Dette er en 90’er Vampire julekalender.
Poul Piketon havde kun været hos DPD i Denver, Colorado i et par år før han søgte ind hos FBI. Poul ville gerne arbejde med mere komplekse og udfordrende sager end det som DPD umiddelbart kunne tilbyde. Efter han blev optaget forlod han barndomsbyen, sin barndomskæreste og familie, kun for at komme tilbage til ”så-korte-som-muligt”-besøg hos sin søster ved udvalgte højtiderne.
I FBI blev agent Piketon hurtigt teamet op med en halvparanoid drikfældig agent ved navn David Anderson, der åbenbart gik meget op i uløselige ”overnaturlige” sager. Ikke en drømmemakker. Poul tolkende det som at deres overordnet håbede på at Poul kunne lægge en dæmper på Andersons vilde fantasier som rumvæsner og varulve.
De første sager var nogen mærkelige størrelser med en morder, der tilsyneladende ikke var ældes i 90 år, og et par bortløbne søskende, dog ikke noget som rystende Poul i hans rationelle grundvold. Anderson var i sig selv mærkelig. Han havde nogen særlige filmapper, som han ofte læste i og som han var påpasselig med at Poul ikke fik indblik i. Når de arbejdede over havde Anderson ofte ”middagsaftaler” sent om aften, så han forlod kontoret for derefter at komme tilbage og arbejde ophidset videre en halv til en time efter. Under en af disse overarbejdsaftener, hvor Anderson var ude til et stævnemøde, kiggede Poul en af Andersons mapper. I den fandt han mærkelige henvisninger til nazisme, satanisme og noget der hed ”Delta Green”.
Derefter gik Poul til sin chef og bad om at få en ny parter. Det fik han ikke. Til gengæld blev både Anderson og Poul sat til at lave kedeligt kontorarbejde og blev ikke længere sendt i felten. Så sad de der uge ind og uge ud med at skrive gamle sagsakter ind på computer. Anderson blev mere og mere hidsig. Indtil en eftermiddag, hvor Anderson telefon ringede. Efter en kort samtale, hvor Anderson kun fik sagt ”ja”, ”ja” og ”Jeg kommer nu” lagde Anderson telefonrøret på med et ”Nå, grønfis! Vil du med til Rocky Mountains?” til Poul. Det ville Poul godt.
I en lille flække lige nedenfor the Rockies mødte de agenter fra en række forskellige agencies: NSA, Homeland Security, ATF og BPRD. De var i alt 18 der gik op i bjergene. I bjergene hvor der åbenbart var kæmpemæssige menneskeulve. Monstre som ikke ønskende at deres hemmelighed skulle komme ud. Da stor gut fra Homeland blev rykket midtover af en kæmpeulv, løb Poul væk ud i bjergene. Han løb og løb indtil han kom til noget der lignende en mellemting mellem en mindre renæssanceborg og HQ til en bondskurk, som Poul senere lærte hed The Eyrie chantry. Der gemte han sig i et udhus og blev fundet af Tremere-Regent Henric von Wittendorffs ghoul Jasper Zwerg. De lokale tremeres og deres ghouls gav ham mad, et varmt bad og sendte folk ud for at lede efter de andre agenter. Først troede Poul de var en slags new ages munke.
De kunne melde tilbage at agenterne havde taget store tab, men det alligevel var lykkes de fleste at flygte – blandt andet Anderson. Småsået og urolig træt ovenpå de voldsomme hændelser blev Poul hos den mærkelige gruppe i nogen dage. Han bemærkende at en del af beboerne på The Eyrie kun var oppe om natten, men valgt klogt nok ikke at spørge ind til det. Efter syv dage hos denne gruppe lånte Poul en bil og kørte ned til sin søster i Denver. Det var hans plan at han overnatte hos hende og tage et fly hjem til DC morgen efter, men i stedet endte han med kun at drikke en enkel kop kaffe, undskylde sig og kørte direkte tilbage til The Eyrie og ind i Klan Tremeres Embrace.