Ok, at læse om Pers Pizza og Jonas’ nexuspunkter gør noget ved mig og min scenarieskrivning.
Som mit scenarie er nu, ½færdigt og lidt for langt, er det pisse lineær fortælling om ynkelighed og tysk idealisme. Det er kunne herfra gå hen og blive et udmærket metervarescenarie. Med nogle gode ideer og nogle meget problematiske huler. Altså sådan som scenarier er mest, men når jeg læser Per og Jonas tænker jeg: ”Ville jeg ikke mere?”.
Jeg mener, jeg sidder her med en rocker sætning og grundlæggende ontologiske præmisser på den ene side og et super lækkert medie på den anden. Det synes jeg, at jeg må kunne bruge bedre.
Efter den tanke husker jeg, hvad min lærer i videnskabsteori sagde til os, da vi skulle til at skrive den første opgave på filosofi. Situationen ved den eksamen er at man får tre spørgsmål og har en uge til at skrive en opgave om et af spørgsmålet. Til spørgetimen argumenterede han for, at hvis man ikke fik det spørgsmål man havde drømt om, var det bedre at få et 6tal for en opgave man selv synes var vigtig, end et 11tal for noget man faktisk ikke gad at skrive om.
Han ville ikke selv sige det sådan, men: Begæret er sgu det eneste der kan rede os!
Så nu laver jeg et motherfucker hjulspor og vender vognen, nu skal der spillerfrihed på drengen. Så må det briste eller bærer, krys finger for mig. Jeg har allerede ondt i brystet, ved tanken om hvor uoverskuelig det synes. Selvom jeg kan mærke et smil bevægede sig over mit ansigt og en følelse jeg ikke har følt siden jeg brød med den militante venstrefløj.
Det kan jo kun gå rigtig galt eller med det situationistiske ordsprog: ”Du har ikke en chance – grib den!”.