Eller rapport fra forsøg med en anderledes publikumspris.
Lars Andresen og jeg var dommer på Orkon i år. En på mange måder interessant opgave, ikke mindst fordi klart størstedelen af årets scenarier lige var blevet bedømt på Fastaval. For grundet det store overlap af scenarier, så valgte vi finde nogle andre kategorier at bedømme scenarierne ud fra. Orkon er nemlig en con der har været kendt for to ting – god mad og afprøvning af nye tanker. Så vi så faktisk blot vores handlinger som en videreførelse af en stolt tradition.
Vores tre kategorier blev en rock’n roll pris, en mest liret layout (blink blink- prisen) også det jeg har kaldt PavePrisen. Navet er ikke godt, men skulle helst referere til den proces et pavevalg er. Alt det der jazz med kardinaler der låser sig inde indtil de har diskuteret sig frem til hvem der skal være pave. Ideen var at se om man kan komme frem til en vinder af en form for publikumspris, uden at bruge tal. Kunne man arbejde med argumenter i stedet?
Ideen var kort sagt at samle en talsmand for hver gruppe og havde en mere eller mindre styret diskussion om hvilket scenarie der var con’ens bedste. For at forberede talsmændene mest muligt, så havde alle spilgrupper fået til opgave at finde 5 gode ting, 5 dårlig ting ved det scenarie de lige havde spillet. Ydermere så fik de også til opgave at forholde sig til om det var con’ens bedste scenarie. Det sidste spørgsmål er selvfølgelig ikke muligt at svare på, men det behøver gode spørgsmål heller ikke være. For det Lars og jeg fandt vigtigst, var at spilgrupperne fik diskuteret deres oplevelse og at alle forfatterne fik noget godt feedback.
Men lørdag eftermiddag samledes en talsmand (m/k) fra hver spilgruppe og de to dommer sig i et klasselokale. Det er ikke let at videregive oplevelser til andre, men ved at holde gruppens fokus på at dette var en bedømmelsessituation og ikke et forum for anekdoter så gik det ret godt. Det første vi opdagede var at der var rigtig rigtig mange der havde haft en god oplevelse med connens scenarier. For det andet var de mange reruns lidt et problem, da der var nogle der havde haft anderledes oplevelser med nogle scenarier på Fastaval. For det tredje var der igen det klassiske problem med et scenarie der havde kørt på flere hold. På Orkon var der kun et sådan scenarie og her havde det kørt sublimt på et hold og blot godt på et andet. Men efter en længere diskussion stod der tre mulige vinder på tavlen og det var nu op til Lars og jeg at vælge mellem dem, ud fra talsmændenes argumenter.
Der var dog nok ingen af talsmændene der blev overrastet over det blev Superheros2 (Apollo/ Flamant) der løb af med sejren. Et af mange afgørende argumenter var, at der var her tale om et scenarie, som ikke nødvendigvis behøver fantastiske spiller for at være et fantastisk scenarie. For med de rigtige spiller kan alle scenarier være rigtig rigtig gode, men her var det spillernes opfattelse at scenariets kvaliteter også ville havde brændt igennem, hvis det skulle udsættes for en mindre heldig spilgruppe. Men som heller ikke låser spillerne i forhold til hvor højt op en spiloplevelse kan komme. En helt velfortjent pris.
Det var en god og sjov oplevelse for mig, at prøve noget andet. Selvfølgelig kan man ikke bruge denne metode på Fastaval, men jeg tror der er noget her. Det tager mere tid end karakter afgivelse, men bringer også mere refleksive diskussioner, både på holdene og på talsmandsmødet. Eller det var i alle fald mit indtryk og jeg tror faktisk det er her en publikumspris kommer til sin ret.
Som afsluttende bemærkninger kan jeg sige, at det også var Superheros2 der vandt ”liret layout prisen”. Die Faunenberg – et satyrspil vandt ”rock ’n roll prisen”. Både tillykke til Kristoffer og Sebastian for blink blink og tillykke til Martin for rock’ner.
Både Munkholt og Sanne har diskuteret publikumspriser (Munkholt link og Sanne link).
PavePrisen lyder som en rigtigt spændende måde at uddele en pris på. Men egentlig havde det vel været mere gennemført, hvis den endelige beslutning ikke var faldet tilbage på dig og Lars.
Ja, helt sikkert.
Men demokratiseringer er aldrig helt lette.
Det var et sjovt ris imod noget der kunne blive til et sprog til bedømmelse af rollespil. Men jeg tror helt sikkert der er noget her.
Jeg var en af de spillere, der var med til diskussionen i rummet (iøvrigt som repræsentant for Superheroes 2). For mig at se nåede vi til sidst til et punkt hvor det var svært at lave yderligere fælles beslutninger. Undervejs var feltet blevet snævret mere og mere ind, efterhånden som scenarier blev debatteret. De første røg hurtigt ud, fordi spilgruppen ikke havde kørt så godt, derefter røg der et par stykker på andre kriterier. Til sidst var der fire scenarier på tavlen, og derfra ville det have været svært at nå til enighed. Som spillere, der ikke har spillet de andre scenarier mangler man forudsætninger for sin udvælgelse. Hvad bør belønnes? I sidste ende tror jeg at argumentet om at Superheroes 2 ikke kræver gode spillere for at blive godt, men samtidig giver disse plads til at udfolde sig og sparke scenariet endnu højere op kunne være blevet afgørende, hvis vi havde fortsat debatten. For at fremskynde processen (duften af grillmad var allerede ved at brede sig på det tidspunkt) valgte vi at overlade det til de to dommere, der havde læst alle scenarierne og i dette tilfælde endnu vigtigere: havde lyttet til alle beretningerne. Det gjorde også, at der måske var lidt mere spænding blandt deltagerne.
Alt i alt synes jeg det er et spændende tiltag, men med mange udfordringer…
Skulle oplevelser med scenariet fra anden sammenhæng end Orkon (typisk Fastaval) tælles med? Det valgte vi undervejs, at det ikke skulle.
I rummet var der stort set kun spillere, der havde været med til flere af scenarierne (men kun repræsenterede ét). Skulle repræsentanternes holdning tælle for mere end dem, der var der med et andet scenarie? Konkret var der et problem, hvor en af represæntanterne var meget positiv overfor et scenarie, mens de to andre der havde spillet det var en del mindre begejstrede. Selvfølgelig skal repræsentanten varetage hele gruppens meninger, men her følte den pågældende person at der kom kritik frem, der ikke havde været fremme i evalueringen, og vedkommende virkede til at føle sig lidt “underløbet”. I hvor mange andre grupper har der siddet “stille kritiske” som så ikke var i rummet til at lufte deres mening?
Det er under alle omstændigheder spændende, og det kunne sagtens prøves igen. Jeg ville foreslå at dommerne næste gang laver en kort, skriftlig præsentation af idéen til spilgruppen, eller noget i den retning. Evt. kunne man også lave en række “mulige kriterier” som repræsentanterne undervejs kunne stemme om rækkefølgen af. Er det vigtigst at scenariet har et højt bundniveau? Eller et højt loft? En fed historie? Mange overordnet set velfungerende hold? Det kunne måske gøre at man lettere til sidst kunne komme til enighed om et scenarie.
Tak, for din beskrivelse Anders – jeg er helt enig 😀
Det ville også være rart på forhånd at vide, om det var scenariet (det skrevne) eller spiloplevelsen, der skulle bedømmes. Det stod ikke helt klart for os, og ikke mindst i et spillederløst scenarie er det temmelig relevant 😉
I øvrigt vil jeg godt lige dementere udtalelsen om, at alle scenarier kan blive rigtig, rigtig gode med de rigtige spillere: NEJ. Nogle scenarier er bare så ringe, at de ikke *kan* give rigtig, rigtig gode oplevelser.
Jeg har et meget konkret eksempel, men skal naturligvis nok lade være med at hænge nogen ud offentligt.
Nå, men tilbage til det egentlige emne: Det, at vi som spillere var tvunget til at finde frem til nogle gode og dårlige sider ved scenariet synes jeg gav en rigtig god evaluering – i modsætning til det sædvanlige, hvor et par løse, overordnede bemærkninger hurtigt glider over i detaljediskussion og anekdotefortælling.
Hey 😀
For det første tror jeg, at man kan rede alle scenarier. Nogle gange er man bare nødt til at opgive scenariet undervejs:D Nogle gange er det bedre blot at spille ludo, fordi det ville være for svært at rede. Men alle scenarier har en ide eller et tema og det kan man i det mindste få noget godt ud af.
Men nok om det. DU har også ret 😀
For det andet så kan jeg godt forstå jeres frustrationer over den der uklarhed iforhold til det skrevne og spiloplevelsen. Sandheden er nok at vi ikke havde tænkt på det. Jeg overvejede også at skrive det i min rapport, men jeg synes også det var fint vi fik det diskuteret inde i lokalet og I gjorde. Det var måske lidt synd at vi ikke diskuterede om hvor meget det skrevne betyder for et scenarie. Jeg har ikke nødvendigvis alle svarende 😀
I jeres scenarie er det vel, ved nærmere eftertankte, en vigtig del af spiloplevelsen. Netop fordi en så stor del af spillet går med at læse.
Jeg kan huske for nogle år siden, dengang publikumsprisen på Fastaval var resultat af én karakter per hold. Grunden til at jeg dengang argumenterede stærkt for individuel karaktergivning, var at jeg ofte så at det kun var nogle deltagere på et hold der reelt satte karakteren. Nemlig dem der igennem scenariet havde opnået størst autoritet i spilgruppen og dem der talte højest. På næsten alle hold var der for det meste én eller to personer som bare niggede og smilte. Enten fordi de var konfliktsky, fordi de ikke gad diskussionen eller fordi de bare var uinteresserede i processen. Pointen er at de karakterer man nåede frem til sjældent var repræsentive. Og jeg tror lidt den samme fare lurer i pavemodellen. For hvem var det fra hvert hold, der dukkede op som repræsentant. Var det ham der brændte for scenariet og ville gøre alt for at det skulle vinde? Ham der hadede det og ønskede at snakke om hans had? Eller bare ham der trak det korteste strå?
Jeg siger ikke at individuel karaktergivning har været en udpræget succes på Fastaval. Karakterene er mere repræsentative, ja. Men forsvundet er lidt de diskutioner man havde i klasselokalet efter endt scenarie.
Måske ligger den bedste metode i at kombinere det på en eller anden måde. Altså både en individuel karakter og en conclave beslutning. Det er måske dog lidt vel meget postyr i den retfærdige vurderings navn…
Min pointe er nok at diskussionen mellem spillerne af et scenarie og god feedback til forfatteren er vigtigere end retfærdighed omkring priser. Eller det synes jeg. Derudover er der jo også masser af problemer omkring karakter – en af de spillertalsmænd (m/k) der argumenterne mest for et scenarie på orken sagde også at han ville give det 9 i karakter. Det var klart at se for mig at hans definition på et 9tal var et andet end den man har når man har gået på et humanistisk studie i Århus som mig 😀
Ligesom jeg en gang har givet et scenarie 8, fordi det var et godt scenarie, men jeg også synes det havde nogle problemer. I dag ville jeg måske gi’ det 10 af samme grund. Men jeg får også højere karakter i skolen nu end den gang. Så det er jo ikke fordi karakter er helt cool. Det er blevet bedre med de der smilede ansigter – men ikke helt godt nok, endnu.
Pingback: SortForsyning » Blog Archive » [2006] Coner