Der kom ikke meget scenarie ud af mit Thyophold, men der kom mere orden i Johs’ hoved.
Jeg har det godt sådan rigtigt, for første gang i år 2006 – måske er jeg lykkelig. Nu skal jeg blot bruge denne lykke til at producer et scenarie. Værket er alt der står tilbage når vi er væk.
Jeg tegner stam også… ligefor tiden har jeg brugt mine få evner på nogle spilpersoner til Troles’ KI23. Jeg ville gerne ligge det op, men jeg skal lige snakke med T om det først. Det er lidt hans tegninger – derudover er jeg ikke helt tilfreds med dem. Men jeg er begyndt at arbejde med blæk, hvilket ikke er så let som man skulle tro. Og nu har jeg glemt mit blæk i Aalborg, så jeg skal købe noget nyt.
Når blækket er købt skal jeg tegne noget til Dobbelt A, det er vist min opgave i denne omgang. Måske bliver der også tid til at lave en lille (bi)scene til scenariet, men Sort/Hvid er mit hovedområde for tiden. Scenen skulle ellers foregår i min hjemforstad Gug, oppe ved gravhøjen ad – lige ovenfor bofællesskabet. Det bliver noget med hippier og hip hopper – og måske lidt en gentagelse af sidste års 1000frydsscene. Det bliver rocker nok, men nu skal der først tegnes en masse.
– Hvis der er nogle der ved om hvilken blæk eller stifter der er gode at bruge, så skrive det.
Som det fremgår af overskriften, så startede mit år med feber og sygdom. Jeg er kommet ud på den anden side og verden er så småt holdt op med at dreje rundt igen. Den onde feberdæmon har spist min eksamen og sygeeksamen ligger selvfølgelig lige oveni den periode jeg har afsat til at skrive scenarie i. Så jeg har gjort det eneste fornuftige, valgt rollespil frem for årsværk.
Det betyder lidt at jeg vil være i konstant eksamen i hele næste semester, men da mit mål for dette semester var at lærer at skrive rigtig gode akademiske ting og sager, er det måske ikke helt så galt som det lyder. Håber bare ikke det går alt for meget udover min læsning, men ellers har jeg måske også læst nok.
Så starten er gået, jeg arbejder non-stop på scenarie indtil den 15.02 (det er der vores dødlinje ligger, ikke?). Kun afbrudt af en flytning op af bakken til universitetsparken (jeps, jeg er en nomade), en lille fest for mine lillesøstre der kommer hjem fra Australien (Stinne har taget et semester dernede og efter Karen tog derned i November har de rest rundt sammen siden – og ja de er fucking lækker) og noget af den der uforudsete druk der dukker op i ny & næ (Hey, jeg skal bo på kollegium).
Men følg med for nu går det amok i poster om scenariet eller også kommer jeg til at holde kortende tæt ind på kroppen, ved det ikke selv helt endnu.
Derudover arbejder jeg på at skære ned på smøgerne og parenteserne…
Ok, der var meget om skolen i denne post, men hey jeg har tilmeldt mig et seminar om Story Telling – det er ved lidt rollespilsagtigt, he?
”Det mest betydningsfulde scenarie for mig, har været Olav Junker Kjærs Maskefald”
Siger Jakob imens vi står og ryger, udenfor Lars’ nye landsted.
2 uger efter tager jeg mig sammen og køber det af Munkholt, der har det til salg på sin blog.
Her til formiddag får postbudet presset brevet med scenariet forbi den maler der står lige udenfor døren til min lejlighed. Nogle få timer lader jeg Rancières kunstneriske regimer være Rancières kunstneriske regimer og læser Maskefald i stedet for.
Martin Svendsen kiggede forbi her i går. Han er flyttet tilbage til betonen, så man kommer jo til at savne den komplekse størrelse han er. Vi drak kaffe og snakke om mit scenarie ”sort/hvid” og spiltesten af samme.
Selvfølgelig kunne Martin ikke lide min ide, men det er der som sådan ikke noget nyt i. Noget af det fede ved at snakke med Martin om mine ideer er, at han altid er kritisk overfor mine akademikersmarte ideer. Martin er fra den gamle skole, men det var først i går jeg rigtig forstod, hvad det er han synes mine ideer mangler. Det er åbenbart begær!
Som den neodeleuzeianer* jeg er, så var jeg straks på. Men her kommer Martin forståelse af Det Gode Scenarie, selvfølgelig videregivet igennem og misforstået af mig.
Det handler om at vække spillerens begær! Det gode scenarie virker, fordi spillerne begærer scenariet, vil scenariet. Derfor er metaforen ”kneppe spillerne” måske heller ikke så meget ved siden af. Eller som Martin beskrev det med en analogi:
”Så er det heller ikke svært, at få en forelsket pige til at få en orgasme. Det handler om at få hende til at blive forelsket, hvilket er ret svært.”
Udover Martin med dette citat, netop viser at han aldrig har været i seng med mig, så har han fat i noget her. Siger de fx ikke at hjernen er vores største kønsorgan? Men forskellige folk tænder på forskellige ting og sager. Sådan er det også med rollespiller, det er der også lavet en masse modeller over. Men hvordan sælger man et scenarie til en folk spiller? En måde kan være at lave interessante spilpersoner – som de kan leve sig ind i, en anden måde er at lave en god historie. Martin synes interaktionen er vigtigt i scenariet, at han ved det ikke blot er min historie han fortæller, men også virker ind på denne historie og gør den i hans valg. Andre kan forblindes i skønheden i historien, men dem har jeg ikke det store problem med, for ”sort/hvid” er som fortælling rocker smuk.
Men er også på nogle måder meget lineær. Faktisk et klassisk modne fastavalscenarie, med en god fortælling og et afsluttende etisk valg. Normalt ville jeg kunne få de spiller der ikke er rocker glade for lineære scenarier med, på en eller anden indlevelse i deres spilperson, men jeg bruger ydermere bipersonsrollespil i scenariet – så der hopper de måske af. Det eneste jeg så har tilbage er selve fortællingen, mit princip om at spillerne også har et ansvar over fortællingen. Nu er der ligeså mange pædagogbørn på fastaval, som andre steder, så ansvar er ikke noget der sælger særlig godt. Ifl. Martin er jeg altså fucket;).
Nu har jeg ikke tænkt mig at opgive ”sort/hvid”, men jeg skal finde en måde, at bygge det der begær ind i scenariet. Det jeg kom frem til var, at give lidt slip på handlingsforløbet – give spillerne mere magt over udfald. Det jeg i den tidligere post har kaldt åbne scener. Derudover tror jeg det også er vigtigt, at vise spillerne at der er noget på spil – når de spiller deres hovedpersoner. Der skal de være stjerner! Det bliver vigtigt at vise dem, at bipersonsscenerne er til for, at de kan bygge deres spilpersoner nok op til det afsluttende valg bliver vederhæftigt for deres spilpersoner og for spillerne.
Det er også derfor jeg har valgt en meget skematisk struktur, så spillerne genkende den og spille op imod den… Gøre den fortælling strukturen giver til deres egen. Jeg ved ikke om andre kan bruge disse betragtninger til noget, men jeg lærte meget af min samtale med Martin.
*) Som så mange andre efter Empires udgivelse, læser jeg Deleuze gennem dette værk af Hard & Negri, derfor ”neo” delen.