Dette er en 90’er Vampire julekalender.
Dengang Brenda levede, var det ligesom om at hun levede meget mere end alle andre. Følte mere og alt for meget – eller det var i alle fald det hun fortalte sig selv og alle dem der gad at høre det. Ynk.
Choose Life. Choose a job. Choose a career. Choose a family. Choose a fucking big television, choose washing machines, cars, compact disc players and electrical tin openers. Choose good health, low cholesterol, and dental insurance. Choose fixed interest mortgage repayments. Choose a starter home. Choose your friends. Choose leisurewear and matching luggage. Choose a three-piece suit on hire purchase in a range of fucking fabrics. Choose DIY and wondering who the fuck you are on Sunday morning. Choose sitting on that couch watching mind-numbing, spirit-crushing game shows, stuffing fucking junk food into your mouth. Choose rotting away at the end of it all, pissing your last in a miserable home, nothing more than an embarrassment to the selfish, fucked up brats you spawned to replace yourselves. Choose your future. Choose life… But why would I want to do a thing like that? I chose not to choose life. I chose somethin’ else. And the reasons? There are no reasons. Who needs reasons when you’ve got heroin?
Der var alle mulige grunde til at Branda skulle holde sig fra stoffer: En fin barndom i en forstad til Chicago, hvor Brandas mor måske drak lidt for meget i weekenden, men ikke så meget mere end hvad naboerne gjorde. En far der arbejdede lidt meget, men på anden side gjorde faderens overarbejde at de ikke manglende noget økonomisk. En stille og rolig barndom, hvis det ikke var fordi hun var så forbandet sensitiv. Hvis andre var kede af det, var det ligesom at blive ramt af en hammer for Brands. Samtidig var der alle de ting man kunne bekymrer sig for: regnskoven, havene og atomkraft.
Al det forsvandt i rusen, som man kunne gemme sig i. Først var det pot og hash med seje Kelly på skolens pige-WC, senere piller og svampe i varme lange weekender, for til slut at ende i et voldsomt og ukontrollabelt heroinmisbrug i grumme nedslidte lejligheder inde i Chicago. Hvordan og hvad der gik galt har Branda ofte overvejet sidenhen. På et lille år gik hun fra at være et barn, der røg pot i ny og næ til at være stiknarkoman, der halvvejs boede på gaden. Når hun tog stofferne mærkede hun ikke den der forbandende verden så meget og hvis hun bare kunne holde det til pot og hash, men især heroin var ligesom en varm og tryg dyne, som man kunne gemme sig i. Det var det de der stoffer kunne.
Det aktive ord her er: “Kunne” – for efter Vampyren Jackie embracede Branda, så virker stofferne ikke så godt mere. Vampyrblodet kæmper imod opioidet i heroinen og selvom hun kan mærke et eller andet, så lægger stoffet ikke længere en dyne henover verden når hun tager det. Og når hun ikke har taget stoffer, så mærker hun andre – både dødelige og andre vampyrer – endnu mere end hun gjorde før hendes embrace. Branda bad ellers selv om at blive embracet. Bad om at det smerten og misbruget skulle stoppe, men nu som Salubri-vampyr er hun ligeså menneskelig end før hun begyndte på stoffer. At være vampyr sucks.