At man har den her store hemmelighed, men man ikke må fortælle den og den bare vokser og vokser og vokser. Og det er ligesom pastagryden hvor der bliver ved med, at komme pasta ud af, kender I det?

Jeg ved noget, som I ikke ved. Eller som nogle af jer, måske ved. Eller som to andre ved, men så kan jeg heller ikke fortælle mere. Jeg må fortælle det, skrige det i morgen. Men så er det kørt op til noget det ikke er. Og denne text minder mere og mere noget der kunne være et modne prosastykke fra 80’er, en del af de dårlige stykker fra 80’er.

Faktisk skulle man sove/læse/elske en sådan nat som i nat. Men jeg tror nu jeg vil tag opvasken i stedet – det er også vigtigt. I morgen vil jeg fortælle det, jeps i morgen.