Noget af det fedeste, jeg har været med til, var engang mig og min ven Anders T blaffe hjem fra Langå. Vi havde været nede og besøge dansk rollespils smukkeste mand og spille noget vampire eller noget. Det var før han blev dansk rollespils smukkest mand – dengang var det bare Ask og vi var stadigvæk håbefulde ynglinge. Så håbefulde at mig og Anders var kommet til Randers og prøvede at blaffe ved motorvejen imod Aalborg om aftenen. Som jeg husker det prøvede vi i ret lang tid og der kom ingen biler der ville tag os op. Så vi gik tilbage og købte to togbilletter til Aalborg. Men da billetterne holdte hele natten og den stadigvæk var ung, valgte vi at gå ud og se på Randers. For i Randers havde ingen af os været før. På et tidspunkt er vi på vej tilbage imod stationen og der ser jeg nogle brikker i et vindue. Det er små papbrikker og jeg synes at havde set nogle sådan i TRoA engang. Det er simpelhed Randers’ rollespilsklub Ametyst vi er kommet forbi og vi går ind. Her møder vi Danni Börm og venner. Vi købte en pizza for vores sidste penge og spiller Thomas’ Welshbury Brook med dem. Det var rocker. Jeg tror ikke det var den store rollespilsoplevelse som rollespil. Men hele situationen var fantastisk. Jeg husker jeg lærte meget af det spilgang. Kan ikke huske min karakter eller noget. Kan sådan ca. huske historien. Men vil altid huske situationen – den var smuk.
Næste morgen tog mig og Anders hjem. Efter vi havde overtalt en billetdame om, at vi altså godt måtte bytte vores billetter til denne dagen efter de enlig var købt til. Det var en god dag.
Hvis der er nogle pointe er det vel noget om, at det ikke altid er selve oplevelsen der er vigtig når vi spiller rollespil.
Det synes jeg godt man kan huske når man diskutere opdagelse af spiller. Men læs den ovenstående post om det emne.
Jeg må give dig fuldstændigt ret her, Johs. Det var ikke selve rollespillet (selv om det vist også var okay) der gjorde det til en oplevelse. Det var i høj grad setupet.
Nu skriver du andetsteds godt nok en del om hvordan du helst ikke vil have en rollespils identitet, der sætter dig i bås med folk der kan lide Monty Python og læser fan fiction (mine ord, ikke dine), men for mig står den oplevelse faktisk som noget af det ypperste af hvad rollespilsmiljøet kan. For her var jo netop en situation hvor det at vi havde en fælles interesse, gav os en fælles identitet. Og på få øjeblikke kunne vi fungere på venneplan og sågar sætte os ned og spille noget godt rollespil hele natten. Fordi vi var “rollespillere”.
For mig er det et rigtigt godt minde, som jeg ofte har brugt når jeg skal prøve at forklare andre om “ånden” i miljøet.
Ja, men jeg synes også at netop det eksempel er ånden i miljøet – det er ikke Monty Python eller fan fiction (med mindre det er et scenarie om fx Tolkins verden 😉 ). Jeg er rollespiller for rollespillets skyld. Faktisk synes jeg det er mægtigt uelitært, da det gør at jeg anderkender folk som rollespiller, hvis de VIL rollespillet – og ikke fordi de har læst hele Trollslayer serien.
Fx spiller Anders ikke rigtigt mere, men han husker det også med glæde ved jeg.