Morten Greis skrev for nylig en række super gode artikler på sin blog om Tomb of Horrors – et eventyr fra 1978 som han havde givet sig i kast med igen. Som Morten selv skrev er Tomb of Horrors et legendarisk eventyr men som det også fremgik blev det skrevet i en tid hvor rollespil var noget ganske andet end i dag. Og som bekendt er det ikke alting der ældes med ynde. Men hvornår piller man egentligt ved legender?

The Enemy Within

Jeg spiller selv en Warhammer kampagne. For anden gang på 30 år er jeg GM på The Enemy Within. Den er efterhånden synonym med Warhammer Fantasy Ropleplay 1st edition og i retrospekt er det svært at skelne systemet fra kampagnen.

De første eventyr i kampagnen blev skrevet af Phil Gallagher, Jim Bambra og Graeme Davis og blev til nogenlunde samtidigt med at Games Workshop udviklede deres konkurrent til Dungeons and Dragons. Et rollespil i deres wargamer verden med et distinkt britisk udtryk. Fra starten havde de (vage) planer om en kampagne der skulle strække sig over mange eventyr. Som ofte før (og siden) kom økonomiske hensyn i vejen for planerne – efter de første tre eventyr udkom ville Game Workshop have tempoet op og Carl Sargent (som også skrev en del eventyr til bl.a. D&D) blev ansat til at skrive den fjerde bog. Sidenhen gik planerne nærmest helt i vasken – Ken Rolston blev i hast bragt ind til at skrive det femte eventyr hvorefter Carl Sargent blev bedt om hurtigst muligt at afslutte kampagnen med det sjette og sidste eventyr. Trods det lidt tumultariske forløb blev kampagnen en stor success – ikke mindst var den med til at definere WFRP men den var også med til at sætte barren for købe eventyr.

Sidenhen har WFRP bevæget sig videre – med 2nd edition kom nye eventyr og kampagner men i popularitet kunne de ikke rigtigt måle sig med den oprindelige kampagne. Nu er WFRP snart på vej mod 4th edition men spørgsmålet er om nye eventyr kan måle sig med den oprindelige kampagne.

En berlinmur og adskillige krige senere…

Så når man hiver den gamle kampagne frem efter 30 år i skabet og præsenterer den for 6 personer som aldrig har spillet rollespil før melder spørgsmålet sig selvfølgelig: Hvad – hvis noget – skal ændres?

Jeg er selv tilhænger af at prøve at opleve spillet så tæt på den måde som forfatterne havde tænkt det. Men samtidigt kan man bare ikke se bort fra at dele af kampagnen bare var for svag – det femte eventyr af Ken Rolston “Something Rotten in Kislev” var ikke bare en afvigelse fra kampagnen rent geografisk – den var rent fortællemæssigt helt anderledes. Og når man forventeligt skal bruge henved 50 fredag aftener på at spille kampagnen så skal indholdet bare være i orden. I sidste ende blev “Something Rotten in Kislev” skåret fra til fordel for “Terror in Talabheim” – et nyere eventyr skrevet til 2nd edition. Det var dog ikke uden svære overvejelser…

Er “it’s a classic!” nok?

Men hvorfor overhovedet forsøge at holde sig til det oprindelige materiale? Det kan vel også bare være inspiration til noget andet og mere? For mig handler det nok mest af alt om at nogle eventyr har været med til at forme hvor rollespil er i dag (på godt og ondt) – på samme måde som man læser en klassisk roman som har inspireret moderne forfattere til deres bøger. Måske man får en større forståelse for genren når man har læst klassikeren?

Én ting er sikkert: At spille et klassisk eventyr med sine venner er en investering – mere end det at læse en klassisk bog. Så alle ved bordet skal være med på at man spiller noget som måske/måske ikke længere holder. Men hvis det holder – og hvis det virkelig er en klassiker – så bliver rollespil ikke ret meget bedre.

Det virker ikke til at de andre spilpersoner reagerer særlig meget på at deres venner bliver brændt op af staturer med flammekaster formularer. Det er blot en del af spillet at nogen dør og andre overlevere. Der er jo ligesom en grund til at man starter med 4 spilpersoner hver. I det forrige indlæg ”Curse of Strahd – Sæsonafslutning” dødede der også en spilperson. Denne gang nekromantikeren Ezra, som jeg går ud fra er blevet spillet en del spilgange, og her var spillet efterfølgende anderledes og mere fokuseret omkring spilpersonens endeligt.

Fra Mortens blog:

Netop som den sidste bersærker hugges ned, ånder troldmanden ud, og der ingenting hans venner kan gøre for at hindre det. Lille Lucian kommer rendende og grædende beder han Ezra vågne igen. Ezra vågner ikke.

Den nat samler gruppen brænde ind og tager afsked med deres ven med et mægtigt ligbål, og Lucian arver Ezras tryllebog. Imens begynder Peter at gøre en ny karakter klar.

Men vi kunne jo faktisk ikke lide ham

I vores Warhammer kampagne blev Renés spilperson Erwin Veit dræbt af farlige Skavens med guns. Selve spilgangen var meget handlingspakket og derfor fik vi ikke en scene, hvor de andre spilpersoner forholdte sig til Erwins endeligt. Vi ha pga. en række aflysninger kun spillet en spilgang efter og der blev snakket om at Erwin var død – Lars’ spilperson Wolfgang Rottefænger gemte sig i kloarken under kampen, fordi Lars ikke var der til spilgangen og det gav mening at rottefængeren ville gemme sig der.

Hverken Wolfgang eller de andre spilpersoner tog særlig meget på vej over Erwins død OG det ville sikkert også være upassende. For det første var spilpersonerne på flygt i deres egen by, der er blevet indtaget af rottemændene og nødt til at finde en semisikker position, hvorfra de kan kampe tilbage. Dernæst var der nok ikke nogen som kunne lide Erwin. De var vokset op med ham og havde en på den måde en følelsesmæssigt forbindelse til ham, men han var også et fjols. Og der blev både in game og off game fortalt historier om Erwin (hvor René deltog off game).

Det er interessant hvordan vi i spil forholder os til spilpersonernes endeligt. Jeg tror ikke der er en bestemt form for hvordan det skal håndteres, men det er en særlig udfordring at få det i spil på en god og passende måde.

Sådan er Renés nye spilperson Solveig. En spilperson som han har lavet, fordi jeg kom til at dræbe den geniale Erwin Veit.

Solveig er ambidextrous

Vi har ikke set hende i aktion endnu, men René skriver om hende:

Min nye karakter hedder Solveig (slået random), er 16 år, er rødhåret (også slået random) og præstelærling for Morr. Hun har fået overraksende gode stats, så i princippet kan hun slås og alting (yay) og så har hun fået den sagnomspundne talent Ambidextrous (dobbelt yay).. Hun ved ret meget om guderne og ikke så meget om social interaktion. Hun er meget optimistisk af natur, men har til gengæld en morbid fascination af døden.

Nå, ja, så magler hun sin venstre lillefinger. Den historie får I senere.

I tidligere mails har han også kaldt hende for:

En lettere overentusiatisk Morr præst initiate. Sådan en upassende nonchelant holdning til døden og et kejtet forhold til de levende (men helt uden at være den introverte goth wannabee). Sådan lidt “Nøj, han har godt nok fået smået den fod til plukfisk. Ikke så mærkeligt han blødte ud og døde. Det må garanteret have gjort helt uhyre ondt. Jeg så en gang en mand dø ved at have… [insert upassende historie til alle de pårørende].

Hun skal ikke være mørk og dyster, nærmere modsat. Og hun har ikke et ondt ben i sin krop.

Jeg er vild med hende og hun passer rigtig godt i vores nuværende kampagne, men jeg så hende også gerne som hovedperson i en anden, fremtidig, hammer-kampagne.

Med Solveig på tur

Jeg forestiller mig en kampagne, hvor Solveig er hovedperson. Det er hendes quest vi følger – det kunne fx være søgen efter Morrs tre tabte nøgler: Morrstenen, Sandet og Hjelmen. Forskellige folk vælger af forskellige årsager at slå hende følgeskab, det er de andre spilpersoner. De skal nok også få masser af spotlys, men rammen er søgen efter de tre nøgler.

De forskellige kapitler vil fører os til forskellige steder i den gamle verden. Det kunne være steder som, men ikke kun:

• Nomine Surrexerunt, som er et indesneet Verena tempel i Grey Mountains, hvor der sker et munkemord
• En sommernats fortælling i The Moot
• Die Faunenberg – et fatalt møde på en coaching in lidt udenfor Wolfenburg
• Don Q, en trist historie i Estalia
• Krig og fred (mest krig) i Border Princes
• Gangs of Marienburg, en gangsterfortælling

Det er ikke vigtigt at spille rejsen mellem de forskellige steder, da det ikke er en sådan kampagne. I nogen af kapitalerne er vores helte på sporet af en af de tre tabte nøgler. I andre er de bare på gennemrejse (og sneet fast som i Nomine Surrexerunt).

Solveig behøver forresten udvikle sig til at være præst. Man kan gå mange veje fra Morr-præstelærling og de fleste af dem ville være interessante.

Fik jeg sagt at jeg simpelthen elsker nye spilpersoner.

Og det er jeg også. Af de samme grunde som Anders og fordi det er den centrale mekanik, som gør forskellen på hovedpersoner og bipersoner i Warhammer. Hvis jeg husker Warhammer reglerne rigtigt, så er Fate Points forbeholdt spilpersonerne og i et spil, hvor man ofte starter som rottefænger eller tømmer, så er Fate Pointe netop den fordel, der gør at din rotterfænger kan opfører sig heltet.

For mig er tros-delen af Fate Points ret vigtigt. Når man bruger Fate Points så er det guderne der reder en og vi beskriver det sådan (eller jeg forsøger at huske det som GM).

I den kampen med Skaven (med guns) som vi spillede sidste gang i vores Warhammerkampagne tog jeg 2 Fate Points OG et kill fra spillerne. Det var en hård kamp. Jeg har den husregel at hvis man bruger et fatepoint, så kan man vælge at fortælle sig ud af kampen. Fx blive efterladt som død eller komme væk. Som oftest anbefaler jeg spillerne at gøre det. Man kan altså ikke tabe flere fatepoints i samme kamp – med mindre man selv vælger det. Jeg forsøger at gøre det muligt for spillerne at undgå kamp med et tab. Det er ikke altid lige let.

Spillerne kan godt vinde Fate Points (tilbage), men kun efter en lang og hård kampagne og det aktualiseres i fiktionen.

Erwin Veits død var ikke særlig meningsfuld, men det var skælsættende for os som gruppe, fordi det er det første døde spilperson i en række kampagner. Hell, jeg tror ikke jeg har dræbt en spilperson de sidste 10 år! Det er altså ikke en vant oplevelse for hverken mig, som spilleder, eller for gruppen generelt. Jeg var lidt i chok, da det skete. Jeg slog crit-slaget, der dræbte Erwin, åbent, måske fordi jeg var bange for at jeg ville snyde, hvis jeg rullede terningerne bag skærmen. I’m no killer GM.

Terningerne ville at den unavngivne stormvermin slog Erwin Veits ben til pulp, så den slaglen blødte ud på Carroburgs Henmark-torv. Og her stoppede vi kampen i et stykke tid. Jeg skiftede musik til noget sprød melodisk indierock og vi genfortalte forskellige scener, hvor Erwin Veits havde været tonegivende. Det virkede rigtig fint, ikke mindst fordi Erwin Veit var en sjov figur.

Han var startet som en snobbet Hr. Swan, en anden mand i en fornem butik med vin og klæder fra Bretonnia. Han var blevet mere og mere mørk igennem kampagnen. Måske i mødet med diverse vampyrer og rottemænd.

Han begyndte at omgås nationalistiske typer og selv skrive racistiske pamfletter (om dværgenes mangel på moral, at hobbitter var uopdragne børn og elverfolkets skændige magi). Han var sådan en karakter der skabte en strøm af mindeværdige scener, hvor Erwin Veit selv fremstod ret smålig, ambitiøs og inkorporeret og nogen af dem blev fortalt.

Han fik sit moment, hvorefter Jonas beskrev hvordan han sad og holdte Erwin imens han bløde ihjel. Vi var tilbage i fiktionen og spillede os igennem resten af spilgangen uden nogen døde. Imens overvejede René hvad den næste spilperson skulle være. En god død – på trods.

Tak, fordi du spørger fiktive læse. Det gør jeg da.

Warhammer

Jeg spiller Warhammer med Oliver, Lars, René, Cecilie og Jonas. Det er fedt og jeg har allerede skrevet lidt om det her på blog’en. Vi har bevæget os fra min egen kampagne til købekampagne Terror in Talabheim, som vi har flyttet til byen Carroburg (da det var her vores kampagne foregik).

Det er første gang jeg kører en købekampagne og jeg troede nok det ville være lettere. At det at køre en kampagne ville være ligesom det at køre et Fastavalscenarie, men det er det ikke. I købekampagner er der stadigvæk en stor del ”redigering” for spillederen ift. samspil mellem bipersoner, spilpersoner og historiens forløb.

Terror in Talabheim hænger ret godt sammen og jeg har ikke bemærket store plothuller, som jeg ellers ofte har set i andre kampagner, som jeg har læst. Der er (naturligt nok) ting som mine spillere tænder mere på end andet og jeg gider ikke bruge 100 år på ting de finder uinteressante, selvom de måske fylder en del i det skriftlige oplæg – en form for redigering i spil. Udover redigeringen i spil, så arbejder jeg med der kampagnens spændstighed og forsøger at få Talabheim-handlingen til at passe ind i Carroburg.

Jeg er ret spændt på kampagnens videre forløb. Spilpersonerne er så småt begyndt at handle aktivt og få idéer. Den slags kan jo ændre hele kampagnens præmis, men om Terror in Talabheim er spændstig nok til at kunne klare det bliver interessant at undersøge.

Carroburg er ikke Talabheim. Især i de næste kapitler kommer jeg både til at vinkle både by og kampagne, så de bedre passer sammen. Om det lykkes bliver spændende at undersøge. Ligesom jeg hele tiden kæmper med at huske at bruge spilpersonernes tidligere skabte relationer med npc’er aktivt i kampagnen.

Ashen Stars

Jeg er spiller i Niels’ Ashen Stars kampagne sammen med Elias, Nis og Peter. Det er investigation space opera med seksuelle temaer og underlige racer. Jeg spiller en tavak, som er en to meter høj bæltedyrslignende stolt krigerrace, der taler langsomt. Min figur er eksbomberydder, god til teknik og har en deludviklet dødsdrift.

Det er sjovt og de andre spillere er dejlige at spille med. Niels har nogen fine ideer der, for en science fiction novice som mig, til dels minder Linda og Valentins univers og til dels minder om Star Trek-universet. I virkeligheden er investigation og space opera ikke mine favorit genrer. Kampagnen er del op i missioner, hvor en mission tager mellem 2 og 3 spilgange, og vi har just løst vores anden mission. Missionerne er ret interessante og sjove, men jeg har allerede forslået at vi overvejer at spiller noget andet om et par missioner.

Jeg er både ret vild med gruppen og synes Niels gør det skidegodt som spilleder, men jeg har det lidt pres med den endimensionalitet der bare ligger i space opera genren. Typisk en verden = en kultur. Sidst førte vores mission os til Boston 2. En planet, der eksportere rum-kiwis og hvor alle på en eller anden måde arbejdede i rum-kiwi industrien. Det var ikke, fordi der ikke var interessante ting ved Boston 2, der var masser, men alle de interessante ting galt for alle på hele planten. Det er ret typisk for space opera, som jeg har forstået det. Mangfoldighed i space opera opstår planternes kulturer imellem, når man sætter dem op imod hinanden, men  de enkle planter indeholder ligeså lidt diversitet som Århus gør.

Og jeg kan godt lide at besøge Århus, men når jeg har været der et stykke tid får jeg altid lyst til at komme væk igen. Vi kommer ikke til at spille Ashen Stars for evigt, men jeg håber vi forsætter med at spille sammen efter endt kampagne.

Men hvad spiller du?

Så nu stiller vi om og jeg kører kampagnen mere klassisk med et fortløbende kampagneplot, hvor der selvfølgelig skal være plads til mindre scenarier, kapitler og dværgemad, men hvor et kapitel/scenarie ikke nødvendigvis er lig med en spilgang. Fordi jeg ikke har en planlagtwarhammerkampagne i bagkataloget har jeg været ude og tjekke de udgivet 2ed. warhammerkampagner ud. Her er mit blik faldet på Terror in Talabheim, som efter første hurtige gennemlæsning er en lille pejle.

Fra Terror in Talabheim til Carroburg Katastrofen

Handlingen er flyttet til Carroburg og vores helte er indfødte borgere fremfor tilrejsende eventyrer. Selvom Talabheim er en overraskende interessant by, så synes jeg det umiddelbart gør kampagneplottet mere relevant for spilpersonerne. Det første kapitel i bogen handler om nogen flygtninge, som skal hjælpes videre ud til nogen landsbyer, men efter som vores kampagne er sat længere tid efter Kaoskrigen, så spiller flygtninge ikke en særlig stor rolle. Derfor er det ”første” kapitel i vores fortolkning en ret fri fortolkning, hvor jeg binder vores foregående spilgange sammen med kampagnen og vi havde kun de helt store linjer i Terror in Talabheim i spil.

Vi fik startet på dette kapitel i mandags og jeg regner med at det tager 2-3 spilgange at udspille. Indtil videre er hovedpersonerne blevet sendt ud på en rejse (som de skal iflg. kampagnen), men altså i en anden mission end den i bogen. Vi har fået introduceret en række handlingselementer og bipersoner fra kampagnen, men også formået at geninducere nogen af vores gamle handlingselementer og bipersoner.

I de næste kapitler bliver Terror in Talabheim nok heller ikke spillet direkte, uden fortolkning, fra bladet, men jeg regner med at vi kommer igennem kampagnens scener og får udspillet dets plot. Det bliver skelettet for vores kampagne, hvor vi sikkert kommer til at flyde alt muligt ekstra historie “kød” på. Jeg har aldrig kørt en præskreven kampagne før og jeg har store forventninger. Mit håb er at nu hvor jeg ikke behøver koncentrerer mig om de store linjer (og får præskrevne npc-stats), så kan jeg bedre koncentrerer mig om at faciliteter spilpersonernes personudvikling og mindre projekter.

Gaststar: Gæstespillerkonceptet

Indtil nu har jeg arbejdet med et gæstespillerkoncept, hvor forskellige af vores venner har kigget forbi og spillet med en enkel spilgang. Det har været hyggeligt og givet en god dynamik i gruppen. Vi dropper dog alligevel gæstespillerkonceptet. Det er ikke fordi det ikke har virket, men fordi det kræver lidt for meget forberedelse og fordi det passer bedre til den scenarierække-kampagne vi startede ud med at spille.