Jeg har tit hørt mig selv sige: ”Det står for Non Player Character og det betyder at de kun spilles af spillederen”.
Det er noget rod.
For det første er spillederen vel også en spiller. En særlig spiller jovist, men stadigvæk en spiller. Det leder os over i mit for det andet. For betegnelsen kan det let (mis)forstås som en spilperson der overhovedet ikke bliver spillet. For alt der er i rollespillet må være spillet ind af noget der har en evne til at spille dele ind i spillet. Vi må gå ud fra dette noget, må være en spiller – en agent der er defineret af at være noget der skal spille. Selve ordet spille, og det engelske play, er rocker problematisk og/eller sejt. Det kan betyde super mange ting og selv en lille kultur som vores forstår det meget forskelligt – hvilket vi alle nok har gjort os tanker om. Derfor lader jeg den etymologiske del ligger, for nu.
Som spilleder hader jeg faktisk at spille NPC’er. De er funktioner og derfor ikke interessante personer. De er ikke mere end spillerne oplever dem som. Alt andet er masturbation. Hvis der skal være forklaringer på deres handlinger, så skal forklaringerne være nogle som spillerne skal bruge og forstå. Jeg har det fint med at en NPC blot er ond, selvom jeg ikke tror på onde personer i virkeligheden. For med NPC’en er kun det som spillerne ser – også kan det godt være at spillerne gør sig forestillinger om at der er noget dybere, men det er der ikke fra mig side. At jeg så er pisse god til at få spillerne til at tro der er en dybere liggende historie – viser blot hvor rocker en spilleder jeg er. Det er selvfølgelig for hårdt sagt, men jeg hader personligt spilledere, der lige laver den her hjælper og/eller modstander som bare er super power amok rocker. Som de spiller hele tiden og som de helt klart ønsker man som spillerne skal se op til. Det blev der ikke noget af. Jeg vil være hovedpersonen som spiller – så let er det. Jeg vil kunne stå udenfor min spilperson og se den ironiske forfatter pointe i, at min figur Sigge ser op til en gammel opblæst nar der er fuld af lyv og løgn. Det er ikke fordi man ikke skal spille NPC’er hvis man er god til det. Martin S er fx super sej til det og det giver hans spil en styrke som jeg ikke har. Men de er og bliver funktioner og ikke agenter i samme grad som spilpersonerne.
Fordi jeg hader at spille de der NPC’er så meget kom jeg til at tænke:
Kan man have en Non Played Character?
Jeg er kommet frem til at det kan man godt. Fx spillede jeg Under the Bed til Munkholts System-Lyst på Fastaval. Spillet handler om der er et barn der har et problem og man spiller dette barns legetøj. Ideen er så at legetøjet udspiller og spiller op imod problemet – i de forskellige former det kan forekomme i barnets hverdag. Det er det rene Peter Plys eller Toy Story. Det interessante her er at barnet ikke bliver spillet – selvom det er hovedpersonen. Det (barnet) er blot en funktion og på den måde bliver det også mere fraværende ligesom fx barnet i Toy Story er det. Hvis jeg husker min Peter Plys rigtig så er Jakob faktisk heller ikke særlig aktiv i fortællingen – selvom og måske netop fordi den oplagte analyse af Peter Plys fortællingen, er at alle karakterne Peter P, Ninka, Grisling ovs. er projekteringer af Jakobs personlighed. I Lundes og mit terapi system, som er en forsat udvikling og forenkling på/af systemet i sort/hvid, der leger vi også med tanken om en sådan Non Played Character. Nemlig terapeuten. Det skal måske blot være en funktion der bliver spillet ind. En funktion som afrunder fortællinger og sætter en stats udvikling i gang (allá en blanding mellem exp og san). På den måde kan vi gøre systemet spillederløst på en elegant måde. Og på samme tid; sætte fokus på det vigtige – nemlig spilleres figurer (her støttegruppemedlemmerne).
Fornuft eller larm?
Hey Johs
Umiddelbart lyder det som fornuft i mit hoved. Bl.a. fordi Auto de fe bygger på samme princip. Fjerner dog nok ikke spillederen, men der vil være en none played character, en glemt forfatter, hvor spillerne udspiller hans mentale præsentation af sig selv og tre andre.
Ja, netop! Det var det jeg tænkte i stil med. Den oplyse pointe/ fordel er jo så at så kan have en ironisk forfatter. Begrebet om den Ironisk forfatter har jeg har fra Lis Møller som underviser på Litteraturhistorie på Århus Universistet – hun har skrevet en artikel om det – men den er blevet væk i mit rod.
Men hvis jeg husker ret, så er ironisk ikke kun ment som vi normalt bruger ordet, nemlig hvor det har noget med humor at gøre. Det er mere ment i forhold til at man kan man har en distanse til fortællingen. Og her fortællingen som hovedpersonens fortælling. Måske er det et indspark i hele den der gruppe versus hovedperson diskussion. Måske – der er sol.
All hail the sun. Grunden til mit scenarie ikke bliver færdigt til den planlagte prøvespilning – sammen med en skriveblokering og Foucault.
Godt indlæg – det sætter tankerne i gang.
Ang. bipersoner som funktioner, så minder det mig om Vincent Baker’s ‘Afraid’, hvor det funktionelle kommer direkte til udtryk i stats:
All NPCs but the monster have the same four traits:
– I’m taking this very seriously.
– This falls within my expertise.
– My life depends on this.
– I’m fighting for someone I love.
http://lumpley.com/comment.php?entry=201
Parentes: En idé han i øvrigt introducerede allerede i ‘I kill puppies for Satan’:
– i don’t kill puppies for satan but sometimes i yell at my dog; who gives a rat’s ass what my name is
– jesus wants me for a sunbeam; my name is xxx
– a monster i am, lest a monster i wankety wankety wank; my name is xxx [en vampyr ;)]
– i serve the cold blind nameless god of science; my name is doctor xxx
Ja, det blev uklart, men i Puppies er det ikke stats men i stedet typer/racer/tjaraktor klahses.
@Thomas: Jeg tror jeg forstår det. Har arbejdet med en ideen om at du kan hvad du er villig til (ikke hvad du kan). Lidt vampyre som det var tænkt. Hvor ens stats kommer an på hvor langt man vil gå – i bedste Puzo-mafiastil. Så opgiver man sin menneskelighed for at kunne gøre det der skal gøres. Hertil bruger man tokens. Man har en stat (måske faktisk lig den ubrugelige stat i Laaste Døre) som man opgiver undervejs for at blive tabt som monster. Enkel, men måske mere vampyre end Vampyre. Inspirationerne er oplagte 😉
@Peter: Foucault er en af heltene, men en luder at læse – lad os snakke om ham en dag. Scenarier tager tid. Hvornår var det ellers til? Hvis du har brug for nogle indspark, gives de en til en for kaffe – hvis mine spak er gode nok 😀
Ok. Munkholt jeg svarede i vest hvor dit indlæg var i øst. undskyld, men jeg var lige blevet glad for min gammel mafiaide igen.
Jeg forstår det nu. Tror jeg.
Så slem er ham den skaldede da heller ikke. Kan også bare være fordi jeg læste The Punitive Society før jeg gik igang med Forbrydelse og Straf. Det med en kop kaffe lyder ikke som en udpræget dårlig idé, men lige nu tøffer jeg rundt i Mosel-området og hygger mig, så det må blive derefter… Velkommen til Hovedstaden btw…
Argh, hvorfor skal de to bøger også stå ved siden af hinanden på hylden, mener jo Overvågning og Straf.
Jeps – kommer også selv tit til at bytte dem om. Men jeg har faktisk ikke læst nogen af dem. Det er mere en anden del af Fs forfatterskab jeg har arbejdet med -klinikkens fødelse fx. Og tit i en meget videnskabsteoretisk(-historisk/ -sociologisk) og subjektfilosofisk optik. sådan noget mulighed vs. virkeligheds noget som vi filosoffer har være pjattede med siden Aristoeles’ Metafysikken. Jazz. Men jeg synes ikke F er ligeså rock n roll at læse som hans tænkning bare er. Jo, måske er Overvågning og Straf. Det er den, der starter med en beskrivelse af totur, ikke? Har måske læst lidt i den alligevel eller måske bare hørt efter i en time, engang.
Ellers er jeg faktisk ikke i Kbh ligenu – men Århus. Der var noget med nogle bøger der skulle afleveres og et værelse der skulle vaskes – eller omvendt.
Jeps, Overvågning og Straf starter med tortur. Min læsning af Foucault er mere med fokus på hvordan industrialiseringen/det moderne samfund ændrer vores tilgang til kroppen/hvordan den modererer vores muligheds rum. Nogen gange kan man sgu spørge sig selv om sociologien handler om andet end industrialiseringens indflydelse på samfundet 😉 Men, what the fuck, det ændrer sig jo nok, når: “…det sidste ton fossile brændstof er gennemglødet.” Hmm, guess a quote…
klart. Biomagt og så’en som vi siger der hvor jeg kommer fra. Men det er vel også fordi I er sådan nogle forbandet marxister 😀 Modanismen er også vigtig. Derudover forstod jeg nok først Fs biopolitik efter jeg havde læst Empire, der er mere radikal eller blot post-. Eller sådan husker jeg det. Der er stadigvæk så meget af Foucault jeg bør læse. Man glemmer ham lidt når man er mig. Måske fordi han har været på pensum siden anden semester.
Snakkede om sexualitetens historie i dag med min ven Lars. Det er også et godt værk, åbenbart. Hvordan jeg kan vide det uden at havde læst det? Jo, ser du – Lars har altid ret, eller næsten.
Det er ikke ham der Seatels tale, der hedder noget med “vi er jordens folk og står på hvert et ungpigeværelse”? Jeg er ikke så godt til de der klassiske citater husker du nok.
😀
Argh, det er jo Hr. Weber, der skriver i 2. sidste side af ‘Den Protestantiske Etik og Kapitalismens Ånd’. Noget af det mest fremsynede jeg nogensinde har læst.
Sexualitetens historie skulle også være rigtig interessant, men på nogle punkter lidt være et forsøg fra Foucaults side, på at legitimere sin egen eksistens og valg. Selvfølgeligt kan der argumenteres for, at et hvert forfatterskab er det – på et eller andet punkt.
Empire står på listen over ting der skal læses – og bliver vist nok også pensum på 5. semester – men lige nu hedder udfordringer ‘Sociale Systemer’ af Luhmann.
Jeg kan virkelig virkelig ikke lide Weber. Jeg ved godt han er grundlaget for dig fag, men argh. Er ikke god til citater. Læser overhovedet ikke nok til det.
Luhmanns subjekt er kedeligt. Nej, giv mig Latours i stedet hvilken som helts dag. Men nu vi snakker subjekt, så er helten Zizek. Eller helt og helt han er rocker opbyggelig at læse. synes jeg.
Hehe, nu er det jo heller ikke subjektet, der er fokus for Luhmanns teori.
Latours har jeg kun berørt perifert, men det ændres nok, når den står på Videnskabsteori i næste semester – dog fremkalder ord som netværksteori alvorlige trækninger i mit ansigt.
Žižek vil sgu nok også generelt blive forfordelt ift. Baumann hos mig – bl.a. fordi Bauman er så fantastisk nem at læse og forstå.
Og så må man ikke tale grimt om Weber, for så kommer Hans Henrik Bruun efter en.
How add your blog to google database?
3POa7dmdY1aT8JD6
canaian paxil pharmacy