Et art jubilæumsskrift, uden nogen særlig anledning.

Von Fischer holder Forgeskole på sine mørke steder. Det eneste negative man kan sige om det projekt, er hvorfor først nu? 😉 Det er først lige startet, så man kan stadigvæk godt nå at være med. Det er en virkelig grundig indgang til det der Forge noget. Smukt, pædagogisk og enkelt uden at blive forenklet eller overpædagogisk. Tak Per (og Lehman som han linker til).

Nå men, en lille spin-off konstatering fra Kristoffer er rigtig interessant. For Kristoffer får skrevet i forbindelse med forklaringen på noget der bliver kaldt “the lumpley Principle” i Forge terminologi:

”…og det er tankevækkende at se det formuleret, selv om pointen burde være ret åbenlys.” (Her).

Thomas forsætter tanken med sin formulering:

”Ja! selv hærdede Forge-læsere kan komme i tvivl om hvorvidt tankerne egentlig er så banebrydende. Men det er i og for sig ligegyldigt: for mig har den største gevinst ved at læse og spille indie-spil været, at min forståelse og dermed min nysgerrighed og glæde ved rollespil er blevet øget. (Og endnu en potentiel spin-off artikel: hvordan vi lærte at skrive verdens bedste scenarier, uden at lære hvad rollespil var.)” (Her har jeg brugt næsten hele Thomas’ hele post, håber det er ok etisk). (Her).

Og det Thomas og Kristoffer kommer ind på tror jeg er super vigtigt. For selvfølgelig er de der indyspil noget i sig selv, hver især. Der er nogle man tænder af og på. Der er endda nogle man kan betegne som gode og dårlige, både i ide og udførelse. Hver for sig små fine værker – rum, der hele tiden på nye måder, ændre vores praksis når vi spiller det der rollespil. Fint.

For jeg mener at den nettede del af dansk rollespil. Der sjovt nok falder meget samme med noget vi kunne kalde for aktørerne i conscenarie-traditionen. Den del, som jeg er del af, vi skylder Forgesteorien rigtig meget. Selvom vi ikke laver Forgesystemer. Selvom det ikke er ens kop te, så har det udvidet vores det sprog, vi bruger når vi diskutere, tænker og drømmer rollespil. Dette skyldes ikke mindst ikke Pers utrættelige skildringer af denne ellers ukende spilverden (eller verden af spil?). Det er selvfølgelig et Columbusæg – men for mig er noget af det fede ved Pers fremstillinger, den begejstring der ligger når han beskriver de virkelige spil han har spillet. Udgangspunktet i praktisk spil og hvordan en helt verden kommer med den vej ind. Men nok ros til von Fischer, man er vel når’jyde.

For hvis vi vendere tilbage til Kristoffers og Thomas’ pointe og kører den igennem den busted’e teorimaskine. Bliver det til noget i stil med:

Der er det der filosofi. Her vil jeg være så fræk at påstå, at hvis der er noget man lærer ved at læser og (mere eller mindre) forstår* Aristoteles, Hume, Kant, Hegel, Marx, Heidegger og slatten, så er det at det handler om at sprogliggøre det vi alle viste, men ikke havde sprog for. Det vi viste, men ikke forstod. Det er selvfølgelig en meget demokratisk tankegang og bundet på denne tid – men derudover er det rigtigt! Det kan jeg mærke i både krop og sind. Det fede ved når Hume opløser enhver epistemisk sikkerhed om verdens eksistens eller vores egen, for den sags skyld, det er at det kan mærkes. Tvivlen som kan mærkes når kritikken rettes imod alt også sig selv. En radikal tvivle, som jeg vil vende tilbage til. På samme måde voksne hele verden sammen igen i det øjeblik jeg forstod Kant. Kunne mærke hvordan Kant (og min filosofihistorieunderviser) førte min fornufts kritik imod sig selv – hvoraf verden kom frem på ny. Med forbehold om en deling af ’ting for mig/eller mit fornuftsapparatur’ og ’noget der ikke er’ epistemisk (hedder også ’tingen i sig selv’, men det er en B-deduktion og tilvejebringer tit mere forvirring end afklaring).

Nok Kant.

For som Thomas også skriver, eller som jeg læser ham er nok mere rigtigt, så bliver vores sprog og forståelse større ved det der Forge-lir. Vi kan tænkte og (måske endnu vigtigere) drømme om hvad vi gør og har gjort på ny. Dermed åbnes verden på ny i et nyt semiotisk rum. Det er bevidstgøres til at gøre det som var anderledes i bedste psykoanalytisk stil.

Psykoanalysens behandling af traumet kan forstås som et bevidstgørelsesprojekt. Måske endda som et oplysningsprojekt, hvis man bruger metoden på det samfundsmæssige plan – Link! Det der har forudsagt traumet er sket i analysandens fortid, men det er ikke i analysandens nuværende forståelse af sig selv og verden. Det var netop et ’det som var’. Det er ikke nu, fordi det er fortrængt – der er kun traumet, men det er kun et spektre af det. Som jeg har forstået det, så går hele terapien går ud på at få analysanden til at komme frem til ’det som var’. Bevidstgør sig om det. Denne proces bliver gjort unødig besværligt ved at der i denne situation er nogle grundlæggede magtforhold på spil.

Fx er der begrebet om den store anden. Det er fra en fyr der hed Lacan (fransk tænker der samtænker semiotik og psykoanalysen). Han betegnede det med ’A’. Det gjorde han i et projekt hvor han gik og småformaliserede de psykoanalystiske teorier om det menneskelige sind. Og bare for at alle der kun har hørt om psykoanalysen fra en dårlig dansk lærer**, så kan man med fordel forstå den store anden som forælderen i forhold til barnet. Det sker at psykoanalytikeren får status af A for analysanden. Her er det så ideen at analysanden skal komme til et tidspunkt hvor den forstår at psykoanalytikeren ikke har svarede. Det er jo analysandens fortid hvor ’det der var’ forgik. Når det sker skulle analysanden forstå at det var netop dens ’det der var’ og dermed havde blotlagt ’det der var’. Begrebligsgjort det om man vil. Det er nu en del af sproget og man kan handle i forhold til det. I forholdet til traumet så er det nok noget i stil med at sige til sig selv: ”vil jeg virkelig havde at dette skal styre sig sådan eller vil jeg forholde mig til det og leve med det?”. Eller noget i den stil. Har vidst nok også allerede forenklet den psykoanalytiske proces nok.

Men hvor om alting er, så:

Er det netop det som de der enkel og fine teorier som Forgespillede giver os. Og det er i en praktisk form. Det er gestaltpsykoanalyse for den danske con-scenarie tradition. Rocker! Og når vi forstår at vi vidste (og ikke bare forstår) at de ord og begreber der giver sig ved vores spil af disse spil, så bliver vi måske en sundere tradition. Det fine ved dette er at det er den rene interpellation. Gør det. Go play. Læs og forstå. Men når du ikke vil sige mere ’yes’ i Dogs og griber udefter terningerne – så sker der noget. Også med den måde du spillede D&D på i ’83. Derefter vil D&D ikke være det samme, selvom du går tilbage. Det er fint at man ikke gider de der Forgespil, men måske kan de får os til at fjerne nogle traumer.

Det kan godt være at Per, Lehman eller Edwards bliver A, men det er kun os selv der har svarende.

*) Hver gang jeg skriver forstår/forstod (og de andre former af denne ord) så mener jeg selvfølgelig ikke at jeg har forstået disse filosoffer helt og aldeles. Jeg har på ingen måde utømmeligt forstået Kant osv.. Det jeg fx mener med at forstå Kant er at jeg synes at havde forstået et eller andet som er på spil i en lille del af hans forfatterskab. Kender ingen folk der helt har forstået Kant, men nogle jeg kender kommer sgu tæt på. Det er en helt anden sag med Hegel og Heidegger. Jeg er ikke den slags filosofistudierne. Har væren evnerne eller begæret til et sådan projekt, men har dyb respekt for folk der ønsker at bruge deres liv på det. Har fundet andet at spilde mit liv på der dog også indebære en eller anden overfladisk forståelse af de ovennævnte filosoffer. Enhver sit spild. Du skal måske frygte den anden, tit den vil tilintetgøre dig, men aldrig disrespekte den!

**) Der er selvfølgelige dårlige og gode lærer. Men sandheden er at psykoanalysen må være blevet misbrugt i danske klasselokaler, næsten ligeså meget som Marx er blevet misbrugt i Østeuropa. Nok også af ellers udmærket dansklærer. Der var også gode mennesker i USSR, som stadigvæk misbrugt Marx’ filosofi og lod den misbruges.

Det er lidt det samme der har været på spil de to steder – bare med lidt mindre Gulak i klasselokalerne.

.