Rollespil er min yndlingshobby. Mit humør er faktisk lidt afhængig om jeg får mit kreative fiks igennem rollespil. Min Vampire-kampange kører godt, men med aflysninger kan der nogen gange godt gå længere mellem spilgangene end jeg ville foretrække.
Heldigvis er mine unger blevet ret store, hvilket (udover en række bekymringer) giver mere fritid, så jeg kan godt spille hver anden onsdag (de ulige uger), hvor jeg ikke spiller vampire.
Der er som altid to udfordringer ift. at starte en ny kampagne op: 1) Man skal finde nogen at spille med, der har lyst og tid og 2) og man skal finde ud af hvad man skal spille.
1) Getting a new clique
Der er to veje og jeg ville synes begge var lige fede: Enten samler jeg en gruppe af dejlige mennesker og er spilleder for dem eller også skal jeg være spiller – evt. i en kampagne, der allerede er i gang. Det er klart nemmest at være spiller – især i en gruppe, der allerede har gang i noget godt.
Det er selvfølgelig synd ikke at være med fra starten, men det er ikke sådan rigtig træls. Der er systemer, verdener og temaer som siger mig mindre end andre, men hvis jeg skulle være spiller, er jeg ret åben. Det eneste som jeg synes er lidt irreterende ville være at skulle spille børn eller en kampagne, hvor man skulle slås hele tiden.
Imens jeg skriver dette, lidt lange indlæg, har jeg sideløbende småsnakket med min Martin og han virker ok interesseret. Så det ender, 7,9,13, med at jeg kører noget for ham og forhåbentlig lidt flere spillere (selvom en gentagende solodate selvfølgelig også kan noget).
2) Dit nye yndlingsspil
Hvis jeg skal være spilleder er jeg lidt mere kritisk ift. hvad vi skal spille. Jeg vil gerne allerede nu i gang med at læse op. Pt. læser jeg i fire forskellige rollespilssystemer og jeg kunne godt tænke mig at fokusere på noget jeg rent faktisk skal spille. Så selvom du måske ikke er interesseret i at spille med mig, så er du velkommen til at skrive hvad du synes at jeg bør spille. #veryblogartigt
Jeg kunne godt tænke mig, at spillede et system som jeg ikke rigtigt har spillet (alt for meget) før. Det udelukker især Vampire og Warhammer. Det må gerne være en god købekampagne eller noget som er let og hurtigt at forberede, så der ikke er alt for meget forberedelsesarbejde.
For selvom jeg synes det er hyggeligt at grave mig ned i det GM-akademiske hul som forberedelse er, så kender jeg også mig selv godt nok til at der er en chance for at jeg ikke får gjort det. Ud fra de overvejelser er mine kandidater:
Forbidden Lands: Raven’s Purge
Forbidden Lands har jeg kun prøvet et testspil af. Det er fra Fria Legan og bruger deres fede Year Zero system. Det har derudover en masse referencer til Drager og Dæmoner, som var det første rollespil jeg spillede og som nok har samme plads hos mig, som forskellige D&D versioner har ved andre.
De har brugt meget af de gamle illustrationer fra DoD. Det er også lidt DoD samme følelse af jordnær fantasy uden alt for meget fjollerier. Det er sat i et postapokalyptisk, hvor et stort og magtfuldt rige gik under og satte en stor landmasse under en natlig magisk(?) giftig tåge, som dræbte alle. Nu er tågen lettet og skattejægere har søgt til de forbudte lande.
Settingen og de racer man spiller er godt forankret i forhistorien med elegante twists, men de er ret klassisk fantasy (især hvis man kender DoD). Man kan spille ting som en ulvemand tyv eller en goblin ulverytter (det vil ikke være mærkeligt at have i samme gruppe, vel?).
Det er hex-crawl og udforskning af ruiner i et mildt sagt politisk ustabilt område. Overlevelse i livmarken er et tema i spillet. Man skal holde ens forsyninger (såsom mad og drikke) og ens våben/værktøj, der kan gå i stykker, ved lige. Udover at rejse rundt er der, klassisk for Fria Legan, regler for at opbygge ens fæstning.
Metafortællingen, som jeg ikke er super godt inde i, regner jeg med handler om hvordan fortidens stormagt gik under og sikkert noget om gammel ondskab i det massive landskab. Jeg regner med at kampagnen Raven’s Purge fortæller den eller noget af den fortælling. Og hvis jeg læser rigtigt på nettet en træls elver. Det er ret meget en sandkasse-kampagne, hvor man kan hygge sig mange timer med at overleve i vildmarken, afsøge ruiner, slås med banditter og opbygge en fæstning.
Symbaroum: Thorne of Thorns
Jeg har ikke spillet eller læst Symbaroum, men follk virker meget glade for det. Det er mørk fantasy med et fortrægt folk “Ambrianerne”, der har bosat ved den dybe dunkle skov Davokar. Inde i Davokar ligger ruinerne fra et gammelt kongerige, nemlig Symbaroum, som spillet er opkaldt efter.
I Symbaroum spiller man skattejægere, der er mest, men ikke kun, ambrianere. Og man trodser Davokars fare – det være sig monstre eller elvere eller ælgammel ondskab – for at berige sig Symbaroums skatte. Samtidig med at Ambrianerne og andre folk omkring Davokar har inddelt sig i forskellige politisk, sociale og religiøse fraktioner, der laver alliancer eller bekriger hinanden. Det er blevet beskrevet som dungeon crawl med en politisk dimension, der godt kan ændre sig til at være et politisk spil med en dungeon crawl dimension.
En ting er sikkert, og det er, at det er en åndssvagt stemningsmættet verden fuld af mørke og dybte. Spillet er udgivet af Fria Legan, men bruger deres klassiske Year Zero system. TIl gengæld bruger spillet et system, hvor spillere slår alle slag og hvor ens grundegenskaber og nogle særlige evner spiller en stor rolle. Der er ikke klasser eller lignende, til spilpersonerne og sin figur bygger dem op ud fra en pointepule. Lækkert.
Efter hvad jeg kan læse mig til på nettet, så handler handler Thorne of Thorns-kampagnen om at lede efter skatte i den farlige Davokar, der bliver mere og mere vred(!), og om det politiske spil i forskellige byer og sådan rundt om skoven. Den er fordelt i tre bøger og er en forholdsvis lang forpligtelse. Den skulle være fuld af mørk stemning – ligesom resten af spillet.
Jeg elsker æstetikken, de politiske fraktioner lyder interessante og grundfortællingen er, hvis ikke videre original, så ret sej. Det er fedt at det kun er spillere som slår terninger og selvom det ikke er min spidskompetence, så er dungoen crawl ok – selvom vi nok ender mere over i det politiske spil med en dungoen crawl dimension.
Coriolis: Mercy of the Icons
Coriolis er et rum sci fi spil. Det er også fra Fria Legan og bruger deres Year Zero system, ligesom Forbidden Lands (og en række af deres andre spil). Coriolis er en kæmpe rumstation, ombygget fra et koloniskib.
Jeg er først lige begyndt at smålæse grundbogen, men som jeg forstår det, så er der noget med hvem, der er ankommet hvornår til denne del af rummet. Dem som tog først afsted fra jorden, kom langt senere frem, altså generationer senere, fordi rumskibsteknologien har ændret sig i mellemtiden og noget med nogle portaler. Det skaber en interessant og naturlig konflikt mellem de først ankomne og de senere ankomne.
Derudover har settingen en mellemøstlig farve og religiøsitet spiller en større rolle end vi ellers ser i sci fi. Det er jeg ret vild med. Man tilbeder ikonerne og ens brug af dem har en spilmekanisk betydning.
Kampagnen Mercy of the Icons er, efter hvad jeg kan læse, ret meget en sandkasse, hvor intriger, rumeventyr og rejser på fremmede planeter er i fokus. Jeg kan godt være lidt bekymret for sandkasse-elementet i kampagnen. Ligesom både Raven’s Pruge (Forbidden Lands) og Thorne of Thorns (Symbaroum), så er det en lang kampagne på tre bøger.
Hvad med noget mere let end tre halvlange købekampagner?
I Vampire spilleder jeg Ventrue Chronicles og vi er nu efter 7 år er vi kun kommet to tredjedele ind i kampagnen. Der har også været en række pauser og store sidefortællinger, men jeg kan godt være bekymret om jeg nogensinde ville nå igennem den ovenstående kampagner inden for en overskuelige fremtid.
Måske er det ok. Jeg ved fra min Vampire-kamapagne at lange kampagner noget helt særligt at deltage i. Ikke nok med at spillet kommer ind under huden på spillerne, så får man også en helt særlig fællesskab omkring kampagnen og hinanden. Det er dog selvfølgelig en væsentlig tidsmæssig investering, hvor der er forholdsvis stor sandsynlighed for at nogen falder fra (resten af livet går jo sin gang osv.).
Mouse Guard, Mage og Pendragon
Alternativt kunne man spille en kortere kampagne. Jeg har ikke lige fundet en sådan, men Mouse Guard har en række små scenarier og jeg er ikke så bekymret for at lave en kampagne til det.
Jeg kunne rigtig godt tænke mig at prøve Mage (igen) eller det gamle Pendragon. Begge to er større sager og investeringer, men jeg tænker at man kunne lave et kort – afsluttet – kampagne i begge, som kommer ind på de væsentlige elementer i de to spil. Mage handler om filosofi og opfylde sit magiske potentiale ved hjælp af sin avatar. Pendragon er en ridderfortælling, så det er noget turneringer, slås med et par kæmper, passe sit domæne og i sidste ende dø godt, så man kan videregive det hele til næste generation.
Skal advare om at Throne of Thorns vist er tænkt som 7 bøger, og der er 5 ude nu. Men de er også ret standalone (jeg har de 3 første). Dungeon crawl er sat i en setting hvor det føles relevant, men der er også meget socialt/intrige spil. Jeg hørte en AP, og kamp led lidt af whiff, men ellers var det fint, og systemet med særlige evner er spændende. Og af de tre synes jeg det er det mest interessante.
Forbidden Lands har jeg også kun spillet en enkelt gang, men det er velfungerende. Og fordelagtigt at man kan gøre kampagnen så stor eller smal som man synes. Jeg er ikke selv så meget til scifi, så Coriolis er meh.
Mouse Guard: yes. Det er ret fedt den smule jeg har prøvet det. Det er en kunst at ramme en skarp tone, men jeg kan lide det. Og omfanget kan let justeres. Mage er det store bæst i åbenbaringen, men jeg tror jeg er nødt til at vente og tro på en helt fantastisk 5e. Derudover er det som Storyteller et spil der let stikker af med tiden. Pendragon er lige udkommet med ny edition som jeg ikke ville være ked af at have på hylden – spillede det “i sin tid” med ret stort held. Som du er inde på, måske bedst som en egentlig ret enkel ide man kan udfolde over en forholdsvis begrænset kampagne (medmindre alle virkelig vil investere i at opbygge det).
(Har ikke lige et skud fra hoften på noget jeg selv gerne vil spille.)
Hvad med Blades in the Dark?
Det er meget prep light, den fedeste setting og det kan virkelig noget med action.
Jeg er også vild med, hvordan systemet egentligt er simpelt, men de trækker så meget dybde ud af det ved anvende de samme mekanikker på forskellige måder. Og så er der gm-værktøjerne position og effect, der klart signalerer overfor spillerne hvor man mener de står
Hej Ryan
Jeg har spillet lidt Blades og kunne godt lide, men synes også at det var lidt svært. Der er mange lag især når man ikke er ude på kup.
Vil helt sikkert vende tilbage til det, men det er lidt for indie ift. hvad jeg drømmer lige nu.
Johs, du skal da se på Pirate Borg.
Det er vi lige begyndt på og det er ret fint til en mini-kampagne.
Derudover købte jeg i sommers en anden kampagne til Forbidden Lands (Bitter Reach) som også ser ret fed ud.
Det lyder sejt med pirater, men jeg tror at vi ender i Throne og Thorns land.