Tag-arkiv: Lexicon

Kom og spil Lexicon

Kan du huske Lexicon? Det var et online “play by wiki”-rollespil, der blev opfundet af Neel Krishnaswami i 2003. Spillerne påtager sig rollerne som fiktive forskere, der sammen skriver en encyklopædi om en opdigtet verden eller historisk begivenhed.

Spillet foregår typisk online ved hjælp af wiki-software, hvor hver deltager skriver artikler i et leksikonformat.

Spillet kort fortalt: Man er et hold forskere, der i fællesskab forfatter en encyklopædi om en fiktiv verden, begivenhed eller epoke. Spillet foregår i runder, hvor hver deltager skriver artikler under bestemte bogstaver og henviser til artikler, som endnu ikke eksisterer – men som andre (eller en selv) skal skrive i kommende runder.

Det er worldbuilding, sproglig leg og idéudvikling.

For små 19 år siden (altså i 2006) forsøgte jeg at spille det, men jeg følte ikke, at der var klarhed nok om reglerne, og det løb ret meget ud i sandet (hvilket faktisk passede meget godt, da settingen for det var en slags fantasy-Tusind og én Nat).

Via AI-søgeværktøjer har jeg fundet en arkiveret hjemmeside, hvor Krishnaswami beskriver sit spil: : Lexicon: An RPG (arkiveret version)

Min drøm

Jeg kunne godt tænke mig at spille det igen (og denne gang lykkes det), og jeg tror, at man skal være skarp på nogle ting her:

  • Man skal have en stærk rammefortælling. Jeg er i gang med at læse Ask Katzeffs Befri Fremtiden, som handler om Center for Militant Futurologis drømme og fremmaneringer af en utopisk, mystisk og helt igennem fantastisk fremtidsudgave af Svendborg og opland. Det er en awesome rammefortælling, men mindre kan også gøre det.
  • Hold hver artikel under 200 ord. Det er simpelthen key for at få et interessant værk.
  • Overhold tidsfrister. Et bogstav om ugen? Et hver tredje dag? Jeg er ligeglad med, hvad vi aftaler – men hvis man misser en deadline, er man ude.
  • Overhold resten af reglerne, som Krishnaswami beskriver dem – herunder, men ikke kun: “you need to make three citations”, “It’s an academic sin to cite yourself” og “So if you cite an entry, you have to treat its factual content as true!”
  • Ens forfatterstemme har et navn, en personlighed og en agenda. Det er et rollespil, og udover at digte en fantastisk setting frem, så er forfatterne til værket (dem man spiller) ægte mennesker med personlighed, perspektiver og politiske holdninger, der skinner igennem.

Lad os sætte det op!

Jeg er fleksibel med tidsfrister, men tænker, at et tredags-rul er meget passende. Jeg har flere idéer til sjove rammer, men er også frisk på andres. Og jeg er ret ligeglad med, om man sætter det op i Google Docs, en wiki eller Obsidian.