening at være et svin er en helt anden sag. Selvfølgelig er et sådan ”du-er-et-svin”-bryd med ens selv opfattelse et lille bryd, for vi ved vel alle at vi godt kan fucke op engang imellem. Men der er også nogle gange vores opfattelser møder virkeligheden med en sådan kraft, at intet giver mening mere. Det er forskelligt fra person til person hvad der har denne status, men vi kan alle møde det. Et eksempel er at man møder den her person, der får en til at gøre ting man ellers ikke ville. Selvfølgelige kommer det fra en selv, men det er vel i et slags dialektisk forhold med noget udenfor – her den der person. Selve denne diskussion kunne forsætte, fordi hvis der er noget Žižek kan skrive meget om, så er det det kønslige begær og den såkaldte kærlighed.

Hvad har alt dette med begæret at gøre? Kan jeg hører min sidste læser sige… Jo, her kommer det, pointen! Alt fordi den mening ideologien giver er også en lyst følelse. Munken afstår fra at kneppe, vegetaren afstår fra kødet og Henry R afstår fra at sove, alt sammen noget der sikkert er ganske ubehageligt, men i smerten kommer en mening frem – og med den en lystfølelse. Der er et begær bag. Et begær til mening! Hvilken mening ønsker spilpersonen og hvilken muligheder giver det ikke, til at udfordre en spilperson på disse meninger? Hvis jeg blot kunne få på spil i et scenarie, så ville jeg begynde at lave noget mere fornuftigt end rollespil, måske…