Et sted i Østeuropa i 1190’erne. Chloe læser selvom hun godt ved hun burde sove. Det bliver en hård dag i morgen i køkkenhaven, men nu har det munkekloster, nonneordenen overtog, så fornemt et bibliotek, der bare står ubrugt hen. En sand synd. Også selvom abbedissen ikke mener nonner bør læse filosofi. Chloe vil havde det meste ud af bøgerne inden brødrene fra St. Loukas kommer og tager alle bøgerne.

Derfor sidder hun midt i mørket ved et lille lys i det store forfaldne bibliotek og læser Augustin, Aristoteles, Elxai, Platon, Arnobius, Boethius, Sozomenos mm. Så meget viden og lærdom som ikke vil komme nonneklosteret til gavn blot fordi de er kvinder. Det virker urimeligt. Har kvinder ikke også en udødelig sjæl?

”Jo!” bliver der svaret ud fra mørket. Chloe tabte Aristoteles’ tekst om latterens forløsende virkning, så rullen ruller hen af stengulvet og bliver embraced ind i klan Cappadocian inden teksten rammer en stol og ligger stille.

Derefter rejser hun med hendes sire i hele den kendte verden- and beyond. Da en stor del af hendes klan blev snydt til at følge deres grundlægge ned i graven, gemte Chloe og hendes sire sig i dødsriget. Senere da resten af klanen blev udryddet af deres Giovannighouls, gemte de sig stadigvæk. Her har hun siddet sammen med sin sire og ventet på at der skulle opnå et lille hul i stoffet mellem de døde og de levendes verden. Imens har hun læst Augustin, Aristoteles, Elxai, Platon, Arnobius, Boethius, Sozomenos mm.