Stk. 1: Hvis man skal rulle terninger, så skal alle mulige udfald være interessante for fortællingen.
Stk. 2: De må ikke gøre vold på fortællingens paradigme, men gerne oprør imod fortællingens retning. Det er ok at et udfald udfordrer os som fortæller, men det må ikke ødelægge fortællingen. Opgør er altid et opgør imod en anden eller andre fortællerposition(er) – ikke imod fortællingens rum.
Bliver det til en serie (i stil med Karnov’s bestseller)?
Måske er det bare den logiske positivist der bor inden i mig, men det er fedt skrevet op – du skulle sende det til Anders Brun (og Steve Jackson).
Jeps, det var lidt ide – at der i allefald skulle komme en 2’er. Men der er jo altid den svære 2’er.
Problemet med paragraffer er at det altid der den vigtigste der står først. Jeg ved ikke om denne formulering af “hvad der er på spil”-paragraf er det vigtigste i terningerollespil. Det er helt sikkert ikke det vigtigste i alt rollespil. Men måske det er vigtigt – synes jeg.
Det var imens jeg var ved at læse denne artikel http://darkplaces.squarespace.com/journal/2006/5/8/sorcerer-under-motorhjelmen-1.html at jeg indså hvor tit jeg har sagt slå til en spiller og bare håbet inderligt på et bestemt udfald. Nogle gange har man som mester virkelig virkelig håbet på at spilleren ikke slog en 20’er.
1: amen.
2: lidt sværere at definere, for der er en zone hvor rum og retning mødes. Men tanken er god nok.
Mer’!
Tænker tænker… men det går langsomt.