Re: Vertikalt

Efter en halvsort kommentar på Mortens blog, hvor jeg blandt andet skrev at Coen brødrenes film ”No Country for Old Men” og Cormac McCarthys roman af samme navn var fortalt horisontalt og ikke vertikalt fortalt, gik Per von Fischer mig på klingen i en email.

.
Her er vores email veksling – jeg synes den blev ret fin.
.
Fra Per til Johs:

Hej Johs,
Tillykke med Fastaval-succes’en.
Mens jeg husker det vil jeg gerne vide lidt mere om vertikal og
horisontal narrativitet, og hvordan du synes rollespil passer ind – er
der et sted vi kan snakke om det, hvis ellers du har lyst?
Per
.

Fra Johs til Per:

.
Jo ja. Jeg skal nok.

Men det er noget jeg har hugget fra en læsning af en af McCarthys andre bøger. Artiklen jeg har hugget pointen fra har jeg ikke længere, men jeg husker pointen. Det handler om fortællerpositioner. En tradition fortæller ser/fortæller udfra et form for overblik – måske ikke i sit sprog, men det ses i fortællingensstruktur (det har en form for start og slutning). Hos McCarthy sker der bare ting – det er horisontalt. Han beskriver mere end fortæller – hvis du forstår. Der er ikke en skjult mening bag.

Jeg tror faktisk bare det er argumentet.

Det giver mening i rollespil, fordi vi hvis vi leger med der vertikale (om en helt vertikal rollespilsfortælling er mulig ved jeg ikke) kan frigørere os – især fra den der fastivalscenariestruktur, som vi vel begge kender.

Gav det mening og kunne du bruge det til noget?

Kh Johs
.
Per til Johs:

.
Det giver perfekt mening, lyder lidt som det hellige guld jeg
eftersøger 😀 – spilperson handler i en situation -> ting sker -> ny
situation osv.

Jeg forstår dog ikke helt hvorfor det er horisontalt – jeg ser
frendriften i “plot”, også hos McCarthy, som drevet af personernes
valg, og disse valg er jo ikke “tomme” eller taget i et tomrum, men
altid i forhold til noget (fortid, hænderlser, tilfældigheder mm)

Pludselig får jeg lyst til at grave Camelot frem igen…hmm

Per
.
Johs til Per:

.
Men jeg tror pointen, i læsningen af McCarthys Blood Meridian, som det var, er at fortælleren ikke forholder sig til personernes valg. Der kan godt være en sammenhæng at spore, men ikke nødvendigvis. Ligesom når man kigger på vores medmennesker. Tit handler de uforståeligt (ofte gør de ikke, men…) og hvis det var rollespil ville de spille deres spilperson dårligt – fordi de gør noget ukarakteristisk.

Da jeg læste Blood Meridian sad jeg ofte og forstod ikke hvorfor hovedpersonerne nu var der hvor de var eller gjorde hint. Han skriver meget fremmedgørende – hvilket jeg også mener går igen i No Country… i nogen grad.

Fortællerblikket er horisontalt, fordi vi aldrig zoomer ud og ser det oppe fra og ned. Ting sker – der er ingen planlægning eller styrring.

Kh Johs
.
Per til Johs:

.
YES! Eller man kan sige: der er ikke nogen fortæller i traditionel
forstand? Og at det er netop der hvor fx. Story Now rollespil kan
brillere. Læseren/tilskueren/medspillerne konstruerer deres egne
sammehænge og egne forståelser baseret på det der sker (ie. det de
fiktive personer fortager sig.)

Det der også går igen i disse typer fortællinger er manglen på en
protagonist, igen i tradionel forstand. Hvem er fx. hovedpersonen i
NCFOM? Chigur? Lwellyn? Sheriffen? Svaret er: ingen af dem eller dem
alle. Der samme er til stede i Fargo, Short Cuts, Crash, LIttle
Children m.fl., og der er også en medvirkende årsag til at den slags
fortællinger fungerer som rollespil, tror jeg.

Per

Sort Forsyning

– en internetlogbog om rollespil, simpelthen.

Skriv et svar Annuller svar