Martin ‘Basmand’ Svendsen holder kandidatfest i dag i 9400 Aalborg N. Derfor tog jeg toget til 9000beton torsdag nat. Allerede da jeg ramte J.F. Kennedys plads udenfor banegården, kunne jeg igen mærke betonen viske til min hengemte sjæl. Der er noget særligt ved det sted, hvor man var ung og dannende sig. Det sted for mig er Aalborg. Men det er også min påstand, at der også er noget alment ved Aalborg – noget som Carsten Jensen dog aldrig helt forstår. Men det er nok forskellen mellem at drømme om verden udfra et eller andet grundlag også bare havde drømme om verden. Altså den samme forskel, der er på at være radikal og radikale venstre.

Men hvad har med rollespil at gøre, kan jeg høre min indre (og på nuværende tidspunkt eneste) læser spørge? Jo, det har faktisk alt med rollespil, at gøre! Fordi betonen har ikke i sig selv nogle subjekt-dannende og historiefortællende egenskaber. I sig selv er den kun ren mulighed, blandet af sand og vand. Det er jo blot et byggemateriale, men ligesom andre materialer kan det bruges til nogle ting og ikke til andre. Glas fx er godt til glashuse. Glashuse er godt for planter der gerne vil leve trykt. Beton er ikke så godt for planter (forså får de ikke nok sol), men fantastisk til at fremelske stenkaster og afbrudte drømme.

I Aalborg har betonen en baggrundsstråling af forliste skæbner. Aalborg er tabernes by. Tabet og sorgen giver et autentisk væsen, som ellers er blevet glemt i postmoderniteten. Det er en påstand – men det er en smuk påstand!

Jeg kan mærke et mørkt scenarie vokse frem…