Klik på billedet for en større version.

I dette indlæg vil jeg kort beskrive den centrale del af Warhammer-verden plus mine personlige erfaringer og tanker fra den. Der findes selvfølgelig en række officielle beskrivelser, men de er sikkert ikke på dansk og helt sikkert ikke mine overvejelser.

Imperiet

Det er udgangspunktet. 99% af alle Warhammer kampagner foregår i Imperiet. Imperiet er bygget over Det Tysk-romerske Rige, hvor de 11 provinser og 4 bystater i sig selv udgør en mangfoldig forskellighed – herunder en hobbit provins. Det er den mest magtfulde nation i Warhammer-verden.

Kislev

Øst/nordøst for Imperiet ligger Kislev, der er en slags Polen/Kijevrus. Koldt, østeuropæisk og stolt. Kislev er allieret med Imperiet og ledt af en Tzarina, nemlig Katarin the Ice Queen. Hvergang kaostropperne kommer fra nord og øst (og det gør de ret tit) står Kislev først for skud, derfor (og sikkert også pga. kulden) er folk fra Kislev nogen hårde typer. Jeg har aldrig spillet i Kislev og afsnittet Something Rotten in Kislev fra den store The Enemy Within Kampagne, der forgår i Kislev, skulle være ret kedelig, men jeg har læst om Felix og Gotrek der rejser igennem landet i en af bøgerne, hvor de er på vej til Chaos Wastes. Der scorer Felix en ung varmblodet kislevine, jeg kan ikke huske om hun dør, men det gør hun sikkert.

Chaos Wastes

I gamle dage (1st ed.) var de nordøst/øst for Kislev, men i dag er det nord for Norsca. Her er kaos, både væsner og magik – jo længere imod nord man kommer, jo mere ændre virkeligheden sig på en ubehagelig måde. Alting bliver mærkeligere og mærkeligere. Det er Alice i underlandet med hundemennesker, pigarmbånd og kønsorganer med tænder. Det er her kaosinvasionerne kommer fra.

Min sidste Warhammerkampagne endte langt oppe i Chaos Wastes. Det var lidt en slags Heart of Darkness historie.

Norsca

Nord for Imperiet og nordvest for Kislev ligger Norsca. På den måde ligger der enten The Sea of Claws eller Kislev mellem Imperiet og Norsca. Norsca er vikinger, der bor lidt for tæt på Chaos Wastes. Jo længere nord på, jo mere bliver kaosmagterne en naturlig del af Norse kultur. I Imperiet møder man mest Norse i Nordland, hvor de kommer ned for at røve eller handle. Der er altid Norse med i kaosinvasionerne, men ikke alle i Norsca er kaosagtener. Det virker til at forholdet mellem Norse folklore og kaos er ret komplekst.

Jeg har haft en kampagne (den der Heart of Darkness historie), hvor spilpersonerne rejste igennem Norsca og til det brugte jeg, Norsca: The Grim North of Perilous Adventure (det er fanskabt og virkelig godt).

Albion

Bygget over præromersk britannia med kæmper (tror jeg). Mystisk ø gemt bag en tåge. Måske bor der kæmper. Jeg fik aldrig læst den Felix og Gotrek historie der foregår i Albion færdig, fordi det blev for gakket. Jeg ved virkelig ikke hvad Albion skal gøre godt for.

Marienburg (i Wasteland)

Vest for Imperiet i den løsrevne provins Wasteland (tidligere Westerland) ligger handelbyen Marienburg. Det er Warhammerverdens svar på Holland og hansestæderne – bare uden forbund, da der kun er en by og ikke flere. Marienburg har kæmpebetydning for handlen i Imperiet, da den ligger ved indsejling til hovedfloden River Reik (hvorpå også Carroburg ligger). Det er en interessant by og jeg har næsten altid besøgt den i mine rollespilskampagner, hvis ikke kampagnen ligefrem forgik i byen.

Derudover er Marienburg: Sold Down the River klart anbefalingsværdig. Kristian Bach Petersens næste fastavalscenarie “På røven i Marienburg” skulle eftersigende foregå i Marienburg.

Bretonnia

Syd for Marienburg og vest for Imperiet. Bygget over normannisk middelalder Frankrig (som del i virkeligheden var to/tre forskellige lande). Er der verdens bedste riddere, et stærkt feudalt samfund, en kvinde i søen-figur, et mærkeligt forhold til feer og andet Kong Arthur lir. Det har aldrig rigtig interesseret mig, men boheme-bretonaner er interessant som bipersoner (udenfor Bretonnia), fordi jeg er helt vild med fransk kulturproduktion og moderne fransk kultur – ikke kun, men fx surrealisme og dadaisme.

Hvis man er til det der mere normanniske og Kong Arthur fantasy i Warhammer er der udgivet Knights of the Grail (en settingbog til Bretonnia). Der skulle være noget at komme efter, såsom vildt seje ridderordene og en vampyr-provins. Umiddelbart står der ikke noget om Situationistiske Internationale, så jeg har kun kigget i den.

Estalia

Er i virkeligheden ikke en nabo til Imperiet, da det ligger syd for Bretonnia og vest for Tilea. Det er Spanien og der er noget med nogen “Diestros”, som kommer fra Estalia, men jeg har aldrig brug hverken landet eller disse til noget. Tænker at bruge det, hvis jeg skulle ud i en warhammer-pirat/ Zorro fortælling – ellers ikke.

Tilea

Øst for Estalia og syd for Imperiet. Det er Warhammers svar på Italien i renæssancen – bare uden pavemagten. Det er lidt synd at der ikke er en pave, men en pavemagt passer bare ikke særlig godt ind i Warhammers religiøse set up. Så det ender med at der nogen mere eller mindre interessante bystater, som er mere eller mindre i kamp med hinanden. Jeg har brugt tileanske bipersoner som opfindere og gangster. Faktisk så meget at det næsten bliver racistisk.

Skavens hovedstad Skavenblight ligger i Tilea.

The Border Princes

Øst for Tilea og sydøst for Imperiet ligger The Border Princes. Det er et slags balkan, hvor adelige kan rejse hen, hvis de ikke længere kan blive i Imperiet. Felix og Gotrek rejser igennem The Border Princes sammen med en sådan adelig og dennes landsby – det går mindre godt.

Der er masser af orker, gobliner og røverbaroner. I bogen Renegade Crowns slår man (med terninger) et område i The Border Princes frem. Det er sjovt, men jeg har mangler endnu at komme helt igennem processen – fordi den er lang og jeg ender med at kede mig under vejs eller synes de kort jeg tegner er for dårlige.

Worlds Edge Mountains

Denne bjergkæde løber forbi The Border Princes, Imperiet, Kislev og helt op til Norsca. På den anden side er der kaos stepper og ondskab. I bjergene har dværgene både aktive bosteder (keeps) og forladte keeps, som er blevet overtaget af gobliner eller andet ondskab.

I dag, d. 24., er det:

Vi er lige begyndt en Dresden Files kampagne med setting i Berlin. Vi er kun i gang med at lave byen, men indtilvidere er rigtig sjovt. Jeg har tidligere beskrevet Dresden Files som en blanding mellem Vampire the Masquerade og tegneserien Hellblazer. Fate er motor i systemet og det virker til at det går op i en højere enighed, Fate er fedt. Det er dog ikke kun Fate – det er Dresden Fate og jeg glæder mig især til at se hvordan magisystemet virker.

Jeg er ret forelsket i Dresden Files.

I dag, d. 23., er det:

For et par år siden kørte jeg en mindre kampagne i Savage Worlds. Savage Worlds er et simpelt, let, hurtigt, godt og noget klassisk rollespilssystem der passer perfekt til lidt plup’ed kampagner. Desværre kan Fate Core meget af det samme og jeg vil som oftest vælge dette, men når/hvis vi bliver træt af aspekter, så står Savage World klar.

Savage World er et godt lille system.

I dag, d. 22., er det:

Billedet er hugget fra Kristian

Kristian Bach Petersen kører en julekalender hvor han (og en håndfuld gæsteeventyrer) spiller sig igennem 24 Sværd og Trolddom bøger. Det er virkelig sjov læsning. Personligt har jeg faktisk ikke spillet så meget, men jeg husker spændende eventyr læst og spillet alene i mine forældres sommerhus i Blokhus eller sammen med min ven Klaus  i fælledshuset i bofælledsskabet . Jeg kunne rigtig godt lide den bog, hvor man styrer en hær, men den bedste oplevelse var på vores lokale bibliotek, hvor to større drenge spillede en bog – det var noget med et hulesystem. Det var efter jeg havde kigge på Drager og Dæmoner bogen, men før jeg spillede Viking med min mor. Den ene læste og holdt regnskab, den anden valgte og slog terningerne. Jeg sat og lyttede. Ham med terninger skulle på et tidspunkt hjem, så jeg overtog hans rolle, tog et par uheldige valg og døde. Fuck det var awesome – det var jo næsten rigtig rollespil.

Jeg elsker den fantasy verden som bøgerne er sat i, men regner ikke med at få tid til at spille nogen af dem igen.

Jeg bryder mig meget om Sværd og Trolddom.

I dag, d. 21., er det:

Jeg har spillet Psi*Run en gang hjemme hos Peter Dyring i Viborg med Uffe Thorsen spilleder. Uffe er en kick ass-spilleder, hvilket var med til at gøre det en virkelig fed oplevelse. Det var et fint lille indiespil med en masse interessante elementer. Man spiller en slags superhelte der flygter fra nogen agenter der vil fange en. Måske vil de forske i ens evne, måske er det bare for farligt at man kan læse tanker eller ”gå igennem ting” (som min helteevne var), så de vil slå en ihjel.

Spillet er forholdsvis mekanisk, hvor man flytter sig fra lokaltion til lokaltion og man bruger en masse terninger. Som jeg husker spillet så ødelægger man verden omkring sig i sin flygt og har en række interessante mekaniske valg undervejs i spillet.

Jeg vil utrolig gerne spille Psi*Run igen på et tidspunkt.

I dag, d. 20., er det:

Jeg har spillet en kort Warhammer kampagne i Fate Core og vi konverterede vores A Song of Mountain & Riverland-kampagne til Fate Core. Fate Core er blevet mit nye go to system. Det er forholdsvis klassisk, men har en elegant skæbne-overbygning, hvor forskellige aspekter af spillernes liv og personlig har en reel mekanisk betydning i systemet. Sjovt nok mangler jeg at spille en vellykket Fate-kampagne som kan bevise at systemet virker. I de to forsøg jeg har været med i, har vi endnu ikke for alvor fået hele personlighedsaspekt-tingen til virkelig at spille.

Men jeg er håbefuld og regner med min fascination med Fate Core giver kaster noget fedt rollespil af sig.

I dag, d. 19., er det:

Lady Blackbird er en gratis pdf som du kan finde her (hele spillet er kun 16 sider langt).

Tilbage i 2009 spilledte jeg det, hvilket Morten har skrevet en efterspilsrapport til. Det var ikke verdens bedste spiloplevelse, men spillet har haft en helt utrolig betydning for dansk scenarietradition. Flere scenarier bygger på Lady Blackbird mekanikken og personligt var denne koncise måde at skrive spil på en virkelig øjenåbner.

Lady Blackbird betyder virkelig meget for mig.

I dag, d. 18., er det:

Jeg kan desværre kun spillet meget lidt Ars Magica.

Men jeg elsker ideen om troupe play, magisystemet, settingen (både i sig selv og at den er en slags forløber for Vampire). Der er ondskabsfulde feer, gudfrygtige præster og nidkære troldmænd – fuck yes! Jeg elsker ikke bogføreringen, som trofast følger med en Ars Magica kampagne, men det kan man holde på et minimum.

Jeg har været forelsket i Ars Magica siden første gang jeg åbnede grundbogen og der et stadigvæk.

I dag, d. 17., er det:

Da jeg gik i folkeskole var det lidt svært at finde folk at spille rollespil med. I aalborgforstanden Gug var vi ikke mange der var ramt af the rollespilsbug, men jeg fandt en fyr ved navn Martin, som jeg gik spejder med. Han blev spilleder for en gruppe bestående af sin lillebror, en anden fyr jeg ikke kan huske navnet på og mig. Vi spillede en mindre kampagne i Rifts. Rifts-settingen er sat i vores verden i en nærfremtid. Efter en stor nuklear krig er der opstået en række rifter i virkeligheden, hvor ting og væsener fra andre dimensioner vælder ind. Det noget af det mest postmoderne sci fi, jeg nogensinde har set. Alt hvad forfatterne synes kunne være awesome er med: cyborgs på narko, mutant hundesoldater, et amerikansk nazist imperium, kæmpehjerner, drager, feer, krigere fra Atlantis med magiske tatoveringer, et vampyrrige i Mexico, mechas, dæmoner og bonderøve. Også er det skalerbart: Store ting såsom dæmoner, mechas og drager kan kun dræbes af ”mega damage” som er sin helt egen kategori af skade. Jeg kommer aldrig til at spille Rifts igen, men holder af det fordi:

Rifts er princippet om ”more is more” med 220 km/t.

I dag, d. 16., er det:

 Jeg blev introduceret for World of Darkness (eller New World of Darkness, som det også kaldes) af min ven Kristian Lund. Vi havde spillet en del Vampire the Masquerade sammen, men dette var noget andet. Vi spillede dødelige og med et systemet der ikke var helt ligeså ødelagt som Vampire.

Senere spillede jeg en okkultdetektiv kampagne med min ven Rasmus Nord som spilleder i World of Darkness og vi bruge systemet i vores A Song of Mountain & Riverland-kampagne. Det virkede dog mindre godt der. Hvis jeg skulle spille noget okkultdetektive rollespil ville jeg nok vælge Fate i dag, hvilket jeg næste synes er synd, for World of Darkness er sgu ok.

Jeg synes World of Darkness er godt spil.