Jeg har prøver på at skrive om Gisles møde med Fjordstav.

Håber det ikke er for langt.

Gisle ved godt det er forkert at tage på havet den nat. Den 13. nat i november. Det er ikke noget man lære i kirken, men fra snakken iblandt de gamle i bygden, men om sådanne sager er deres ord ligeså sandt som amen i kirken. Gisle ved alt det, men de sulter. Han har ikke fanget noget i lang tid og han er ikke en mand der lever på almisser. Han tager aldrig imod flere fisk fra de andre fisker end højst nødvendig til deres overlevelse. Han tager aldrig imod nok til de kan blive rigtig mætte. For Gisle er det rigtigt, at de kan mærke i deres maver, at han ikke er en god fisker.

Gisle gør sin båd klar. Han rigger tovværk fast og lægger årene på langs i den spidse båd. Kigger rund, selvom han ved han er alene på stranden, inden han trækker båden ud. Han synes båden er svære end normalt at trække fri. Han fortsætter dog sin gang, indtil han kan mærke vandet ved sit skrid. Der stopper han op og ser sig rundt igen. Han ser morilden lyse op imod den mørke strand. Gisle ser hende ikke på stranden.

Gudhid står på stranden og ved han ikke kan se hende. I lang tid har hun vidst at de ikke kan få børn, men er alligevel ikke klart til at fortælle ham det. Men imens hun ser ham stå ud beslutter hun sig for at fortælle det. Fortælle det når han kommer hjem. Hvis han kommer hjem, tænker hun og fortryder sin tanke, selvom hun ved hun ikke kan gøre for det. Hun kan heller ikke gøre for at hun er gold, men det fortryder hun alligevel. Der er så meget hun ikke kan gøre ved og som hun alligevel fortryder. Ikke som Gisle, der aldrig fortryder, det elsker hun ham godt nok til at vide. Måske er det der Gudhis beslutter sig for at tag sit liv. Hun kan ikke gøre for det, men hun er helt tom af fortrydelse.

Gisle står ud. Han tænker på hende imens båden bryder bølgerne. Gisle mærker havvandets sting slår sig imod hans ansigt for første gang i mange år. Han er tilbage. Han er tilbage på havet og forstår det er hans.

Gisle råber imens han kaster garn. Han tror ingen kan høre ham. Gisle råber af havet. Gisle råber af sin golde kone, der ikke ved at han ved. Gisle råber af de underjordiske, som han ikke tror kan nå ham så langt til havs. Det kan de.

Noget fra havet svare. Det synger til ham. Det fortæller at han kan blive den bedste fisker der findes. Det vil give ham noget af sit. Det vil give sig til ham. Han skal bare trække. Det vil koste ham lidt. Det koster altid at være den bedste. Det er ikke noget de andre fiskerne vil kunne lide. Sådan er det, men synes han det er det værd? Vil han være villig til at betale den pris?

Gisle høre ham selv råbe. Han råber at han vil gøre alt for de ikke skal sulte mere. Han råber at han ikke har brug for deres kærlighed. Gisle ved godt det ikke er sandt, men råber det alligevel. Gisle råber at han har en kone, der alligevel altid vil elske ham. Gisle råber at han har en kone der vil give ham børn, der også vil elske ham. Han ved også godt det ikke er sandt, men råber det alligevel.

En stav sætter sig i hans net og den synger: hold mig, hold mig og jeg skal vise dig hvor fiskede glemmer sig. Gisle tager staven og ved at den hvad den hedder for den er hans.

Er den forlang?