Noget af det fedeste, jeg har været med til, var engang mig og min ven Anders T blaffe hjem fra Langå. Vi havde været nede og besøge dansk rollespils smukkeste mand og spille noget vampire eller noget. Det var før han blev dansk rollespils smukkest mand – dengang var det bare Ask og vi var stadigvæk håbefulde ynglinge. Så håbefulde at mig og Anders var kommet til Randers og prøvede at blaffe ved motorvejen imod Aalborg om aftenen. Som jeg husker det prøvede vi i ret lang tid og der kom ingen biler der ville tag os op. Så vi gik tilbage og købte to togbilletter til Aalborg. Men da billetterne holdte hele natten og den stadigvæk var ung, valgte vi at gå ud og se på Randers. For i Randers havde ingen af os været før. På et tidspunkt er vi på vej tilbage imod stationen og der ser jeg nogle brikker i et vindue. Det er små papbrikker og jeg synes at havde set nogle sådan i TRoA engang. Det er simpelhed Randers’ rollespilsklub Ametyst vi er kommet forbi og vi går ind. Her møder vi Danni Börm og venner. Vi købte en pizza for vores sidste penge og spiller Thomas’ Welshbury Brook med dem. Det var rocker. Jeg tror ikke det var den store rollespilsoplevelse som rollespil. Men hele situationen var fantastisk. Jeg husker jeg lærte meget af det spilgang. Kan ikke huske min karakter eller noget. Kan sådan ca. huske historien. Men vil altid huske situationen – den var smuk.

Næste morgen tog mig og Anders hjem. Efter vi havde overtalt en billetdame om, at vi altså godt måtte bytte vores billetter til denne dagen efter de enlig var købt til. Det var en god dag.

Hvis der er nogle pointe er det vel noget om, at det ikke altid er selve oplevelsen der er vigtig når vi spiller rollespil.
Det synes jeg godt man kan huske når man diskutere opdagelse af spiller. Men læs den ovenstående post om det emne.