Endnu en efterspilsrapport af Ask Møller. 

PROLOG

Solen stod midt på himlen og svedte alt, høj som lav, under dens åsyn. De fleste fornuftige mennesker søgte tilflugt i skyggerne på denne tid af dagen, men lidt uden for borg murene i en påbegyndt tilbygning, legede to ubekymrede drengebørn. ”Pas på, jorden er giftig”, råbte Raylan, idet han hoppede op på en sten. Ellis Castellsls, studsede et øjeblik og hoppede så op på den nærmeste sten. Sveden sprang fra deres pander, men de havde alt for travlt med at lege, til at ænse heden. Solen i Wickmont var voldsom om sommeren.

”Du har tabt”, råbte Ellis til Raylan, idet han sprang ned fra en sten. Men Raylan havde fået øje på noget meget mere spændende. En lærreds sæk lå i et lille indhak ikke langt derfra. I næste nu var Raylan derovre og viklede forsigtigt stoffet til side. Tre skinnende klinger kom til syne. Raylan spærrede øjnene op og hans hjerte bankede. ”Ellis” råbte han ”Ellis, kom her over”. De to drenge greb hver et sværd. ”Kom lad os prøve dem ad”, udbrød Raylan, mens han prøvede et par sving i luften. Ellis, det var et år yngre end Raylan, synes ikke udsigten til at sparre med Raylan, var specielt tiltalende, men udsigten til at tabe ansigt, forekom værre, så han nikkede bare og holdt sværdet op, som han havde set de store drenge gøre det. Inden længe havde Raylan smadret sværdet ud af hånden på Ellis. ”Igen” råbte Raylan begejstret. Han hjerte bankede, det her var sjovere end nogen leg han havde prøvet før. Endnu, en gang faldt Ellis’ sværd til jorden, men Raylan havde ikke fået nok. Han kunne i dy sig og uden tanke slog han atter ud efter Ellis, der nu stod våbenløs. Trods det kun var med den flade side, fangede odden kød og blod sprang fra Ellis’ ben. Ellis kiggede et øjeblik uforstående på såret, for derefter at udfri et frygteligt vræl. Raylan, så chokeret på Ellis og så som den eneste udvej, flugt.

 

DET UKENDTE RIGE

Kong Greig og Prins Raylan spejdede ud over afsatsen til dette ukendte rige, dækket i vand. Hist og her stak bygninger op, men alt levende civilisation syntes forsvundet. I det fjerne øjnede Raylan en båd stage ud mellem mangroven med kurs mod dem.

Hovenes torden kom nærmere, for hvert hjerteslag. Adrian hang livløs over stridshesten, mens Greig og Raylan forvildede orienterede sig mod lyden, alt imens blodet flød ned over deres skinnende rustninger. De var udmattede og svært sårede fra det forløbne slag. En rolig hånd ramte Greigs skulder, ”det er venner”, sagde Lord Claylake! Ud af den mørke tunnel kom fire riddere; ”vær hilset kong Greig”, buldrede en stemme. Manden havde et moders mærke under øjet. Spionen fra Crossford; Underwood! Tanken slog Greig og Raylan med et. ”Hør hvad han har at sige min konge”, indskød Lord Claylake. Underwood begyndte; ”kom med mig til Crossford og I vil få…”, sætningen blev afbrudt af et skrig fra oven. En skikkelse faldt på Underwood, men en af hans betroede mænd fik snart lagt sig imellem og begge endte på jorden. Greig og Raylan havde endeligt forstået situationen og trak blank. Før det var gået op får de ubudne gæster hvad der foregik, havde Greig og Raylans klinger mødtes på midten af en af Underwoods betroede riddere. Han faldt livløs fra hesten. Greig vente i samme nu hesten og sprang i fuld galop mod båden. Det var nu klart, at det var onkel Ray bag roret. Greigs væbner, Tom Winewood forstod situationen og tog Adrians tøjler, og førte ham ligeså mod båden og mod sikkerhed.

Alt imens var våbenmester Farlen, Raylans læremester og faderskikkelse, kommet i sværdkamp med Claylakes højre hånd; Sir Thorn. Instinktivt søgte Raylan, Farlen til undsætning, med væbner Kenan lige i hælene. Efter få øjeblikke havde Raylan hugget hovedet af en af Farlens’ to aggressorer, men var snart omringet af Claylake og en Underwood mand og derfor, nødsaget til retræte. Kenan blev tilbage og sikrede sin herres tilbagetog og støtte til Falden, der snart havde overmandet sin modstander, Thorn. Men det var desværre få øjeblikke for sent til at redde Kenan, der snart blev hugget ned.

Raylan skreg på sin onkel og bror om at komme Dem til undsætning, men hans ord faldt for døve øre. Den erfarne Onkel Ray så situationens alvor og eneste udvej, flugt. Som en sidste desperat handling greb Raylan, Onkel Rays armbrøst og sank en pil dybt ind i kujonen og forræderen Claylakes nakke, idet han skreg ”vi betaler for Kenan, vi betaler for min væbner”.

Det sidste De så før de stagede ud på åbent vand var spionen Underwood synke et sværd i Claylake, alt imens hans mand hev Kenan op på sin hest.

 

ØEN

Få dage efter nåede følget et plateau, der havde undgået den værste oversvømmelse. Ved nærmere inspektion opdagede de en pyramide formet struktur, hvor mænd gik til og fra. Ved følgets ankomst, blev de i mødekommet af fem bevæbnede mænd. Men disse mænd havde grove træk, og bar køller. Greigs diplomatiske evner sikrede følget en audiens hos De Ældre. Her blev det klart, at stammen kaldte sig De Blå Mænd, men området var styret af en meget større stamme kaldet Hjerte Knuserne. Efter tre dages vandring gennem det oversvømmede by landskab, havde en spejder fra De Blå Mænd ledt følget frem til Hjerte Knusernes domæne.

Følget havde i løbet af turen bemærket flere statuer og afbilder forestillende fugle. Og ved ankomsten til Hjerte Knusernes domæne stod det klart, at fuglen eller fugle var den herskende gud. Var det en afart af Falken?

 

GRÆNSEKRIGENE MELLEM WICKMONT & WESTLAND ÅR 99

Kronprins Greig Hart spejdede ud over det bølgede bakkelandskab, i det Sydøstlige Westland. Blomsterne var sprunget ud på træerne og en poetisk sjæl, vil måske have beundret landskabets skønhed, men det eneste Greig tænkte på, var hvordan det hæmmede hans udsyn. Han vidste fjenden var lige i nærheden, men de forbistrede blomster gjorde det umuligt at se noget som helst. ”Hvad er den befaling, herre” indskød Saxon, hans væbner. Greig kiggede hurtigt rundt, ”vi tager højen”. Han vidste, at uanset hvad, var det altid en fordel at indtage det højeste punkt på en kampplads. Det var en strategi, der ikke kunne slå fejl. Greig og hans fem hundrede riddere, satte i bevægelse. Det var en lille styrke, men disse grænsekrige, der efterhånden havde varet nogle år, havde primært bestået af små, manøvredygtige styrker og udfald på tværs af grænserne.

Da de nåede højderyggen ænsede Greig, Wickmont bannere for foden af bakken. Sølv ulv, guld stjerne på blod rød baggrund. Det var Ellis Castells. Det var efterhånden ikke længere en overraskelse for Greig, at se huset Castells blandt de forreste rækker i krigen. Castells havde af uvisse årsager opdyrket et had mod huset Carhol og bød en hver chance for blodsudgydelse velkommen.

Kronprins Greig blev kort grebet af forvirring. Castells trak deres styrker tilbage!? Han vidste Ellis Castells var en dygtig strateg og dette tilsyneladende dårlige træk vakte undren. Men Greig havde ikke tid til at tvivle på sig selv. Havde Ellis Castells begået en strategisk fejl skulle den udnyttes og ikke slippe væk. ”Angriiiib” brølede Greig og satte i gallop. De femhundrede kampklædte mænd tordnede ned af bakken, men først da det var for sent, lagde Greig mærke til solens stråler kaste genskin fra foden af bakken. ”Ikke igen”, tanken fór igennem Greigs hoved og i næste nu var der en hvinen og vrinsken og tumult da hestene væltede hen over partisaner søm. Huset Castells var ikke kendt for deres fairness i krig og denne svinestreg havde kostet Greig sejren. I næste nu, føg spyddene ned over Greig og hans følge og mænd blev spiddet til deres heste og slagtet som lam. Men målet var Greig og de fleste spyd faldt mod ham og havde Saxon ikke stillet sig i mellem ville det have været Greig der blev spiddet til jorden. Saxon spyttede en mundfuld blod ud, ”flygt min herre, flygt, og lad ikke mit offer være forgæves”.”Til mig, til mig” brølede Greig i det han så Elliss styrke nærme sig. Han vidste Ellis ikke var ude efter gidsler eller løsepenge, han ville Carhol til livs. En håndfuld af Greigs mænd havde nået ham og bragt et par heste, der havde befundet sig i de bagerste linjer og endnu var friske. ”Thump”!! Det føltes som om nogen havde givet ham et voldsomt skub. Smagen af jern spredte sig i munden. Greig kiggede ned ad sig selv og han så odden af et spyd stikke ud gennem hans rustning. Det flakkede for hans øjne, Elliss mænd nærmede sig, han kiggede sig rådvildt rundt ”jeg kan ikke dø her, jeg kan ikke dø nu”, nåede Greig at tænke, for hans fødder mistede fodfæstet. To af hans mænd havde hevet ham op på en hest og var allerede på vej op over bakken. Han så et glimt af resten af hans styrke tage position mellem Ellis og bakken. Han flakkede mellem bevidsthed og drømme. Træerne og blomsterne fór forbi i glimt. ”Hvor smukt” tænkte han inden han forsvandt ind i drømmene.

 

AUDIENS

Den talende gud blev båret frem på en trone af sten, med indgraverede fugle. Følget studsede idet det gik op for dem, at selve tronen var Flod Tronens bror, fra tiden hvor de to konger styrede landet og havde opdelt riget. Denne trone kunne give dem den længe ønskede opbakning hos befolkningen og i alle de syv riger.

Kong Greig forslog en alliance, men præsten Thihid blandende sig og befalede tvekamp før en sådan alliance kunne komme på tale. Med selvsikker mine lovede Kong Greig, at en sådan tvekamp ikke kunne være noget problem, så længe hans bror prins Raylan var hans mester. Men uventet tilføjede præst Thihid, at kampen skulle udkæmpes nøgen og med forgiftet benkniv.