Forfatterarkiv: Johs Busted

Crazy Ass Kong-Fu

2 svar

Jeg kunne godt tænke mig, at spille noget med orker eller ½lings, der laver kong-fu. Kampsystemet skulle være noget med kort og gode beskrivelser/ historier – der skal åbne for nye situationer og dele af verden.

“Hvis Du Pisser i Gug…

6 svar

… så har du pisset på mit crue*.”

Pik og Pong, ikke nok med min krop gør oprør, nu ønsker betonen også jeg skal skrive noget til Dobbelt A. Fuck!
Nå, men det bliver nok kun til en scene i min gammel forstad Gug aka. 9210! Det er der Jonny H., NIARN og resten af GugTangKlan er fra. Det er der hvor vi har villaer, betonblokke, marker, ældreboliger og gravhøje.

Ved ikke hvad det bliver til, men det bliver nok pænt underligt. Noget med vikinger og hiphopper… eller med andre ord min ungdom om igen.

*) hold kæft, jeg håber det staves sådan.

Brystsvag

9 svar

I den sidste post skrev jeg:

“Jeg har allerede ondt i brystet, ved tanken om hvor uoverskuelig det synes.”

Nu ved jeg at det ikke kun var den kommende tids arbejde, som fik mit bryst til at gøre ondt. For min lunge valgte nemlig at punkterede… sgu! Det har den faktisk gjort før, for ca. 7 år siden, men det gør det ikke mindre ubehageligt. Uden at komme til på alle ubehagelighederne, kan jeg fortælle, at behandlingen af en sådan punkteret lunge er noget med at en brystkassepiercing med et plastikrør, en transportabelvandlås og masser af narko.

Selvfølgelig imens man er indlagt på et syghus, men det er altså ikke verdens fedste ferie. For på trods af alt narkoen gør det stadigvæk lidt nas og sygeplejersker er ikke helt ligeså frække når man ligner noget der er lyv. Det gør man når man er har dræn fra brystkassen og hospitalstøj på. Her er jeg nok nødt til, at sige det er ikke et omvendt gin og tonic-fænomen, hverken dræn eller hospitalstøj holder hver for sig.

Jeg blev udskrevet i mandags, så det er ikke så meget det i forhold til scenariet. Det er bare sådan, at selvom begge mine lunger er på igen, så arbejder jeg lidt for halvkræft. Jeg har det her sår i siden der skal helles (der hvor brystkassepiercingen aka. drænet sad). Hertil kommer at jeg er lidt usikker og overopmærksom på min lunge. Begge ting gør mig træt på en sådan måde, at jeg bare ikke kan arbejde igennem som jeg gerne ville. Hvad det betyder for min dødlinje, ved jeg ikke helt endnu. Det må dog være en af de bedre undskyldninger, at en af ens vitale organer sætter ud.

Ellers er der ikke sket så meget, andet end jeg har holdt op med at ryge (det giver sig selv, ikke?). Og får et 11tal for en opgave, jeg ikke var sikker på ville bestå. Den der opgave handlende for resten om noget meget vigtigt, også for rollespil, nemlig forholdet mellem socialitet, politik og kunst i relationel kunst/litteratur. Der er noget teori der, jeg synes er meget bedre end al’ den forpligte dramateori vi altid bruger. Eller måske bare noget andet teori end fuckingteatersportsfilosofikongfupis. Det skriver jeg et eller andet om, når det holder op med at gøre helt så ondt og Sort/hvid er færdigt.

U-turn

11 svar

Ok, at læse om Pers Pizza og Jonas’ nexuspunkter gør noget ved mig og min scenarieskrivning.

Som mit scenarie er nu, ½færdigt og lidt for langt, er det pisse lineær fortælling om ynkelighed og tysk idealisme. Det er kunne herfra gå hen og blive et udmærket metervarescenarie. Med nogle gode ideer og nogle meget problematiske huler. Altså sådan som scenarier er mest, men når jeg læser Per og Jonas tænker jeg: ”Ville jeg ikke mere?”.

Jeg mener, jeg sidder her med en rocker sætning og grundlæggende ontologiske præmisser på den ene side og et super lækkert medie på den anden. Det synes jeg, at jeg må kunne bruge bedre.

Efter den tanke husker jeg, hvad min lærer i videnskabsteori sagde til os, da vi skulle til at skrive den første opgave på filosofi. Situationen ved den eksamen er at man får tre spørgsmål og har en uge til at skrive en opgave om et af spørgsmålet. Til spørgetimen argumenterede han for, at hvis man ikke fik det spørgsmål man havde drømt om, var det bedre at få et 6tal for en opgave man selv synes var vigtig, end et 11tal for noget man faktisk ikke gad at skrive om.

Han ville ikke selv sige det sådan, men: Begæret er sgu det eneste der kan rede os!

Så nu laver jeg et motherfucker hjulspor og vender vognen, nu skal der spillerfrihed på drengen. Så må det briste eller bærer, krys finger for mig. Jeg har allerede ondt i brystet, ved tanken om hvor uoverskuelig det synes. Selvom jeg kan mærke et smil bevægede sig over mit ansigt og en følelse jeg ikke har følt siden jeg brød med den militante venstrefløj.

Det kan jo kun gå rigtig galt eller med det situationistiske ordsprog: ”Du har ikke en chance – grib den!”.