Eller jeg er så ligeglad med hvad du læser.

Der har været endnu et indlæg på rpgforum om at rollespil er kultur. Hvilket jo nødvendigvis betyder at vi skal støttes af staten. For er vi ikke alle gode socialdemokrater på en eller anden blegfed måde? Ligesom alle andre ’kunstner’ – så skal vores projekter støttes med kolde kontanter. For hvad er kultur, hvis det ikke er det staten vælger at støtte? Kun henvendelser med (vellignende) billeder og cirkulære argumenter kan forventes besvaret.

Hvad vi (som rollespiller) skal bruge støtten til har man ikke rigtig diskuteret, men støttes det skal vi, for i Sverige har rollespil været på finansloven siden 83 og de har en flåde af ubåde til at spille jagten. I Norge får Matthijs klassisk kunstnerstøtte til at færdig gør et Holocaust-bevidst-rollespil, men det vil jeg vende tilbage til. Vi skal da ha’! Og tænke over hvad man skal bruge de der penge til inden man får dem – er ligesom at tørre sig i røven før man skider. Eller noget.

Selvfølgelig har jeg en ide om at der er forskellige kunstgrene, der alle ønsker støtte til deres gren fra kulturstyrkelsen, kunstrådet og hvad det alt sammen hedder. At rollespil er kunst har aldrig været en problematisk definition for mig. Det er nemlig sådan i forhold til den debat, at holder jeg mig til institutionsteorien. Nu er jeg ikke rocker meget inde i den, og selvom jeg så var, gider jeg ikke diskutere den her og nu. Men det er en deskriptiv og ikke normativ definition på kunst. Plus hvad der er kunst bestemmes socialt. Når vi så snakker støtte er der et ideal om god kunst – det er altså her det normative spiller ind.

Nu ved jeg godt at man ikke kan sammenligne rollespil og litteratur, eller litteratur og scenekunst for den sags skyld – men det er man nødt til når man laver støttepuljer og økonomisk støtter noget frem for noget andet. På dette punkt er jeg så så lidt rollespiller at jeg ikke synes, det bare er rocker fedt at noget rollespil kommer på støtten – blot fordi det er rollespil. Hertil kan jeg alt for let se værdien i litteratur, scenekunst og måske endda også i billedkunst til tider. Ligegyldigt hvad skal fandeme være nogle gode projekter (eller en kunstner som har tradition for at lave gode projekter)! Det er det man støtter. Problemet er bare lidt, at jeg til dels ikke synes vores scenarier er gode nok til at retfærdiggøre en støtte og til dels nok ikke tror scenarierne nødvendigvis bliver super meget bedre af det. Ikke i forhold til alt det andet vores kunststøtte kan gå til, nemlig de der smalle værker. Vi laver smalle værker grundet vores genre ikke har stor genlyd i samfundet. De andre er smalle værker, fordi de bare er smalle værker som værker. [Faktisk ved jeg ikke om dette argument holder].

Når folk går amok over at Matthijs får støtte er det fordi det er til rollespil. Det synes jeg rent udsagt er noget pis. Det virkelig interessante er jo hans projekt. Det andet har ikke andet end sensationsværdi og en eller anden åndssvag misforstået soliditet. Denne misforstået soliditet udspringer af en bestemt forestilling om et eller andet fællesskab der også går udover vores hobby. Jeg skal være den første til at anerkende et eller anden form for nørde kultur – der også har noget med tegneserie, SF, fantasy, grimme hatte, sort tøj, dårlig metal musik, langt hår, lemfældigt forhold til kropshygiejne og grimt små pige porno fra japan at gøre. Ok, det sidste kom mest med for at siden skulle få flere hits, men er det ikke det, det der syge manga handler om? Det bliver da også vist på conner i ny og næ. Men denne kulturelle baggrund er ligeså falsk en konstruktion som fx nationsbegrebet. Og jeg vil gudhjælpemig ikke købe rollespilspakken, hvis den ser sådan ud.

For selvom jeg faktisk godt kan lide gode SF og fantasy (var du overrasket dér?), så går jeg i bad mindst en gang om dagen – vasker mig flere og bruger produkter. Jeg har meget lidt sort tøj, men stadigvæk nok til at kunne deltage i en demo eller to. Jeg hører ikke dårlig metal, men er mere til hiphop, elektronisk, hardcore punk og klassisk alternativ rock – så drop det nüemetal nüe! Har skyldt op til 3000 kr. for tegneserier i en butik, hvor jeg fik på klods –men aldrig for et superhelteblad (der findes også stolthed blandt nørder). Manga er bare japansk på den der måde jeg ikke helt forstår og måske heller ikke ønsker at forstå – men fred med det. Altså er jeg også masser af nørdt, det skal der ikke herske triviel om. Men vi er ikke enige af den grund!

”Wow, de tager os alvorligt som rollespiller. Nu mangler vi bare de også tager fantasy og mit gamle hamster alvorligt. Bare vi nu også kunne blive kapitaliseret lidt på – sådan at vi ikke kan være i fred med vores hobby.”

Jeg tror vi har en styrke som subkultur og som virkelig ubrugelig – der kan være et andet forsøg på en kunstnerisk definition. Jeg kan ikke huske hvem der beskriver litteraturen, som noget der faktisk gør papir mindre værdi – men det er et meget godt billede. Det er et stærk billede – faktisk meget lig det billede folk tit har af deres karakter, den ensomme ulv, og som ikke funger i rollespil. Det der er fed ved billedet her er bare, at vi ikke har brug for systemveredens anerkendelse i den kapitalistiske invasion – bare rolig den skal nok komme! De der mellemrum (Marx’ begreb om den økonomi der ligger udenfor markedet fx byttehandlen. Dette begreb bruger Bourriaud, i sin relationel æstetik, til at forklare den nutidige kunsts rolle) er iflg. Hardt og Negris Rosa Luxemburgs læsning nødvendig for kapitalismen og grunden til at profitraten ikke har faldet, selvom den har en tendens. Kapitaliseringen sker allerede i de der firmaer der bruger nogle vores fælles erfaringer, kultur og de personlige erfaringer de har fået igennem rollespil i andre mere økonomiske sammenhænge. Det er mest vores venner der gør det og jeg har ikke ond i røven eller noget. Det er ikke det det handler om, men det sker, det sker. Jeg tror ikke kun det er dårligt, men heller ikke kun godt.

Hvad har det med støtte at gøre, johs? Jeg ved du tænker dette… Jo, det jeg også lidt prøver på at sige. Er jeg at godt kan forstå hvorfor man (eller måske Norge) støtter Matthijs – det er jo et interessant projekt han har. Både som tema, som produktion og selvfølgelig også form. Dem der bestemmer sådan noget, har sikkert også synes det der rollespil var lidt interessant. Men deres overvejelser er ikke vigtigt for os. Det vigtige for os som borger/bruger/måske endda forbruger, er at man i Norge har valgt at støtte noget interessant kunst – især fordi det er rettet imod det internationale (ikke fordi man måske ikke kunne læse det på norsk, men alligevel).

Jeg synes ikke kunststøtte er ubetinget uproblematisk, men den er bare rocker vigtigt for den smalle kunst og jeg synes det skal være der.

I denne tekst er der ikke kommet ind på alle de andre støtte ordninger der er. Fx DUF eller hvad den der ”rollespil og samfundet”-fastaval fik støtte fra (EU-midler? Og hvad var de sat af til?). Men det er også noget meget andre end det kulturelle og kunstneriske felt.

Og tilbage til overskriften og det med kulturen. For jeg kom i mit indlæg på rpgforum til at skrive noget i stil med, at man skal brænde alt fantasy og rollespiller af. Det var lidt dumt skrevet og jeg skulle jo lade være. Men der kommer også nogle typiske rpgforumsk (læs dumme) reaktioner på den kommentar. Nu er dette jo en blog og det er mening at jeg skal skrive om mine personlige smags i litteratur og film, men jeg kan ikke se hvor det passer ind i denne diskussion om jeg læser fantasy eller hamster litteratur. Hvorfor skal jeg kunne li’ nogen litterær genre frem for andre bare fordi jeg godt kan li at rulle terninger? Det giver jo ikke mening. Ligesom jeg ikke behøver have et lemfældigt forhold til kropshygiejne, fordi jeg er rollespiller. Det er faktisk en rigtig dårlig ide, for resten. Især når miljøet så meget er bygget op omkring conner. Ikke fordi fantasy og hamster og kropshygiejne har noget tilfældes.

– og så længe Lene sælger så godt som hun gør, er der vist ingen grund til at sætte hende på støtten.