Det er nat og Rachel er lige vågnet. Hun tager ikke tøj på, men går fra direkte sit soveværelse over til spejlrummet, der ligger lidt længere nede af gangen. Hun sætter fodspor af jord, fra sin hjemegn, på det hvid malede trægulv i den lange gang. Det må hun feje op senere.

Det er ikke til at gennemskue Rachels alder. Hun har altid set meget yngre ud end hun er, end hun var. Når man stopper med at spise som teenalder, så stopper ens naturlige udvikling også. Da hun boede hjemme, da hun var levede, forstod hendes forældre aldrig hvad hun havde gang i. Hun forstod det heller ikke helt selv dengang.

Først troede de bare at hun blev mere og mere kræsen. De var bekymret, men slog det hen.

Det var først efter et stykke tid, de begyndte at tage det alvorligt. Så kommer der et hav af samtaler, nogen bekymret og sårbare, men også nogen med råb og skrig. Derefter kom psykologsamtalerne og senere indlæggelserne. Psykologerne forstod det heller aldrig. De troede det handlende at alle mulige andre ting. Symptomer på et dybere psykologisk problem eller et forsøg på at få kontrol og magt.

Men det handlende aldrig om kontrol for Rachel. Det handlende om skønhed, som er meget mere magtfuld end simpel kontrol. Skønhed er en universel størrelse og større end livet – større ulivet for den sags skyld.

Det skønneste skønne er smukke tynde høje retvinklede hvide menneskekroppe. Skønne monstre. Rachel kunne kun nå så lang som dødelig, men her som udø kan hun med sin sire Ross’ hjælp nå uanede højder. Hun kigger sig i spejlet. 2 meter høj, umenneskelige tynd om livet, lange ben, lange arme, en spis brystkasse, et langt benet ansigtet med små fine horn. Udover denne krop er symmetrisk fordelt bone spiks. Hvis bare hendes forældre kunne se hende nu eller endnu bedre når de er helt færdige.

De er der ikke endnu, hendes sire og hende, men de er godt på vej.

Lige siden Ross embracede Rachel har han været er fanget i hendes fantasi. Klansygdom Vicissitude er vokset og udviklet sig i ham parallelt med arbejdet med Rachels krop. Han ved det er en blindgyde, som de ikke kan komme ud af igen. Den ældstes meningsløse hævn. Ross ved det ikke kommer til at gå godt og alligevel kan de ikke holde op. Nu håber han mest af alt på et Camarilla, der kan sætte en stopper for det hele.