Dette er en 90’er Vampire julekalender.

Dengang Brenda levede, var det ligesom om at hun levede meget mere end alle andre. Følte mere og alt for meget – eller det var i alle fald det hun fortalte sig selv og alle dem der gad at høre det. Ynk.

Choose Life. Choose a job. Choose a career. Choose a family. Choose a fucking big television, choose washing machines, cars, compact disc players and electrical tin openers. Choose good health, low cholesterol, and dental insurance. Choose fixed interest mortgage repayments. Choose a starter home. Choose your friends. Choose leisurewear and matching luggage. Choose a three-piece suit on hire purchase in a range of fucking fabrics. Choose DIY and wondering who the fuck you are on Sunday morning. Choose sitting on that couch watching mind-numbing, spirit-crushing game shows, stuffing fucking junk food into your mouth. Choose rotting away at the end of it all, pissing your last in a miserable home, nothing more than an embarrassment to the selfish, fucked up brats you spawned to replace yourselves. Choose your future. Choose life… But why would I want to do a thing like that? I chose not to choose life. I chose somethin’ else. And the reasons? There are no reasons. Who needs reasons when you’ve got heroin?

Der var alle mulige grunde til at Branda skulle holde sig fra stoffer: En fin barndom i en forstad til Chicago, hvor Brandas mor måske drak lidt for meget i weekenden, men ikke så meget mere end hvad naboerne gjorde. En far der arbejdede lidt meget, men på anden side gjorde faderens overarbejde at de ikke manglende noget økonomisk. En stille og rolig barndom, hvis det ikke var fordi hun var så forbandet sensitiv. Hvis andre var kede af det, var det ligesom at blive ramt af en hammer for Brands. Samtidig var der alle de ting man kunne bekymrer sig for: regnskoven, havene og atomkraft.

Al det forsvandt i rusen, som man kunne gemme sig i. Først var det pot og hash med seje Kelly på skolens pige-WC, senere piller og svampe i varme lange weekender, for til slut at ende i et voldsomt og ukontrollabelt heroinmisbrug i grumme nedslidte lejligheder inde i Chicago. Hvordan og hvad der gik galt har Branda ofte overvejet sidenhen. På et lille år gik hun fra at være et barn, der røg pot i ny og næ til at være stiknarkoman, der halvvejs boede på gaden. Når hun tog stofferne mærkede hun ikke den der forbandende verden så meget og hvis hun bare kunne holde det til pot og hash, men især heroin var ligesom en varm og tryg dyne, som man kunne gemme sig i. Det var det de der stoffer kunne.

Det aktive ord her er: “Kunne” – for efter Vampyren Jackie embracede Branda, så virker stofferne ikke så godt mere. Vampyrblodet kæmper imod opioidet i heroinen og selvom hun kan mærke et eller andet, så lægger stoffet ikke længere en dyne henover verden når hun tager det. Og når hun ikke har taget stoffer, så mærker hun andre – både dødelige og andre vampyrer – endnu mere end hun gjorde før hendes embrace. Branda bad ellers selv om at blive embracet. Bad om at det smerten og misbruget skulle stoppe, men nu som Salubri-vampyr er hun ligeså menneskelig end før hun begyndte på stoffer. At være vampyr sucks.

Dette er en 90’er Vampire julekalender.

Siden Caspers farfar, der var socialdemokratisk systemkritiker, flygtede fra Nazityskland har Wackerhausen-familienavnet været en fast del af den amerikanske akademika. Med to farbrødre, en faster og begge forældre som lektorer og forskere på ledende universiteter var der lagt i ovnen til at også Casper skulle gå denne vej. Heldigvis faldt det akademiske ham let, han blev optaget på University of Pittsburgh, hvor hans faster Anna var en førende antropolog. Det var især indenfor filosofi og samfundsvidenskaberne Casper fandt sin interesse.

Derrida

Først var han meget begejstret for Frankfurterskolen og her især for Jürgen Habermas’ Strukturwandel der Öffentlichkeit, som han både læste i den forholdsvis nye engelske oversættelse og senere på tysk. For rigtigt at forstå Habermas’ begreb om universalpragmatik, dykkede Casper et semester ned i Immanuel Kants filosofi og tysk idealisme, men kom også omkring moderne angelsaksisk sprogfilosofi. Midt i en parallellæsning af Ludwig Wittgenstein og Martin Heidegger støtte han ved et tilfælde på Jacques Derridas poststrukturalisme. Der var Casper solgt og med et opgav han alle andre filosofiske metoder end dekonstruktion.

Linda

Til en øvelsesrække med en dekonstruktivistisk læsning af Karl Marx’ Das Kapital mødte Casper Linda. Linda kom ikke fra en akademisk baggrund, hendes forældre var faglærte arbejdere, der gerne ville give deres datter en lettere tilværelse end de havde haft. Fra hendes baggrund kendte hun til udfordringerne ved globalisering og det gradvis mere usikre arbejdsmarked. Selvom de aldrig blev rigtig fik taget springet, så var det tydeligt at de begge unge var interesseret i hinanden. Men hver gang de mødtes endte de med at diskuterer politik og filosofi – der var altid også mange andre omkring dem.

Da Casper erfarede at Linda ville deltage i WTO protesten i Seattle, så han den begivenhed som sin store chance. Hvad ville være mere romantisk end et stævnemøde midt i en brændende by? Casper tog derfor til Seattle i slutnovember 1999 for at protester imod den urimelige globale kapitalisme og hooke up med Linda. De havde aftalt at mødes om mandagen, aftenen før de store demonstrationer, på en starbucks i indre Seattle, men Casper nåede aldrig frem.

Pander

Casper regner med at Joseph Pander var i byen pga. protesterne, men hvorfor grundlæggeren af Pander-blodlinen valgte at embrace ham ved han ikke. Det eneste han ved er at han løb rundt som en gal hund og gjorde unævnelige ting i nætterne efter embracen. Ting som han efterfølgende har lovet sig selv aldrig at gøre igen. Da han kom til sig selv igen var Pander taget videre. Efter en række nætter med angst og neonate-forvirring kom det omrejsende pack Soap Bomb igennem Seattle og tog Casper med til Winnipig, Canada.

Efter dannelsesrejser til både Toronto og Montréal, sidder han nu lidt udenfor Winnipig og skriver på en biografi om sin sire og sect: Joseph Pander – Deconstructing the Code of Milan.

Jackson var 65 år og havde boet hele sit liv i Geneva, New York, da han mødte Yves og sin skæbne. Det var en sen december aften, over på kirkegården, hvor Jackson var graver. Han skulle gå kirkegården igennem en sidste gang og midt i det hele stod han bare der på stien.

Yves lignede det han var: En levede død. Kroppen var gået i opløsning og der var ikke længere et genkendeligt ansigt tilbage. Jackson var for gammel og for vant til døde til at være bange. I flere år havde han gået og talt med de døde. Både hans kone der lå her på denne kirkegård, men også fremmede sjæle. Måske var det bare noget han forestillede sig når de svarede, men de var gode til at komme med råd og sætte tingene op på måder, som Jackson ikke lige havde tænkt på.

Jacksons egne tanker er mere sådan ”lige ud af landevejen”-artige. Hvis et job skal gøres, så gør man det. Ikke så meget omtanke eller snak – bare finde det rigtige stykke håndtøj også ellers i gang. Jackson har altid været god med værktøj.

Den december aften snakkede Yves og Jackson i lang tid. Det var hyggeligt og rart. Yves hørte på Jacksons historie. Yves var den første, udover de døde på kirkegården, den havde lyttet til Jackson i lang tid. Der var overraskende meget at fortælle om livet som graver, byen og de døde. De snakkede næsten indtil solen stod op. Aftenen efter var Yves der igen og de snakkede videre. Jackson var ikke færdig med at fortælle før der i alt var gået to nætter.

På tredje natten var det Yves’ tur til at fortælle. Han fortalte om caribien, om loa-guderne, om Baronen, om vampyrer og om Yves’ rolle i denne verden af mørke. Yves ordrede folk, dræbte udøde som ikke længere skulle gå iblandt de levede. Allerede her nævnte han de forbandende Giovannis. Nogen gange fik Yves betaling, men andre gange handlende det om at rydde ud i de falske åndemagere, ligesom Jackson rydde i ukrudtet på kirkegården om sommeren. Det lød alt sammen så rigtigt og fornuftigt.

Få timer før solopgang gav Yves Jackson valget og Jackson valgte at lade sig embrace. At følge Yves på hans mission også var det gjordt. Jackson var død, en vampyr og natten efter vendte de deres næsestumper imod Houston, Texas.

Det er nat og Rachel er lige vågnet. Hun tager ikke tøj på, men går fra direkte sit soveværelse over til spejlrummet, der ligger lidt længere nede af gangen. Hun sætter fodspor af jord, fra sin hjemegn, på det hvid malede trægulv i den lange gang. Det må hun feje op senere.

Det er ikke til at gennemskue Rachels alder. Hun har altid set meget yngre ud end hun er, end hun var. Når man stopper med at spise som teenalder, så stopper ens naturlige udvikling også. Da hun boede hjemme, da hun var levede, forstod hendes forældre aldrig hvad hun havde gang i. Hun forstod det heller ikke helt selv dengang.

Først troede de bare at hun blev mere og mere kræsen. De var bekymret, men slog det hen.

Det var først efter et stykke tid, de begyndte at tage det alvorligt. Så kommer der et hav af samtaler, nogen bekymret og sårbare, men også nogen med råb og skrig. Derefter kom psykologsamtalerne og senere indlæggelserne. Psykologerne forstod det heller aldrig. De troede det handlende at alle mulige andre ting. Symptomer på et dybere psykologisk problem eller et forsøg på at få kontrol og magt.

Men det handlende aldrig om kontrol for Rachel. Det handlende om skønhed, som er meget mere magtfuld end simpel kontrol. Skønhed er en universel størrelse og større end livet – større ulivet for den sags skyld.

Det skønneste skønne er smukke tynde høje retvinklede hvide menneskekroppe. Skønne monstre. Rachel kunne kun nå så lang som dødelig, men her som udø kan hun med sin sire Ross’ hjælp nå uanede højder. Hun kigger sig i spejlet. 2 meter høj, umenneskelige tynd om livet, lange ben, lange arme, en spis brystkasse, et langt benet ansigtet med små fine horn. Udover denne krop er symmetrisk fordelt bone spiks. Hvis bare hendes forældre kunne se hende nu eller endnu bedre når de er helt færdige.

De er der ikke endnu, hendes sire og hende, men de er godt på vej.

Lige siden Ross embracede Rachel har han været er fanget i hendes fantasi. Klansygdom Vicissitude er vokset og udviklet sig i ham parallelt med arbejdet med Rachels krop. Han ved det er en blindgyde, som de ikke kan komme ud af igen. Den ældstes meningsløse hævn. Ross ved det ikke kommer til at gå godt og alligevel kan de ikke holde op. Nu håber han mest af alt på et Camarilla, der kan sætte en stopper for det hele. 

De sidder på et støvet bagkontor i Independence, Missouri og venter på en fyrste. Det har Xena og hendes sire Leon gjort mange gange før, bare i andre byer og andre fyrster. Som dødelig var Xena først soldat og med i Golfkrigen, derefter indkøber i en varehus. Da hun først blev introduceret for hendes klans historie efter hendes embrace, tænkte hun at det var fordi hun var soldat at hun var blevet udvalgt. Det var det ikke.

Fyrsten, en høj kvinde, Ventrue ved navn Franka Simpson, kommer ind. It’s on.

Det var nu ikke fordi Xena så særlig meget action under krigen. Hun sat ligesom så mange andre og ventede ude i ørken når hun ikke lige kørte og planlagde forsyningsruter. Enkle slag vindes måske med teknik, men krige vindes med logistik. Forsyningsruterne i ørken var en form for grundtræning der gjorde at hun kunne få et job som indkøber i et lokal varehus, da hun kom hjem.

De giver ikke Fyrsten hånd, men hilser formelt. Leon lærte hende hurtigt at man ikke giver hånd. Det er for farligt, hvorfor ved Xena endnu ikke helt.

Det var på en bar i nærheden af varehuset, hvor Leon passede hende op. Han havde holdt øje med hende i et stykke tid forstod hun, senere.

Xena åbner sin Micron laptop, som hurtigt starter op med en svag summen. Leon rømmer sig.

De første mange måneder efter hendes embrace blev hun trænet i kampsport, knivkamp og assamite historie. Xena kunne mærke hvordan hun langsomt blev bedre og bedre, farligere og farligere. Kampsport var vigtigt, for selvom hverken hun eller Leon selv skal udfører de opgaver de forhandler, så er det alligevel vigtigt at de kan forsvare sig selv. Xena og Leons funktion i klanen er vigtigere end de enkle snigmord.

Leon starter med at spørge om det er rigtigt forstået at Fyrsten har tre problemer, som hun ønsker hjælp med. Fyrsten nikker. Xena finder spreadsheetet med klanens lejemorderressourcer frem. Umiddelbart virker det til at de kan klare det med to agenter, hvis de planlægger og optimerer på mord og rejsetider. Xena smiler – mord og rejsetider kunne ligeså godt være sko og vareruter, men det er det ikke. Imens klare Leon og Fyrsten resten af forhandlingerne. De nikker og lader Fyrsten forlade rummet først.