Da jeg startede med at spille rollespil på conner valgte jeg ofte scenarier i blinde. Den gang var vi mening ikke så gode til at skrive foromtaler og jeg vidste ikke hvem de forskellige scenarieforfattere var, så nogen gange valgte jeg et scenarie ud fra rollespilssystem, nogen gange ud fra genre, nogen gange ud fra titel eller en særlig sej formulering i foromtalen. Hvis jeg var en førstegangsdeltager på Fastavl i dag ville mit scenarievalg ikke være på samme måde i blinde.
En af det helt store discipliner indenfor Fastavaltraditionen af scenarieskrivning er at skrive gode foromtaler. Det har i (alt for) lang tid været en generel holdning at en foromtale skal ikke bare give potentielle spillere lyst til at spille ens scenarie – næ, det skal give de ”rigtige” spillere lyst til ens scenarie. En foromtale skal kommunikerer hvad scenariet går ud på, det skal skabe baggrund for en forventningsafstemme mellem spillerne og den rollespilsoplevelse de går ind til. Ideen er vel at man på den måde som spiller er bedre klædt på til den kommende rollespilsoplevelse, de kan simpelthen forberede sig mentalt og samtidig håber man at spillere der ikke magter et bestemt type scenarie bliver væk.
Igennem god kommunikation vinder alle. Men hvad vinder vi – udover de ovenstående (tydeligvis) dejlige ting? Jo, spillerne får lov til at blive cementeret i deres egne spilpræferencer og rollespilsforfatterne kan fralægge sig ansvaret når de skriver uelegante grænseoverskridende scenarier. Ideen om forventningsafstemning igennem kommunikation bygger på en forestille om spilleren som et rationalt individ der kan tage vare på sine egne valg såfremt hun blot får nok informationer. Det er en populær forestilling, som også er motoren i forestillingen om ”den politiske forbruger”. Det er selvfølgelig ikke en usympatisk forestilling, men den er så stor en del af selvforståelse i vor moderne livsførelse at den er næsten umulig at argumentere imod og på måde bliver diskursiv totalitær. Alene af den grund bør man udfordre den.
Jeg mener foromtalerne ikke skal være varedeklarationer. Da jeg mener det bliver for let som forfatter og som spilleder at aflægge sig ansvaret for den rollespilsoplevelse man skaber. Man fremelsker en kultur, hvor det er vigtigere at tage ansvar for en selv end for andre. Det er en angreb på kollektivtet og det er synd. Derudover mener jeg der er noget helt unikt i situationen, hvor man som spiller står i et spillokale og faktisk ikke ved særlig meget om den oplevelse man skal til at lave sammen med resten af gruppen. Det er en form for overgivelse, der i sin uvidende udgangspunkt, er højstemt romantisk og røvsmuk. Det er farligt og fremmed, men med et ansvarligt miljø kan vi også gøre det til en tryg og stræk oplevelse.