I midten af den gamle verden ligger Sigmars Imperie, Imod nord ligger det kolde Kislev med deres stærke varme vodka. På den anden side af Kislev venter de kaotiske ødemarker og deres utænkelige dæmoner. Til øst beskytter The Worlds Edge Mountains og de gamle dværge fæstninger imod de kaotiske ødemarker. Syd for Imperiet ligger der Border Princes, hvor fredløse adelige flygter hen. Men de skal passe på de ikke flygter for langt, forså kommer de ind i The Badlands. Og hvis de kommer rigtig langt, så kommer de helt ned i The Land of the Dead. Det er nu ikke fordi der på nogen måde er sikkert i Border Princes og ingen flygter for sjov.Imellem det store verdenshav og Imperiet ligger Bretonnia. Den evige konkurrent. Beskyttet af Imperiet imod den nu lige overståede kaosinvention, hævder bretonnianerne stadigvæk at de beskytter Imperiet imod mørk elverne der kommer og plørede kysterne fra deres skibe. Begge nationer er dog enige om at Grey Mountains, beskytter dem fra en invention fra deres nabo. Ingen af dem vil nogle sinde indrømme det, men leder af begge nationer priser sig lykkelig over at de har en bjergkæde mellem sig og deres ”gode” nabo.

Lang tid før de væsener der skulle danne disse nationer var skabt. Lang tid før der fandtes andre væsener end de ældste. Der i den tid skabte Drachenfels, the Great Enchanter, sin bolig Castle Drachenfels udfra the Grey Mountains. Altså i det der senere skulle blive den vestlige del af Imperiet. Det var herfra han så de ældste tage af sted I deres skibe. Væk fra denne ulykkelige verden. De ældste havde lavet forskellige væsener og disse dannende kulturer, kæmpende krige og så deres kulturer blive parodier på sig selv – uden de opdagende det. Drachenfels så alt dette og morede sig herved. Indtil en dag 13507 år efter Drachenfels først så solen stå op, 7522 år efter de ældste forlod verden. Indtil den dag var han den største og hævet over verden. Men den dag gik Sigmar, Imperiets første keiser, ind i Castle Drachenfels og dræbe the Great Enchanter for første gang.

Denne kamp mellem Sigmar og Drachenfels har gentaget sig i forskellige reinkarnationer igennem tiden, men det er alt sammen fortid nu. Nu huser Castle Drachenfels den stolte General’feldmarschall Jöst og hans folk. Jöst er en stolt kriger, men ærer også stor kærlighed til kunsten. Især Scenekunsten. Derfor har han valgt at bruge det meste af sin General’feldmarschallpension på en storslået skuespilsfestival. Her skal Imperiets bedste dramatiker bringe færdige manuskripter, som så skal opsættes og spilles for almennytten. For at få dramatikerne til at komme så er det en konkurrence med dommer og alting.

Spillerne laver og spiller en gruppe skuespiller der kommer til festivalen for at prøve lykken og vikles ind i scenekunstens intriger og afgudsdyrkelse. Det er op til spillerne at finde på et plot, men noget med at Drachenfelts ikke er død i virkeligheden og at en af spilpersonerne er en reinkarnation af Sigmar, der dræber ham igen – er altid en rocker fortælling. Men det er vigtigt at spillerne får lov til at spille op imod bipersonerne (som hele øvelsen faktisk handler om).