For at kunne komme de værste indvendinger i møde, så definere jeg rollespil, som det jeg laver når jeg spiller rollespil. Det handler faktisk ikke så tit om terninger eller IC-snak for den sags skyld – det er måske en del af det. Men det er også teori, scener og fortællende elementer, disse ting ligner til forveksling noget, vi kender fra de tidspunkter vi ikke spiller rollespil. Så min påstanden er at rollespil, altid har været og altid vil være et dagligdags projekt, et metafysisk projekt, et kunstigst projekt og et særligt rollespils projekt. Det er på den måde, både kun rollespil og alt det andet. Jeg kan bedst lige at se mit liv i en eller anden totalitet, rollespil er en del af denne totalitet – men også vigtig for det teori, jeg læser til hverdag og omvendt. Ikke dermed sagt at man skal være teorifetichist når man arbejder med rollespil, men man kan være det – jeg er det. Men som HC Molbech hviskende til mig på Hygger’n, så er det jo bare ’ord’. Det er endnu en leg.
Johs, jeg fandt først din blog i dag, men jeg hænger på fra nu af 🙂 Fåk stavefejl og rock videre!
Må jeg gratulere for dette citat fra det forrige indlæg, det er stort:
“Det kan godt være benhårde 100% simulationister finder det fedt, men jeg tror ikke på at andre end spande og dåsefrugt er 100% simulationister.”
Jeg kunne ikke være mere enig. Jeg har allerede brugt for meget tid af mit liv med spande og dåsefrugter, nu skal det være slut.
Hil kejseren!
Per
Hey Per
Tak, jeg var faktisk også ret glad for lige den der sætning. Nogle må der være mere eller andet til livet end spande og dåsefrugt, det gælder vel også udenfor rollespil.
Derudover er det rart at blive læst, det også super rart at rost også endda af manden der tog indyrollespil med til Danmark (og det gjorde du endda lang tid før du kom her over til valen).
Jeg rocker videre, nogle gange er det nok lidt sort, andre gange giver det mening. Men forhåbentligt er der blot nogle sande sætning. Jeg tror ikke en hele tekst behøver, at være noget man kan bruge det hele af. Bare der er nogle sætninger. De bedste workshops/ foredrag jeg har været til har været sådan, men jeg tror det var noget jeg lærte af at spille rollespil… tilbage i dagen snakkede vi om “the golden rule”, der var noget med, at hvis der var dele af et system man ikke skulle bruge for at fortælle sin fortælling, så lavede man den om.
Men det er vel bare postmodernisme 101.
Endnu engang tak makker!
johs
ps. det er en fejl at jeg ikke havde fået et link op til mørkesider (den og denne side er jo næsten fætter med de navne), det troede jeg faktisk jeg havde, men det en smutter der bliver rette op.
Nu fik jeg læst nedenstående svada, med kun enkelte udfald i koncentrationen undervejs. 😉
For det første:
>> så ville jeg begynde at lave noget mere fornuftigt end rollespil, måske…
Der er ikke noget mere fornuftigt at lave. Det er en misforståelse.
Og for det andet:
>>Hvilken mening ønsker spilpersonen og hvilken muligheder giver det ikke til, at udfordre en spilperson på disse meninger?
Ja, hvilke? 🙂 Har du nogle erfaringer med spilpersoner, dine eller andres, hvor det har været i praktisk spil og med hvilket udbytte? Det har du utvivlsomt – det virker jo ret grundlæggende. Og hvordan kan det omsættes i en systematiseret praksis med en regelmæssig succesrate? Som du selv siger, rollespil er det du spiller.
Jeg har en enkel dualisme i mine karakterer til Lænker & Laster (et scenarie der i titlen nok antyder en vis mængde begær!): Du vil kæmpe for [indsæt idealisme] / og du vil dø for [indsæt personlig relation]. Deres Egenskaber ændrer sig efter hvilket Aspekt de følger: Benedikt er en Stærk gadekriger, men kærligheden gør ham Svag. Spillerne sætter selv scener og det er meget enkelt: hvis de ikke sætter en scene hvor de kæmper for en af de to ting, får de slet ingen terninger – så ruller Systemet henover dem.
Men de kan altid kun stræbe efter det ene, for begær at ensidig af natur …
Hey Thomas
Ja, se der er et rigtig interessant projekt, du har der, synes jeg. Dualisme er altid rocker, fordi man på den måde har en indbygget konflikt i personerne. Men det smukke ved dit nye scenarie projekt, er at det går igen i systemet. Det er fucking smukt i sin enkelthed, og lidt de samme tanker jeg går med.
Blot at de der tanker ikke var så vel defineret i mit virvar af en bevidsthed, men jeg er også først begyndt nu her med at læse de der indysystemer og har ikke haft råd til Dogs endnu – nej, jeg har ikke 100 kr. og jeg ved det er ynkeligt. Jeg har et skab med mad og en lille smule Petterøe’s tobak og det er det.
Jeg tager lidt dit andet punkt først:
>>Hvilken mening ønsker spilpersonen og hvilken muligheder giver det ikke til, at udfordre en spilperson på disse meninger?
Lige den der sætning er ikke særlig godt formuleret, men den der skriftlige formidling er også noget jeg arbejder med. Jeg var til en fest på filosofi i går, hvor en af mine venner jeg ikke har set i lang tid fortalte mig, at i forhold til de første opgaver, som han læste igennem for mig, så er jeg nået langt i det tekst han læser her. Jeg ved det bliver bedre hele tiden, selvom jeg nok aldrig bliver normalt stavende – men hey jeg er ret fræk, så jeg skal nok finde en eller anden indkomst. Der er jo altid flisen.
Praktiske erfaringer, hmmm… faktisk har det været en del af alle de scenarier og især kampagner jeg har arbejdet med, i mere eller mindre grad. Ideologikritik kommer ret let til mig, det er vel lidt en livsnødvendighed hvis man vil være venstreradikal i disse tider og samtidige bare nogenlunde fornuftig at snakke med. Men det store problem har altid, at få spilleren og spilpersonen med. Problemet er jo at sådanne nogle ret personlige forestillinger om verden er på sin vis udenfor spil-lederens kontrol. Der er altid en overgang mellem beskrivelsen og de billeder spilleren laver sig og måske også den for-forståelse spilpersonen reagerer ud fra. Det er altid de der overgange.
Udbytte? Jo, men det er jo vel i bedste forstand erkendelse til spilleren og bevægelse til spilpersonen. Først er det noget med, at lave nedgangen, bryde verden ned. Så rammer man tomheden, der ingen ting mere. Jeg ved ikke om den radikale tomhed, er særlig let at spille op imod. Den er i hvert fald super svær at beskrive, men jeg håber og tror at rollespil, måske er et godt medie er denne beskrivelse. Filosofien bliver altid ulden på dette punkt, lyrikken har også sine fordele, men jeg bliver nok ikke lyriker;). Derudover er denne blanding af det narrative og dramatiske der netop er i rollespil, måske rigtig godt til dette projekt. Jeg tror det, men har ikke undersøgt og tænkt nok over det. Hvis vi gjorde, tror jeg, vi her kan komme til noget der ligner en positiv beskrivelse af hvad det er rollespil faktisk kan som unikt medie, og det mangler vi synes jeg. Projektet er altså to dellet; der er noget jeg mener vi skal beskrive, for at kunne skrive nogle ontologiske sider ved mennesket og dermed faktisk også kommer tættere på en forklaring om hvad dette medie vi bruger så meget tid på, er for noget. Her er et sted der skal arbejdes, tror jeg. Håber rigtig meget det holder.
Og nu til det første:
Ja, der er ikke noget der vigtigere – eller hvad hedder det alt sammen. For der var også de der bøger der skulle læses også selvfølgelig verdensrevolutionen. Men som Žižek har sagt, så skal man altid insistere på et udenfor. Men det der begreb ”fornuftigt” er også rocker voldtaget, også i den sætning hvor jeg har brugt den. Det var vel mest en overdrivelse i stil med, hvis jeg kunne få dette udtrykt i et stykke rollespil, så ville min lykke være gjort.
[Jeg det blev et lidt for langt svar, der er bare så meget der skal siges… øv]
Der er ganske rigtigt ikke noget, der er mere fornuftigt end rollespil – ligesom rollespil ikke er virkelighedsflugt al den stund at det er en virkelig oplevelse lige nu sammen med andre mennesker – rollespil er jo både det, der sker hér i virkeligheden (Anders rømmer sig, kigger på dig – jeg fumler med nogle terninger – Thomas griner af noget, Anders sagde for tre timer siden – Per siger noget på vegne af sin spilperson etc.) og det fælles imaginære rum.
Bla bla bla… I am ranting. So sorry. Syntax error.
Om rollespil er fornuftigt, kommer vel meget an på hvad man vil. Hvis jeg bare vil scorer og kneppe tøser er det måske ikke så fornuftigt, men bliver let ret ynkeligt: ”Så kommer der endnu en super lækker elverprins og gør sig til…”. Men hvis jeg vil skabe de der fortællinger, som rollespil er gode til er det et fornuftigt værktøj. I et sådanne tilfælde ville et forsøg hvor man brugte sex nok blive ret ynkeligt: ”Kan du ikke være en elverprins med et + 2 våben, skat?”. Alt ting til sin tid og vi bestemmer hvornår hvad er fornuftigt i fællesskab.
Du har også ret i at rollespil ikke er virkelighedsflugt i ordet sande forstand. Men det er da i høj grad hverdagsflugt (hvilket vel er det vi mener når vi siger virkelighedsflugt). Man kan ikke flugte fra virkeligheden det er jo efter Hegel det hele (det hele er for resten også fornuftigt skriver Hegel, men det er lidt i en anden forstand) og man skal tage Hegel seriøst, synes jeg.
Hverdagsflugten eller andre sociale-rumlighedersflugt synes jeg personligt er ret vigtigt i mit liv, at transcendere hverdagen er rart – ligesom det er nogle gange er rart, at lade sig synke ind i hverdagen. Igen er det der er spil vel den der småborgerlige pointe om at alting er godt i små mængder til rette tid…
Problemet opstår man vi er i situationer hvor vi skal vælge, for der er altid noget vi ikke har tid til, men gerne vil. Jeg har måske af forskellige grunde, sat rollespil lidt for højt på min prioritetsliste. Når sådan noget sker så bliver, den her totalt-ynglings-hobbyen omskabt til en ond dæmon, hvilket kan gøre ret nas og personligt har gjordt det! Derfor har rollespil ikke hele tiden været det mest fornuftige/rigtigt for mig personligt, men det er en vane jeg ikke kan sparke, ligesom kaffen og cigaretterne. Fx vil jeg helst ikke have at rollespil går udover min skolegang og læsning – men det gør det engang imellem.
Syntaksfejl er helt ok her, denne side er bygget op af syntaksfejl… og ler.
Wow, der fik jeg lige modsat noget af det jeg har skrevet i det indlæg, denne kommentar tråd er kommet ud af.
Selvom man skal opfatte sin omgang med verden holistisk, så er vi næsten alle klar over når vi skider og hvornår vi spiser. Der er forskel på de to ting, men også en sammenhæng. Kategorier er ikke blot onde eller nødvendige i sig selv, de er altid blot tilfældige konstruktioner, men at vi har brug for kategorier er en nødvendighed betingelse for at være de fornuftsvæsener vi nu engang er. Ja, biologien er om noget tilfældig – men derfor ikke underlagt det sociale, det ville også være kategorifetichisme, ligesom de der tror; at de kan forsvare alt med det er naturligt.
Det blev lige lidt længere end jeg ville, håber det er ok.