I dag, d. 21., er det:

Jeg har spillet Psi*Run en gang hjemme hos Peter Dyring i Viborg med Uffe Thorsen spilleder. Uffe er en kick ass-spilleder, hvilket var med til at gøre det en virkelig fed oplevelse. Det var et fint lille indiespil med en masse interessante elementer. Man spiller en slags superhelte der flygter fra nogen agenter der vil fange en. Måske vil de forske i ens evne, måske er det bare for farligt at man kan læse tanker eller ”gå igennem ting” (som min helteevne var), så de vil slå en ihjel.

Spillet er forholdsvis mekanisk, hvor man flytter sig fra lokaltion til lokaltion og man bruger en masse terninger. Som jeg husker spillet så ødelægger man verden omkring sig i sin flygt og har en række interessante mekaniske valg undervejs i spillet.

Jeg vil utrolig gerne spille Psi*Run igen på et tidspunkt.

I dag, d. 2., er det:

Microscope er et fantastisk historiefortællingssystem. Det er et system, hvor man fortæller en stor historisk fortælling frem og hvor man kan zoome fra historisk periode (som en krig eller en nations levetid) indtil en helt central scene og tilbage igen. Heraf navnet “microscope”.

Jeg spillede det for et par år siden hjemme hos Peter Dyring i Viborg og vi har brugt til at bygge en setting til en kampagne.

Men jeg har ikke prøvet en Microscope kampagne og det kunne jeg faktisk godt tænke mig. At sætte sig ned og bygge en lang historie frem. Evt. som setting til en kampagne igen (det virkede virkelig godt).

Jeg er ret forelsket i Microscope.

Ting tager længere tid over computeren så vi er stadigvæk i opstartsfasen. Men vi har efterhånden et ret godt koncept. En slags A Song of Ice and Fire kampagne, men sat i et mytisk Rusland. Per har lavet en meget sej national religion, hvor man tilbeder en brændende fugl! Desværre er vores adelsfamilie gået over til den nye tro – træjomfruen – der er mere sexet og inderlig (hvordan man ellers kan være mere inderlig end en brændende fugl!?).

Til gengæld har vores adelsfamilie en kobbermine og er lidt nyrig i det. Har købt sig indflydelse og status hos en ældre og mere respekteret fattig adelsfamilie. Vores familie er bygget op omkring Moderen. Som er familiens overhoved. Hun har været gift to gange. Vi har jammet lidt på spilpersoner. Per er GM. Peter er enten ældste bror i nummer to søskende flok eller en yngre bror i den ældste. Han står i alle fald ikke til at arve noget og har haft en lang soldaterkarriere. Uffe spiller Moderens mand (nr. to). Hvad han kan ved jeg ikke. Og jeg spiller storesøster fra første kuld. Jeg tror hun har styr på penge/kobberminen og meget troende (trædamen, ikke ildfuglen, desværre). Også synes jeg det er utrolig passende at min spilperson heller ikke har busker på, nu hvor jeg ikke har.

Nu skal jeg bare finde ud af hvordan man brænder (eg. laver) en spilperson i BW når man mest bare har bogen til hjælp.

Jeg fik spillet og nu giver jeg dem stjerner (max er 5):

• In a Wicked Age (fredagaften) ***
• Psy*Run (Lørdag formiddag) *****
• Mechaton – som er et lego-figurspil (Lørdag eftermiddag) **** <- jeg vandt.
• Dungeon World (Lørdag aften) ***
• Microscope (Søndag) ****

Microscope var så interessant at jeg købte det på pdf og læste det på hjemturen. Måske var meningen at jeg faktisk skulle havde læst Burning Wheel på hjemturen, men sådan kan det jo gå.

Det var utrolig godt og jeg fik spillet to ud af mine fem Go Play 2012!-spil.

De to indiepiger Peter og Per mener vi bør spille det i en simpel version af Burning Wheel, evt. et Mouse Guard hack. Holdet har tidligere spillet Mouse Guard, så det er ikke helt åndssvagt. Desværre var vores Mouse Guard kampagne ikke så lykkelig. Jeg havde blandt andet svært ved at få politiske aspekter i spil – hvilket helt sikkert er min fejl, men det gør det ikke mindre problematisk. Det er især problematisk i en kampagne hvis fokus er politiske magtspil på højeste plan.

Samtidig ved jeg ikke helt hvordan Mouse Guard håndter at hovedpersonerne i AGOT ofte deres egne største fjender. Er det noget man ligger ind i tolkningen af fejlet slag? Og konflikter? Tyrion tabte orddysten, fordi han var lidt for smart ass i sine come backs. Ville det virke? Virker Mouse Guard sådan? Og hvor er Uffe når man har brug for ham?

Det er svært, men er jeg fristet. Om ikke andet så for at få lov til at hacke spilelementet ”Nature” i Mouse Guard.

Folk misforstår ofte hvad Nature er. Enten tolker de det som en form for klasse/profession eller også tolker de det moralsk. Jeg har ikke set et hack, hvor nature ikke er blevet misforstået. Grunden til misforståelse er at rollespilshackers er (for) dårlige til filosofi. I Mouse Guard giver nature kun mening som et heideggersk Das Man, det som Kierkegaards kalder bedsteborgeren. Das Man – er en personificering af det man jo gør:

Man står op og man går på arbejde hverdag. Man passer sit. Man taler pænt. Man skiller sig ikke ud.

Mouse Nature er det mus gør! Mus flygter. Mus klatter. Mus gemmer sig. Mus samler forråd. Det modsatte af Mouse Nature er et ideal: The Guard. Fordi vi har Das Man overfor Idealet og idealer tydeligvis har noget med moral at gøre, så kommer man let til at gå galt i byen og tolke Nature som noget moralsk. Det er det ikke. Det er ikke umoralsk at klatter eller samle forråd. Og det behøver det at flygte eller gemme sig helle ikke at være.

I et AGOT er Das Man alle de mennesker vi ikke læser om. Det er bønder og borger. De er ikke krigere. Er ligeglad med hvem der er konge og drømmer om en uendelige sommer. Det er med et engelsk ord The Common. Og sjovt nok ville jeg beholde 3 ud af 4 evnerne fra Mouse Guards Nature: nemlig gemme sig, flygte og samle forråd.

Hvad jeg skulle stille op med den der GMs/Players ture, som virkelig ikke virker for mig, hvordan jeg skulle ændre recruitment og hvad jeg skulle gøre med hele den rigide xps uddeling i slutningen af spilgangen, har jeg ingen idé om.

• Apocalypse World
• 3:16
• MicroScope
• Dogs In The Vineyard
• In a Wicked Age

Plus tre andre, som jeg endnu ikke fastlagt mig på.

Hvem vil være med? Hvad skal de tre andre være?

Jeg har det ikke ligesom Peter: Jeg kan godt lide at lave settingbeskrivelser, men kun nogen gange. For mig skal det være let at spille selvom jeg ikke lige har tid til at lave npcer eller forberede noget som helst. Til gengæld skal det også være muligt for mig som GM at forberede mig (og skrive den ene blogpost efter den anden om alle mulige npcer eller settingen mere eller mindre generelt).

Med mit omskiftelige behov sætter jeg mig lidt mellem to stole. Mange af de forskellige indiespil er designet ud fra en no prep-filosofi og giver mig alle mulige værktøjer til at lave fedt rollespil fra en løst defineret setting. Det vil jeg gerne, men kun nogen gange. Andre gange har jeg behov for at kunne forberede mig og planlægge, fordi jeg synes det er sjovt at se hvordan det jeg har forberedt og planlagt udspiller sig i spil. Det er diverse no prep-spil ikke så gode til.

Sidst, men ikke mindst så gider jeg ikke læse regler. Jeg gør det selvfølgelig, hvis jeg skal, men jeg synes ikke det er særlig sjovt. Omvendt synes jeg det er sjovt at bygge regelsæt ind i andre regelsæt.

Derfor har jeg i en tidligere kampagne taget Warhammer FRP og bygger alle mulige regler ind i det. De fleste regler læste om på Mortens blog – enten som regler han fundet på eller i nogle af hans mange spilrapporter. Det virker for mig og er grunden til at jeg næsten aldrig spiller som reglerne er beskrevet.

Danger Patrol er et spil som fanger den sammen stemning som man også finder i de første Jens Lyn. Man sammensætter ens spilfigursklasse ud fra to dele. Vi spillede spillerklasser der hed: atomic explorer, ghost agent, alien warrior og two-fisted detective. Men man kunne ligeså godt ha’ spillet ghost warrior eller atomic detective (der var også spilfigurdele som vi ikke brugte fx robot, psychic, flyboy, daredevil). Godt.

Systemet hjælper en til at skabe historien i fællesskab. Det var blev en fuldfed actionfuldt og noget rodet fortælling. Vi redede rumdronninger og -prinsesser i et væk. Der var både ubåde, rocketpacks og ray-guns, klimaks var da vi blev nød til at sprænge Neptun i stykker, imens vi var på planeten, for at rede Mars og vores hjemby Rocket City. Neptun var blevet sendt ud af sin bane og på kollisionskurs med Mars.

Vi kom op og slås imod kæmpeblæksprutter med gift tentakler, onde kommunister og en forsmået søn med en stor krigsgorilla (se billedet) og et endnu større faderkompleks.

Det var så fedt!

Spillet kan downloades gratis i en betaversion her.

Peter spiller (eller skal spille) en Dragejægerne inspireret fantasy kampagne. Jeg er ret misundelig.

Hvis det var mig der skulle lave et spil med flyvende øer så ville jeg skabe spilverden ved hjælp af Diasporareglerne. I Diaspora laver man i spilgruppen 6 – 10 solsystemer sammen. Man skiftes til at slå man tre stats for hvert solsystem: Technology, Enviroment og Resourcer. En stat kan gå fra -4 til 4. Ud fra hvad de tre statsværdier fortæller om solsystemet digter to sætninger om systemet. Sætningerne skal fortælle noget om systemet, dens kultur, politik eller anden udtryk. Derefter slår man for hvilke systemer der er forbundet til hvilke (ved hjælp af Slipstream). Herefter formulerer man en tredje sætning omkring systemet, nemlig noget om hvordan den forholder sig til sit om-universers.

I Islands in the Sky ville jeg næsten gøre det samme. Jeg ville bytte to af de tre stats ud og lave det lidt mere dualistisk. Fantasy er nemlig ofte ret dualistisk. ”Technology” ville jeg bytte ud med ”videnskab” (1 til 4) over ”magi” (-1 til -4), sådan at øer der har meget videnskab har mindre magi og omvendt. ”Enviroment” ville jeg bytte ud med vejr eller måske en årstids-stat – sådan man slår for hvor varm eller kold/tør eller fugtig en ø er. Det har jeg ikke helt tænkt igennem endnu. Jeg ville beholde ressource/rigdom som stat.

Derudover ville jeg indfange de flyvende øer i ugennemsigtig tåge eller iblandt voldsomme vinde, så der kun var en vis antal farbare ruter man kunne flyve imellem dem. Disse ruter ville jeg slå ligesom man slår slipstream-forbindelser i Diaspora.

Jeg ville beholde Fate-reglerne og det med at man skal formulerer sætninger under udviklingen af verden og spilfigurerne, men jeg er også ved at blive mere og mere vild med Fate-reglerne (jeg har dog ikke spillet med dem endnu).

De flyvende øer og andre darlings

Mit spilunivers ville være lidt mere streampunk’et end Dragejægerne. Jeg tænker man flyver i en slags ubåde/rumskibe, men at man godt kan tække vejret uden for skibet, men måske gør vindene/lyset/tågen en sindssyg, hvis man er for længe ude for skibet af gang.* I alle falde ville jeg forsøge at gøre det hele lidt mere Lady Blackbird’ish.

Det er fantasy så jeg ville selvfølgelig have drager med. En nemlig en drage per ø – hver ø’s drage gør at øen kan flyve. Måske er der lavet en aftale med dragen, måske holdes den fanget, det er forskelligt fra ø til ø. Når man laver øer laver man også øens drage og dragen påvirker selvfølgelig øens befolkning. Måske skal en af øens tre sætning være rettet imod dragen (men også gælde øen, fordi dragen påvirker øen).

Udover dragerne ville jeg også have søuhyrer med a la Sky Squid’en fra Lady Blackbird.

*) En idé jeg har hugget fra Sundered Skies rollespillet.