I den sidste post skrev jeg:
“Jeg har allerede ondt i brystet, ved tanken om hvor uoverskuelig det synes.”
Nu ved jeg at det ikke kun var den kommende tids arbejde, som fik mit bryst til at gøre ondt. For min lunge valgte nemlig at punkterede… sgu! Det har den faktisk gjort før, for ca. 7 år siden, men det gør det ikke mindre ubehageligt. Uden at komme til på alle ubehagelighederne, kan jeg fortælle, at behandlingen af en sådan punkteret lunge er noget med at en brystkassepiercing med et plastikrør, en transportabelvandlås og masser af narko.
Selvfølgelig imens man er indlagt på et syghus, men det er altså ikke verdens fedste ferie. For på trods af alt narkoen gør det stadigvæk lidt nas og sygeplejersker er ikke helt ligeså frække når man ligner noget der er lyv. Det gør man når man er har dræn fra brystkassen og hospitalstøj på. Her er jeg nok nødt til, at sige det er ikke et omvendt gin og tonic-fænomen, hverken dræn eller hospitalstøj holder hver for sig.
Jeg blev udskrevet i mandags, så det er ikke så meget det i forhold til scenariet. Det er bare sådan, at selvom begge mine lunger er på igen, så arbejder jeg lidt for halvkræft. Jeg har det her sår i siden der skal helles (der hvor brystkassepiercingen aka. drænet sad). Hertil kommer at jeg er lidt usikker og overopmærksom på min lunge. Begge ting gør mig træt på en sådan måde, at jeg bare ikke kan arbejde igennem som jeg gerne ville. Hvad det betyder for min dødlinje, ved jeg ikke helt endnu. Det må dog være en af de bedre undskyldninger, at en af ens vitale organer sætter ud.
Ellers er der ikke sket så meget, andet end jeg har holdt op med at ryge (det giver sig selv, ikke?). Og får et 11tal for en opgave, jeg ikke var sikker på ville bestå. Den der opgave handlende for resten om noget meget vigtigt, også for rollespil, nemlig forholdet mellem socialitet, politik og kunst i relationel kunst/litteratur. Der er noget teori der, jeg synes er meget bedre end al’ den forpligte dramateori vi altid bruger. Eller måske bare noget andet teori end fuckingteatersportsfilosofikongfupis. Det skriver jeg et eller andet om, når det holder op med at gøre helt så ondt og Sort/hvid er færdigt.