I år vil jeg lave en julekalender, hvor jeg hver dag præsenterer et rollespilssystem som jeg har spillet og som jeg holder af.

I dag, d. 10., er det:

Jeg har aldrig været spilleder i en AD&D/D&D kampagne, men jeg har igennem tiden været spiller en lille håndfuld. AD&D er et åndssvagt system, hvor man er ting som fighter eller wizard og hvor man som udgangspunkt har ens værdien af ens grundstat i sine “non weapon proficiencies” (evner) – det er så dyrt at købe sig op i evne at man undlader at gøre det. Det er udtryk for en næsten forældet ærlighed at evner i AD&D hedder “non weapon proficiencies”. Alle handlinger der ikke er at slås er semantisk underordnet dine kamphandlinger. Det efterfølgende D&D 3ed(?) var et bedre system med et bedre evnesystem, men det er alligevel i AD&D hvor jeg har fået de bedste oplevelser som spiller. Jeg har oplevet en række gode spilledere, der brugte AD&D, og pga. dem er systemet, for mig, en stjerne. Også er der skrevet så mange fede settings til AD&D.

Jeg synes sgu at AD&D er helt ok og dejlig ærlig.