I år vil jeg lave en julekalender, hvor jeg hver dag præsenterer et rollespilssystem som jeg har spillet og som jeg holder af.

I dag, d. 14., er det:

Åh, Shadowrun. Du har givet mig den dårligste Fastavaloplevelse ever, men du har også givet mig interessante og udknaldede cyberpunk deckerfortællinger. Jeg gik aldrig rigtig op i fantasy-delen af Shadowrun og har aldrig spillet 80er sci fi troldmand eller minigun hypertrold. For i Shadowrun kan man spille en decker dvs. en fyr der forbinder en 286’er til sin hjerne med et jackstik og rejser i 3d cyberspace. Ved Space Invaders og Wolfenstein! – det er sejt! Det var altid det jeg spillede når vi spillede Shadowrun.

Resten af holdet keder sig godt imens man tosser rundt på solomissioner i en Minecraft’et udgave af et stort firmas digitale sikkerhedssystem. Det er, ligesom William Gibson – som Shadowrun låner fra, cyberpunk fra en tid før ideen om cyberspace blev ødelagt af ting som html og css.

Den der særlige form for nostalgi man føler ved forældet sci fi, som det bliver udtrykt i Shadowruns dacker-koncept, den form for nastalgi elsker jeg big time.