Jeg skriver med i et wave science fiction verdenbyggerspil. Oliver skriver mere om selve kampagnen her. Det er et hyggeligt, fint og ret sjovt fællesdigteri vi har gang i. Jeg ved ikke så meget om science fiction, men jeg synes rum-science fiction, hvor der findes masser af planeter og solsystemer, er vildt urealistisk. Det er ikke teknologien, som jeg finder mærkelig eller utænkelig. Det er faktisk ikke engang ideen om rummænd, selv om de er på grænsen til det mærkelige (vi har dem heller med i vores spil). Nej, det virkelig urealistiske ved rum-science fiction er forestillingen om en planet er lig med en kultur. Man laver en planet, der er dobbelt så stor som Jorden og med lidt flere mennesker, men de er alle zuluer måske undtag nogle få individer, som kommer fra en anden planet (hvor de så alle sammen er første verdenskrigs tysker). Den der forestilling om næsten totalharmoniske planeter er dybt urealistisk.
Det er sikkert masser der før er kommet med denne kritik og der findes sikkert en masse gode forklaringer på denne mærkelige ting ved genren, ligesom der sikkert findes rum-science fiction, hvor hver planet har små 200 forskellige kulturer, men indtil jeg lærer dem at kende vil jeg forsat påstå at monokulturelle planeter er det mest urealistiske ved rum-sceience fiction.
Hm… En mulig “undskyldning” kunne være at fremføre, at ligesom det at leve i et givent land og kultur former én, så former selve planeten også
de enkelte personer, kulturer, etc.
Men det argument fungerer selvfølgelig kun, hvis planetens påvirkning er af en anden type (rangorden?) end de enkelte (under?)-kulturers.
I Dune, f.eks., (du vidste den kom) er der flere samfundslag (på trods af et ret lavt befolkningstal) på planeten Arrakis – men de er alle
påvirkede af hvor lidt vand der er tilgængeligt:
Fremenerne er gået totalt i-pakt-med-sandet og religiøst amok, byernes befolkning lever i armod med had mod de højere klasser og uforstående
skræmt beundring for fremenerne, de udefra kommende arbejdere ser stedet som et helvedes-hul, smuglerne er nødsaget til at holde sig
foruroligende tæt på det samfund de forbryder sig mod, og de nobel-huse der har magten… har forskellige måder at bruge vandet til at cementere
det type magtforhold de vil have overfor befolkningen.
Udover at være et literært geni på højde med Frank Herbert (og tilsvarende spalteplads), kunne en mulighed jo også være at fokusere på
planeternes særtræk og især deres “store attraktion” – det gør Iain M. Banks meget godt, til tider: Vi har en scene på planet X fordi den har
wildlife Y som man kan bruge til esktremsport Z, intet sagt om at det er alt planeten er. Lidt ligesom at tage til USA og kun se New York, eller
til New York og kun se Central Park og Frihedsgudinden.
At tro at alle på en given planet taler samme sprog, har samme religion og holdning til spilpersonernes erhverv/race/whatever er dybt idiotisk –
men det er det også, at sige “Danskerne er kristne” og på den måde affeje alle spørgsmål om kultur-kristendom vs. tro vs. historisk arv vs og så
videre.
Der var måske noget interessant ved at “lege med fordommene”: Planeten er kendt for det smukke landskab hvori det vigtige møde skal ske, men
befolkningen hader “turisterne”. En stor underklasse på metal-industriel-militær-teknologi-planeten er pacifister på trods af/på grund af deres
arbejde i våbenindustrien. Spillerne forbereder sig på ét samfund, men deres shuttle styrter ned på det kontinent ingen hører om i skolen, osv.,
osv.
Fantastisk beskrivelse (med eksempler up the wazoo) her:
http://tvtropes.org/pmwiki/pmwiki.php/Main/PlanetOfHats
PS: Pas på! At kunne hygge sig med at læse artikler på Tvtropes er den endegyldige definition af en nørd. Vær beredt på at indse ting om dig selv…